Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Shame

Tilladt for børn over 15 år

Se mere på medierådet.dk
08.03.2012
| |
1 time 41 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Shame
|
Versioner: se alle
Originalversion, Særvisning
|

I 'Shame' spiller Michael Fassbender (Inglourious Basterds, Fish Tank, X-Men: First Class) Brandon Sullivan, en newyorker i 30'erne, som kæmper med sex-afhængighed.

Hans søster Sissy (Carey Mulligan) ønsker at hjælpe ham med problemet og flytter derfor ind på ubestemt tid, men på trods af hendes gode intentioner fortsætter Brandons problem med at vokse i galoperende fart.

Steve McQueen instruerer igen Michael Fassbender, efter de to arbejdede sammen på filmen 'Hunger' (2008).

'Shame' har fået meget omtale på grund af en scene med en helt nøgen Michael Fassbender, og også filmens eksplicitte sexscener har vakt opmærksomhed.

Michael Fassbender fik både en BAFTA- og en Golden Globe-nominering for sin præstation.

 

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (138 votes)
4.6
4.5

Instruktør

Relaterede nyheder

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "Absolut intet er overladt til tilfældighederne i 'Shame', der kombinerer ekstremt bevidst og præcis filmkunst med stor stor skuespilkunst fra Michael Fassbender..." (Louise Kidde Sauntved)

  • BT

    "Det er til tider stærkt. Men følelsesmæssigt forbliver filmen underligt uforløst." (Henning Høeg)

  • Børsen

    "Man sidder tilbage med følelsen af, at en mesterlig fortæller forvalter materialet og serverer ud fra nøje overvejelser og med en særlig hensigt... Noget stort og ondt har såret Brandon og Sissy for livet. Filmen kommer det ikke nærmere, men langsomt manes en subtekst frem så tyk som mosedynd." (Morten Dürr)

  • Ekstra Bladet

    "Man kommer på én gang meget tæt på og holdes alligevel som tilskuer ude i strakt arm. Hvilket helt klart er bevidst, men ikke desto mindre resulterer i en lidt uforløst oplevelse. Som ikke desto mindre er stærkt fascinerende." (Henrik Queitsch)

  • Jyllands-Posten

    "Det er skuespillerens nøgne kompromisløshed, der driver værket. Og så er Carey Mulligans sårede og skrøbelige udtryk det fe-støv, der får visse scener til at lette fra det jordiske og kødeligt korrumperede. De to skuespilleres præstationer er mildest talt strålende." (Nanna Frank Rasmussen)

  • Politiken

    "... en imponerende kontrolleret opvisning i filmæstetiske paradediscipliner... Vil man finde tegn på, at en ny puritanisme midt i en pornotid både har et budskab og vind i sejlene, er denne bogstavelig talt sexfikserede film et tankevækkende og provokerende indlæg. Men at Michael Fassbender end ikke blev nomineret til en Oscar for denne præstation, er dog næppe så meget et udtryk for organiseret puritanisme som for almindelig snerpethed og manglende mod." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Med rystende visuel præcision gør McQueen sin fortælling til billedet på en tilstand i tiden. Den vil være - og er - noget eksistentielt... 'Shame' er en forbløffende film." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Nikolaj

Hvor scenografien, locations og dialogerne får en stor betydning. Jeg nød bestemt ikke filmen, da filmen har mange sex-scener, og mange psykologiske træk. Jeg har ikke noget imod sex på film, det kan nydes i nogle situationer, men når det er en belastning for hovedpersonen, bliver det automatisk en belastning for seeren. Da filmen er meget psykologisk, på en meget realistisk, og ikke behagelig måde. Men det er bestemt en fremragende film, som skal have 5 stjerner herfra!

Niclas Dalby

Psykologen Patrick J. Carnes satte i 1980’erne en ny form for afhængighed på kortet. Mange var kendt med den klassiske alkoholisme og den noget mørkere trang til stoffer, men da Anonyme Alkoholikere i midten af 70’erne søgte efter en videreførsel af deres 12-trins program til folk, der søgte noget mere tabubelagt vidste Carnes, at en ny afhængighed havde fundet sit lys.
Selv i dag kan det virke underligt for nogen, at man kan være afhængig af sex: Jovist, der er glæde ved akten, både før og efter, men hvad sker der når denne glæde formerer sig til trang på samme niveau som alkoholisme og langsomt begynder at tage over ens liv og beslutninger? Det er dette emne instruktøren Steve McQueen forsøger at skildre i filmen Shame fra 2011.
I det amerikanske tidsskrift Addiction Today kan man læse at tidlig misbrug i barndommen kan medføre en destruktiv seksualitet, hvor ens egen seksualitet betragtes som skamfuld eller ødelæggende. Det er ikke kun kødet, men selve seksualiteten, der bliver ramt og disse traumer kan medføre en, måske paradoksal, trang til sex: Ikke for at glæde sig selv eller andre, men fordi det er den eneste måde hvorpå traumet kan holdes nede og samtidig slippes fri – en trang, der ikke bare forsvinder, men som har plantet frø i personens kerne.
Steve McQueen satte sig selv for alvor på alles læber med den dramatiske fortælling om slavers vilkår i 12 Years a Slave fra 2013, men det var bestemt ikke første gang, han arbejdede med følsomme emner. I 2008 fik han sin instruktørdebut med Hunger, der også havde Michael Fassbender i hovedrollen, og tre år senere kom filmen Shame. Han er i dag især kendt for sine talrige kortfilm, men det er mest af alt hans unikke måde at fortælle om tunge emner på, der virkelig har sat ham på verdenskortet som én af de mest interessante instruktører i dag.

