Modsat hvad man skulle tro, er det ikke Osama bin Laden, filmen ’Osama’ er opkaldt efter (skønt sammenfaldet er helt overlagt og utvivlsomt har hjulpet markedsføringen). Osama er navnet på en ung pige, som af sin mor og mormor bliver overtalt til at iklæde sig sin afdøde familiefars tøj. Kun som dreng må Osama færdes frit og dermed tjene til enkernes overlevelse.

I dette dystre univers er der ingen FN-tropper at klage sin nød til. En enlig tv-fotograf – gennem hvis linse vi ser en upolitisk demonstration blive opløst med vandkanoner – idømmes tværtimod dødsstraf under en offentlig rettergang på byens torv. En kvinde skal ved samme lejlighed stenes for gudsbespottelse. Et par tilhørere i mængden spørger hinanden, hvor vidnerne mon er henne, men ingen protesterer.

Ligesom Mohsen Makhmalbafs ‘Rejsen til Kandahar’ udstiller ‘Osama’ talebanernes gruopvækkende dominans over kvinderne forud for de allieredes invasion. Men ‘Osama’ er formidlet med en billedkraft så rystende, at man ikke bør lade sig afskrække af dens barske emnevalg. Instruktøren Siddiq Barmak har en vidunderlig evne til at fortælle i billeder. Et roterende cykelhjul og to utildækkede fødder kan være nok til at skildre et livsfarligt møde med ordensmagten.