I det meste af verden er iransk film lig med de store mestre, Makhmalbaf, Kiarostami, Panahi, Ghobadi. Men for en ung generation af iranske instruktører er mestrenes arv blevet en sten om halsen. Mohammad Shirvani var led og ked af den naturalistiske stil i iransk film. Leden blev med hans eget ord til had, og hadet blev til en film, der bryder radikalt med vaner og narrativt forløb til fordel for en langt mere surreel og uforklaret vision. 'Fat Shaker' ligner da bestemt heller ikke en Kiarostami-film. I en række absurde tableauer, hvis rækkefølge man selv må stykke sammen undervejs, følger vi en overdrevet fed og besværet mand og hans døve og sprogløse voksne søn, som han behandler med stærkt svingende affektion. De er bogstavlig talt som nat og dag, men afhængige af hinanden i deres målløse liv, der forstyrres, da en smuk og bestemt kvinde flytter ind. Grotesk underholdende og abstrakt udfordrende gør Shirvani op med de uduelige mænd i Iran (og iransk film) - både de gamle prustende patriarker og de unge kalkunklynkende mandslinge, der ikke har nosser til at sige fra - og lægger i stedet sit håb hos de stærke kvinder. Af samme grund er 'Fat Shaker' blevet dømt pervers og u-iransk af fundamentalister i hjemlandet. Og belønnet med hovedprisen på årets filmfest i Rotterdam.