I Shame følger vi Brandon, der lever en meget steril tilværelse i New York. Han lever alene i en nærmest tom lejlighed, hvor kun vinylafspilleren og væggen med plader bryder den tomme indretning. En dag kommer, noget uventet, hans søster på besøg og overtaler ham til at kunne blive boende for en stund og sammen skal de nu takle fortidens dæmoner, der ikke blot fylder, men har decideret overtaget deres tilværelser.
Det gøres hurtigt klart, at der er noget dybere ved Brandon’s sind end som så. I alle scener virker han fjern, som om hans tanker er et andet sted, og han kan ikke lade være med at følge hans inderste trang til sex og orgasmer. Dagene flyder sammen og selv nætterne er svære at komme igennem uden først at have haft en kvinde ved sin side eller ved onani – både på arbejdet eller i hjemmet. Brandon har ingen venner ud over hans chef, der til tider inviterer ham på singlebar, der, igen, udvikler sig til hurtige sexuelle sessioner, hvor det ikke er selve akten, men lysten, der tilfredsstilles. Hvad Steve McQueen formår at gøre med Brandon’s historie er at visualisere den på en meget subtil måde, men man er aldrig i tvivl om problematikens omfang. Hans handlinger er styret af afhængigheden og denne afhængighed kan ikke tilsidesættes uanset hvad.
Søsteren, spillet forrygende af Carey Mulligan, er heller ikke uden ar på sjælen. Hun virker i starten som en mere livsglad type, der, til dels, har styr på hendes liv og ved hvad hun vil, men des længere tid der går med hendes tilstedeværelse des mere bliver man klar over, at hun er lige så mærket som broderen. Hun længes efter kærlighed fra omverden, men kan ikke klare afvisninger og ved ikke hvordan denne kærlighed skal søges. Hun er lige så skadet, men på en mere “klassisk” måde end Brandon, men sammen forstærkes deres problemer – noget ingen af dem havde forventet.
Hendes karakter leverer faktisk den mest essentielle linje i hele filmen mod tredje akt, hvor hun i et ihærdigt forsøg på at komme i kontakt med Brandon piller det yderste lag af hvorfor de er så skadet; “Vi er ikke dårlige mennesker, vi kommer blot fra et dårligt sted.”. Dybere kommer vi aldrig på deres fortid, men med Addiction Today’s artikel om fortidens spøgelser er det med stor sandsynlighed traumer fra barndommen, der har skabt deres destruktive adfærd mod sig selv og hinanden.
Man kan, måske med rette, frygte at Shame blot er en pornografisk fortælling med en historie. Der skal gøres ingen tvivl om at filmen er meget grafisk – intet bliver overladt til fantasien, men det er også det, der gør den så reel og virkelig. Normalt vil sex-scener blive brugt som et sideløbende kapitel for at videreføre en kærlighedshistorie, men når sådan et kapitel bliver gjort mørkere og strækkes ud til en 100-minutters spillefilm i selskab med Michael Fassbender og instruktøren Steve McQueen ved man, at der ligger noget dybere end som så. Her fortælles ikke blot en historie om sex, men om hvad afhængighed kan gøre ved et menneske. Der er som sådan ikke noget essentielt ved at fortælle historien gennem sexafhængighed frem for alkoholisme, da det er selve afhængigheden, der er monsteret i historien.

Hvorfor er denne film så blandt mine absolutte favoritfilm? Tjah, det er svært at sige – måske er det Michael Fassbenders fantastiske præstation, Steve McQueens eminente måde at fortælle historien på eller selve historiens kerne: Der er dog ingen tvivl om at samspillet mellem det hele fortæller om et tabubelagt emne på en måde ikke vist før eller siden. Det er en dyster historie, hvor man aldrig er sikker på hvad fremtiden bringer og den skildrer “afslutningen” for sådan en afhængighed til perfektion.
Shame er, for mig, Steve McQueens bedste film til dato og blandt de bedste overhovedet.

Simon

Steven McQueen fortæller uden tvivl sine film med stil, ved hjælp af lange geniale klip. Der er flere scener som varer f.eks. 10 minutter, hvor der kun er tre klip i. Det virker helt genialt og naturligt. Da Tv2 sendte 12 Years a Slave før Oscar showet, synes jeg også det var en virkelig god film. Men da jeg lavede en kop te, havde jeg åbenbart misset en vigtig del, og besluttede mig for at købe den på DVD eller se den på et senere tidspunkt.

