Cinematisk blues-folk fra et af den amerikanske indie-scenes unge stortalenter. Irske Taryn ankommer på uanmeldt besøg hos sin onkel og tante i Baltimore, uden at vide at det efterhånden midaldrende musikerpar er midt i en skilsmisse. Taryns tante Kim har holdt fast i drømmen om at leve det frie musikerliv og er gået fra onklen Bill, der er gået på kompromis med sine idealer for at tjene til dagen og vejen for dem begge. Med andre ord et værre rod - også for Taryns kusine Abby, som hun fordriver tiden med, mens krisen tager til i det tidligere hjem. Det er dog småt med både violinerne, tårerne og de store armbevægelser i 'I Used to Be Darker', der i stedet forholder sig til det ægte og menneskelige drama i rolige og nærværende takes. Matt Porterfield, hvis 'Putty Hill' kunne opleves i konkurrencen på PIX'10, mestrer den tavse forståelse mellem sine karakterer til fulde, når der med et flygtigt blik siges mere end en replik kunne rumme. Undertrykt skabertrang er den ulmende kraft, der har undermineret den lille familie, men den kommer så meget desto stærkere til udtryk i de scener, hvor den akkompagneres af en melankolsk guitar og et opmærksomt kamera.