Ved foden af de chilenske Andesbjerge i starten af 90'erne har en gruppe folk realiseret en slags demokratisk utopi uafhængig af verden omkring dem. Sådan ser det i hvert fald ud på overfladen i Dominga Sotomayors semi-biografiske og smukt komponerede coming-of-age fortælling. Gennem teenagepigen Sofias lavmælt tumultariske vej ind i voksenverdenen bliver det tydeligt, at drømmen tager sig ud som en illusion. Verden uden for trænger sig på, og spørgsmålet er, om forældrene er deres ansvar voksne. Sotomayor mestrer antydningens kunst og lader med en dvælende nysgerrighed Sofias indre liv tage form gennem udtryk og blikke. Den symbolske bevægelse er en tiltagende opløsning, men vi efterlades med en følelse af, at der efter sammenbruddet kan starte noget nyt og bedre.