Fotografier og filmiske fragmenter fra et enkelt gadehjørne i Rio de Janeiro, og fra næsten et helt århundrede, er i den brasilianske instruktør-veteran, nybølgeikonet Júlio Bressanes hænder blevet til et kaleidoskopisk værk, hvor film- og familiehistorie krydser hinandens spor. '52 Aperana Street' er nemlig ikke blot titlen på hans nye film, det er også der hvor han er vokset op - i det kvarter, hvor 1970'ernes unge, brasilianske nybølge efter Cinema Novo holdt til og lavede deres film. En dybt personlig film, med andre ord, men paradoksalt nok også en film, der ikke fornægter de illusioner og fiktioner, som alle billeder med tiden fyldes af. Fotografierne vi ser er fra Bressane-familiens egne skuffer, taget mellem 1909 og 1955, hvorefter klip fra hele fjorten af Bressanes egne film fra mellem 1957 og 2005 føjer deres til det (selv)portræt, som '52 Aperana Street' også er. En aldrende mesters tilbagelænede og refleksive film, med et velkomment strejf af melankoli over tidens flygtighed.