At kalde Taboor science fiction er måske at stramme den lidt, men vi befinder os i hvert fald i et ensomt og fremmedgørende univers, på en gang genkendeligt og samtidig fremmed. Den ensomme, gamle sølvræv vågner i sit søvpapirshjem, som skal beskytte ham mod varmen, tager beskyttelsesdragt på og vandrer ud i natten, hvor han sprøjter mod kakerlakker, mens hans langsomt driver gennem mørket og storbyen Teherans labyrinter og skjulte kroge. Filmen er hypnotiserende, næsten uden dialog og musik og handlingen fortælles så langsomt, at man driver hen og overgiver sig til isolationen, ensomheden og mørket sammen med den tavse, gamle skadedyrsbekæmper. Den er fantastisk smukt filmet og et skoleeksempel på hvor meget stemning man kan skabe med næsten ingen gimmicks og kunstige hjælpemidler, og dens minimalistiske tilgang til sci-fi-genren fremhæver kun dens pointer om mennesket rolle, fanget mellem teknologien og naturen, som kun god intelligent sci-fi gør det.