Hong Sang-soo er den af de markante, sydkoreanske instruktører, hvis film mest ligner de europæiske. Faktisk er der noget Eric Rohmer over ham, når han er bedst: noget prosaisk dagligdags med et ufravendt, antropologisk blik. Noget stædigt antilyrisk. Adskillige af Sang-soos senere film er fulde af mænd og kvinder, der drikker, taler, spiser, drikker og taler igen om det liv, de ikke lever. Filminstruktører, der fulder sig ved filmfestivaler, har han en særlig forkærlighed til. Men 'Hill of Freedom', hvis vidtløftige titel blot er navnet på en kaffebar, hæver sig over det navlepillende og beretter med vemod og en vis kysk humor om en japansklærer, der ankommer til et eksotisk, kulørt kvarter i Seoul for at finde en koreansk kvinde, han forelskede sig i flere år i forvejen. Historien er fortalt i flashbacks, da kvinden læser sin forsvundne kærligheds dagbog. Og da hun undervejs taber alle siderne, falder optegnelserne hulter til bulter, mens hun desperat leder efter en slutning, der kan afslører om hendes elskede stadig er i byen. Den slags fastelavnsnumre kan man kun tillade sig, når man er en dreven rotte udi charmerende asiatisk mumblecore. Det er Sang-soo, og 'Hill of Freedom' er i al sin petite, lurendrejede enkelthed hans bedste film længe.