Ingen tvivl om Shame bruger kameravinklerne fremragende til at fortælle en historie uden så mange ord. Men personligt kunne jeg godt have tænkt mig en historie med lidt mere kød på, og at man havde gjort filmen tyve minutter længere og så havde tilføjet en scene eller to med Brandon og Sissy som børn. Det kunne have givet filmen et mere klart billede af dens konflikt.

Ellers indeholder Shame helt fænomenalt skuespil, hvor især Carey Mulligan og Michael Fassbender stråler. Scenen hvor Brandon er ude og løbe og det regner synes jeg McQueen får det bedste ud af. Det viser præcis hvordan Brandon har det med sig selv og det hele, og kunne for mit vedkommende godt have stoppet der med rulletekster.

Jeg vil varmt anbefale Shame, men den er ikke for alle. Michael Fassbender blev snydt for en Oscar, gjorde han.

Erik F

Uhh- jeg elsker den film. Det er én af de film, jeg kan se igen og igen uden at blive træt af den.
Jeg synes ikke, det gør noget, at vi ikke får en masse at vide om hovedpersonernes baggrund. Tværtimod, for det, at vi kun får små antydninger, gør dem bare endnu mere interessante, og man bliver sulten efter at forstå, hvorfor de er blevet de forkrøblede mennesker de er.
Helt enig i at Fassbender burde have haft en Oscar og Carey Mulligan ligeså. De var ikke engang nominerede, så måske var filmen simpelt hen for hård kost for Hollywood?

Simon

Hvis man virkelig skal føle med hovedpersonen, så skal man vide mere om ham, mener jeg helt klart.

Golden Globe gav ham en nominering, men han tabte vist nok the Jean Dujardin. Måske var man bange. I don't know, men Fassbender skulle have haft en Oscar.

Victor

Intet mindre.

Nicolai

for blot at starte ud så er Steve McQueen fantastisk ( det gælder også ham fra Bullit). Selvom han til dags dato kun har lavet 3 film så har hvert af dem været et stærkt rammende filmisk mesterværk.

Han startede ud med den stærke hunger som handlede om hvor meget en menneske ville gøre for at ændre samfundet.

I den film medvirkede Fassbender i det som efter min mening var hans absolut gennembruds rolle og han gjorder det helt fantastisk.

Selvom Hunger var en ganske kontroversiel film så var det blot en forsmag på det der så kom 3 år senere nemlig Shame.

Allerede 5 minutter inde i filmen er tonen slet og ret lagt og det er her man enten kan vælge at slukke eller kikke videre med øjnene åbne.

Lige som i Hunger lever Fassbender's rolle Brandon i et helvede som han selv har skabt.

Men hvor der i hunger var et formål med det. Er der intet her.

Brandon gør det fordi han slet og ikke kan lade vær, ikke engang når han gerne vil.

Filmen har ikke rigtig nogle endelig handling ( som sådan) men, den skal i stedet se som en film der bliver ført af dens karakterer hvor Brandon og hans søster er de førende.

Filmens tempo er i den lave ende men det gør ikke særlig meget for mig da filmen altid er bevægende, Brandon får sjældent et stille øjeblik da der altid er noget han må og skal gøre, enten for sig selv eller for hans søster.

Filmen er ligesom Hunger på ingen måder for alle, det kan enten være på grund af tempoet eller McQueens måde at fortælle historien på, eller nok mest på grund af de mange ekstreme billeder vi ser hele vejen igennem fra start til slut.

Men kan man dog klare dette så er filmen fantastisk på alle måder.

Fassbender spiller rollen perfekt som et på alle måder trist vanedannede mennesker der ikke kan bryde ud af sin skal.

Carey Mulligan er ligeså eminent som søsteren Sissy der pludselig dukker op og har brug for hjælp men som dog ingen får da Brandon ikke ved hvad han skal gøre.

de øvrige personer i filmen træder muligvis ikke særlig frem men det lykkedes dog for en som så er Nicole Beharie der på dog kort tid når at gøre lidt ud af hendes rolle som Marianne en pige som måske? Måske ikke er Brandons hjælp ud af elendigheden.

Det kan måske diskuteres om man kan tillade sig at se filmen flere gange men jeg vil dog mene at man kan.

Fordi da filmen har et fuldt-ud åben slutning og da filmens mange spørgsmål perfekt ikke blive helt besvarede så giver det mange opfordringer til gensyn, dog ikke lige med det samme.

The Artist

Selvom filmen handler om seksuel afhængighed og sygelighed, antager den aldrig en pornografisk form - den forbliver hele vejen igennem en form for objektiv analyse af et menneskes afhængighed og ensomhed. Skuespillet er suverænt og filmen sammensat af kun det allermest nødvendige - ingen overflødige effekter eller kommentarer. Fantastisk!

Wayne

så føles den lidt sådan.

Man savner svar. Hvorfor vil Brandon ikke have nærhed og rigtig intimitet? Og hvorfor er hans søster så messed-up.

Michael Fassbender spiller fantastisk, som den forpinte mand som handler mod sin fornuft, styret af sine drifter - men man ville gerne have været under huden.

Cary Grant

En tour de force at se på. Vi kommer ikke rigtig ind under huden på personerne. Måske fordi vi ikke er afhængige på den måde.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.