Så var historien til gengæld nok blevet kedeligere, for det var Carmen og hendes brug-og-smid-væk-forhold til de mænd, hun møder, der først og fremmes var et chok for mange, der gik til premiere i Paris 3. marts 1875. Aldrig før havde de set så realistisk en opera; storrygende fabriksarbejdersker, kriminelle sigøjnere, en helt, der er desertør – og så endda et mord for åbent tæppe! Den slags var pariserpublikummet ikke vant til ... de skulle jo bare have en underholdende aften i operaen.

Musikken var også for radikal og avanceret; orkestret havde mange prøver inden premieren, og de protesterede voldsomt mod den moderne, uforståelige musik, der blev beskyldt for at mangle melodier - noget man godt kan more sig lidt over i dag, hvor operaen er én af de mest populære overhovedet, og hvor alle kan synge med på “Jeg elsker Carmen...”.