Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Moonlight

Tilladt for børn over 11 år
Filmen har en konfliktfyldt og tung grundstemning. Den skildrer en ensom og trist hovedfigur, som i store dele af filmen mobbes og mistrives i hjemmet pga. omsorgssvigt, og flere scener indeholder både fysisk og psykisk vold. I én scene får hovedpersonen bank, og man ser hans blodige ansigt, og i et par ubehagelige scener ser man hovedpersonen som dreng blive råbt ad af sin mor. Hertil kommer enkelte kortvarige scener, hvor man ser mennesker, som har sex. Da de seksuelle scener ikke er eksplicitte, da volden ikke er udpenslet, og da filmen også indeholder varme, positiv forløsning samt har et langsomt og roligt fortælletempo, vurderes den kun at kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
09.02.2017
| |
1 time 51 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Moonlight
|
Versioner: se alle
2D, Babybio, Særvisning
|

Dramaet 'Moonlight' er historien om den unge mand, Chiron, fortalt gennem tre definerende nedslag: barndom, ungdom og voksenliv.

Chirons kamp for at finde sin plads i tilværelsen formes af de mennesker, han møder, og de øjeblikke, han gennemlever i et af Miamis hårdt belastede kvarterer.

Fra en ludfattig barndom med grov mobning og en opvækst hos en crackafhængig mor over ungdommen, hvor vold og spørgsmål om seksualitet presser sig på, til et voksenliv hvor han må genforhandle sin identitet og tage ejerskab over sit eget liv.

'Moonlight' er skrevet og instrueret af Barry Jenkins, der har en stor fremtid i vente. Han vandt en Oscar for Bedste adapterede manuskript, og selve filmen modtog Oscaren for Bedste film.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (527 votes)
4.7
5

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... [Barry Jenkins] formidler det sympatiske budskab fra der, hvor han selv er opvokset, med en dejligt lavmælt fortællestil ..." (Jacob Wendt Jensen)

  • BT

    "I det hele taget en fantastisk film: Hjerteskærende, rørende, smuk, eftertænksom, poetisk ..." (Birgitte Lorentzen)

  • Filmland P1

    "Der er rigeligt plads til at lade publikum deltage mellem billederne, med egne oplevelser og følelser, og Jenkins bruger konstant musik og billeder til at skabe et fritflydende, poetisk liv." (Per Juul Carlsen)

  • Politiken

    "'Moonlight' har en dirrende, ægte nerve i skuespillet og en næsten nervøst knitrende billedside." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "... 'Moonlight' er en tidløs dannelsesskildring, som dybest set er farveblind. Det er heldigvis også muligt, at filmen bliver betragtet sådan – og dét i sig selv er bemærkelsesværdigt." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Marta

Meget rørende, meget realistisk. Om den har fortjent Oscars for bedste film? Over La la Land, helt sikkert, men over de andre nominerede? Der kan jeg være i tvivl. Og jeg er uenig med Oscar for den bedste mandelig birolle, der burde Lucas Hedges fra Manchester by the Sea får den frem for Mahershala Ali. Ikke fordi den sidstnævnte ikke spiller godt, men fordi jeg mangler lidt mere substans i hans spil.

Pil

Man bliver stum, når man møder filmmagi og for fanden hvor blev jeg stum efter dette pragteksemplar af en film. Der var tider, hvor jeg undlod at trække vejret og blinke med øjnene af frygt for at miste bare et sekund af denne film.

Hvis jeg kunne lide den mindre, ville jeg nok kunne tale om den mere.

Lad mig sige det så kortfattet jeg kan. Denne film er et fascinerende, hudløst ærligt, vanvittigt smukt mesterstykke. Det er film som denne, der gør jeg elsker film. Den slags film, der gør at man glemmer virkeligheden, man glemmer at trække vejret og glemmer helt at eksistere, for man er fanget og opslugt af filmen. Den slags film dukker sjældent op, det gjorde den i år.

Retfærdigheden skete heldigvis fyldest i søndags og den tog bedste film.

Der er ikke så meget andet at sige end... Tak Barry Jenkins.

Larsuser/242973

Godt filmen vandt Oscar for bedste film. Fremragende, fremragende - skal ses - skal ses.

