Carlos Reygadas' ('Japón', 'Stille lys') nyeste film er uden tvivl en af de mest syrede og omdiskuterede længe. Siden dens premiere i Cannes har der således kun været enighed om én ting: 'Post Tenebras Lux' er virkelig en skævert. Og så er åbningsscenen noget af det smukkeste og mest skræmmende, der er sket i en biograf siden Murnau. Vover man at give sig hen til den, er der i alle tilfælde tale om en oplevelse ud over selv det usædvanlige. En delvist selvbiografisk familiefilm, et nærmest plotløst eksperiment og det nok tætteste man kommer på at drømme i vågen tilstand. Spændingerne stiger i en lille familie, der bor i den mexicanske ødemark, hvor en romantisk drøm om at leve tæt på naturen har en mørk bagside i den selvsamme naturs voldsomme og primale kræfter. Scenerne er knyttet sammen af en til tider symbolsk og hallucinatorisk logik, og andre gange af en intim familiaritet (familiens to små piger er spillet af Reygadas' egne døtre). En i alle tilfælde dybt personlig film, som må og skal opleves i biografen.