’Ishavsblod – de sidste selfangerne’ er en arktisk, havgående roadmovie, hvis barske mænd og kvinder trodser ishavets kulde og ensomhed. Selvom omgivelserne er rå, så er sammenholdet varmt blandt besætningen, som blandt andet tæller den vejrbidte kaptajn Bjørne, den opvakte vårunge Håkon og entusiasten Espen, som har gemt på bedstefarens hullede uldundertøj i håbet om at blive lige så sej som ham. Men spørgsmålet er, om han – eller de andre ombord – har nogen fremtid på havet. Sælfangerne er en uddøende race, og selv om filmens to instruktører er med på jagt, så er der mere ishav end blod i filmen, for kameraet kigger nænsomt væk, når byttet nedlægges. I stedet er det livet på søen og isflagerne, som skildres, mens debatten om sælfangst kun berøres flygtigt. Af gode grunde, for det, filmen dokumenterer, er det allersidste togt med den allersidste hvalfangerbåd i norsk farvand.