Den nytænkende, kontroversielle og evigt trodsige filminstruktør Sergei Parajanov (1924-1990) havde et liv, der rummede stof til adskillige film. Og her kommer den så – en veldrejet biopic med Serge Avedikian i titelrollen og (delt) instruktørstol: 'Paradjanov'.
Filmen var Ukraines officielle Oscar-bidrag i 2014 – og man forstår hvorfor. Både i kraft af filmens flotte håndværk og dens reetablering af en af filmkunstens ypperste.
Paradjanov skabt de måske mest visuelt betagende film i historien – mytologiske, halv-abstrakte, stemningsfulde værker om dybe skove fyldt af endnu dybere følelser. Paradjanov frisatte filmmediet og dets farver. Han lavede eksperimenterende kunst med stort K, symbolladede, folkloristiske og komplekse filmdigte.
Alene spørgsmålet om nationalitet er indviklet. Paradjanov blev født i Georgien af armenske forældre, filmede sine første mesterværker i Ukraine og prægede siden filmkunsten i alle tre lande. Ruslands dominans over republikkerne gennem 80 års sovjetisk centralstyre (i årene 1922-91) har dog i lige så høj grad præget Paradjanovs karriere.
Historien om Paradjanov er derfor også et kapitel i den store, triste historie om kunst, der kunne være blevet til, men aldrig fandt udfoldelse. Som tilfældet havde været med andre store instruktører som Eisenstein og Dovzhenko, blev Paradjanov beskyldt for stats-skadelig formalisme (form over indhold var ikke velset) og fængslet af KGB i flere omgange under et væld af anklager, bl.a. homoseksualitet. I perioden 1968-80 fik han ikke lov at lave en eneste film.
Alligevel var hans liv præget af en urokkelig kærlighed til skønhed og skaben.
Sergej Paradjanov bar naturmystikken og avantgarde-poesien fra stumfilmsgeniet Aleksandr Dovzhenko ind i farvefilmens æra og skabte et helt unikt værk i filmhistorien 'Shadows of Forgotten Ancestors': En universel fabel om kærlighed og død, men samtidig en fantasmagorisk hyldest til lokal folklore i Karpaterbjergene.
Vi er et tidløst sted blandt hutsul-folk i de dybe skove i det nuværende Ukraine. Unge Ivan forelsker sig i den sanselige Marichka. Skæbne, tragik, fantasi, de dybe skove og dybe følelser flettes sammen, for Marichka er datter af den mand, der myrdede Ivans far – og lokal trolddom er med til at bære fortællingen uventede steder hen, inden den eksploderer i en sanseligt eksperimenterende form.
Som var han en modernistisk digter med kamera, springer Paradjanov konstant i synsvinkel, tempo og farveskala – og som tilfældet havde været med Dovzhenko, blev Paradjanov beskyldt for stats-skadelig formalisme og blacklistet.
I perioden 1968-80 fik han ikke lov at lave en eneste film (han sad i fængsel i mange af årene) - og lavede efter manges opfattelse aldrig siden en film, der var så vild og smuk som denne. Men det er der heller ikke mange andre filmmagere, der har.
Stor tak til Dovzhenko Centers filmarkiv i Ukraine for lån af DCP-kopi.
Filmen var Ukraines officielle Oscar-bidrag i 2014 – og man forstår hvorfor. Både i kraft af filmens flotte håndværk og dens reetablering af en af filmkunstens ypperste.
Paradjanov skabt de måske mest visuelt betagende film i historien – mytologiske, halv-abstrakte, stemningsfulde værker om dybe skove fyldt af endnu dybere følelser. Paradjanov frisatte filmmediet og dets farver. Han lavede eksperimenterende kunst med stort K, symbolladede, folkloristiske og komplekse filmdigte.
Alene spørgsmålet om nationalitet er indviklet. Paradjanov blev født i Georgien af armenske forældre, filmede sine første mesterværker i Ukraine og prægede siden filmkunsten i alle tre lande. Ruslands dominans over republikkerne gennem 80 års sovjetisk centralstyre (i årene 1922-91) har dog i lige så høj grad præget Paradjanovs karriere.
Historien om Paradjanov er derfor også et kapitel i den store, triste historie om kunst, der kunne være blevet til, men aldrig fandt udfoldelse. Som tilfældet havde været med andre store instruktører som Eisenstein og Dovzhenko, blev Paradjanov beskyldt for stats-skadelig formalisme (form over indhold var ikke velset) og fængslet af KGB i flere omgange under et væld af anklager, bl.a. homoseksualitet. I perioden 1968-80 fik han ikke lov at lave en eneste film.
Alligevel var hans liv præget af en urokkelig kærlighed til skønhed og skaben.
Sergej Paradjanov bar naturmystikken og avantgarde-poesien fra stumfilmsgeniet Aleksandr Dovzhenko ind i farvefilmens æra og skabte et helt unikt værk i filmhistorien 'Shadows of Forgotten Ancestors': En universel fabel om kærlighed og død, men samtidig en fantasmagorisk hyldest til lokal folklore i Karpaterbjergene.
Vi er et tidløst sted blandt hutsul-folk i de dybe skove i det nuværende Ukraine. Unge Ivan forelsker sig i den sanselige Marichka. Skæbne, tragik, fantasi, de dybe skove og dybe følelser flettes sammen, for Marichka er datter af den mand, der myrdede Ivans far – og lokal trolddom er med til at bære fortællingen uventede steder hen, inden den eksploderer i en sanseligt eksperimenterende form.
Som var han en modernistisk digter med kamera, springer Paradjanov konstant i synsvinkel, tempo og farveskala – og som tilfældet havde været med Dovzhenko, blev Paradjanov beskyldt for stats-skadelig formalisme og blacklistet.
I perioden 1968-80 fik han ikke lov at lave en eneste film (han sad i fængsel i mange af årene) - og lavede efter manges opfattelse aldrig siden en film, der var så vild og smuk som denne. Men det er der heller ikke mange andre filmmagere, der har.
Stor tak til Dovzhenko Centers filmarkiv i Ukraine for lån af DCP-kopi.