Niclas Dalby

Mennesket og dets identitet har været emne for megen debat gennem tiderne og ikke mindst, hvordan identitet og selvet defineres. Vi defineres gennem vores personlighed, erfaringer, grunde, fortid såvel som nutid. Vi føler os ofte nødsaget til at tro vores selv kun består af kroppen og ansigtet vi ser i spejlet, da overfladen er den hurtigste vej til at dømme på. Moonlight stiller præcis dette spørgsmål, men besvarer det gennem lyrisk og visuel poesi, hvor svaret findes ved de fejl, mangler, sejre og den frelse, vi selv har søgt gennem barndommen og vores opvækst. Kroppen er som en kapsel for vores egentlige identitet, en underbevidsthed, der stiller spørgsmål ved dets egen eksistens og relevans i et miljø, hvor den stærkeste overlever.
Instruktøren Barry Jenkins har formået at stille spørgsmålet og samtidig skabe et karakterdrevet mesterværk, hvor identitet, sexualitet, venskab, familie og miljø alt sammen bliver behandlet på en velbalanceret måde, hvor han hele tiden holder fokus på filmens reelle hovedpersoner, men samtidig breder vingerne til universelle temaer og hvordan mennesket stigmatiseres ved unormal opførsel set med nærmiljøets duggede briller. Det er et modigt projekt, men Jenkins har selvtillid til skabelsen og den process, vores hovedperson gennemgår, hvor historien er i fokus og identitetsudviklingen er det essentielle. Det er en film, der aldrig går på kompromis og formår at skabe smuk poesi i selv de mørkeste dage.

Moonlight er en film om opdragelse og skabelsen af en person, der hele tiden er i kontakt med det miljø, han prøver at undslippe og hvordan dette miljø former hans fremtid - en fremtid, der synes at være skrevet i sten og virker umulig at undslippe. Det er samtidig en film, hvor historien strækker sig over mange år, da vi følger vores hovedperson fra barn til teenager og voksen, hvor hver del af hans liv føles som et kapitel i en bog. En sort skærm med teksterne "i.Little", "ii.Chiron" og "iii.Black" giver os information om hvornår vi er i personens liv, men den springer aldrig frem og tilbage. Filmen er som tre akter, der deles af mandens identitet med hver del i fokus.
Manuskriptforfatteren Tarell Alvin McCraney har skrevet historien med inspiration fra sit eget teater-projekt "In Moonlight Black Boys Look Blue" og er blevet normineret til en Oscar for sit arbejde med filmen, hvilket synes at være på sin plads, da filmen ikke kun føles som en adaption af et stykke, men som en direkte oversættelse, hvor selv stykkets titel bliver visuelt brugt. Den blå farve bliver stillet i skarp kontrast til den røde, hvor vi i flere scener føler Little's håb om en bedre fremtid blive knust for øjnene af ham grundet moderens trang til det forkerte. Alt føles imod vores hovedperson, der på trods af hjælp fra en fremmed, aldrig formår at bryde sin moders lænker og hans identitet kører i ring alt imens verden omkring ham forandrer sig. Protagonisten er, i modsætning til mange andre film, derfor ikke en person udefra, men Chiron selv, der aldrig føles stærk nok til at bryde fri.

De tre skuespillere, der spiller Chiron, Hibbert, Sanders og Rhodes, skaber hver deres liv til figuren, hvilket blandt andet gøres ved at Jenkins aldrig lod dem møde hinanden - hver person skulle give noget nyt til karakteren og selvom det kan lyde som en stor risiko at løbe, så får man aldrig på fornemmelsen, at Jenkins ikke ved, hvordan Chiron skal fremstilles og hans historie fortælles. Man føler den røde tråd gennem Chiron's liv, det tomme og håbeløse blik i Little ses i Black og selvom karakteren vokser visuelt og kroppen forandrer sig, så er det stadig de samme konflikter, han slås med. Underbevidstheden stiller de samme spørgsmål selvom årene er gået og på trods af den visuelle forandring har Little aldrig forladt vores hovedperson. Der er skabt en konstant forandring, der aldrig løber af sporet og Jenkins har instrueret en film, der føles hel på trods af sin opdeling.

Der er en række temaer, der konstant lurer i baggrunden, men de moralske og etiske problemer skjules aldrig. Chiron's mangel på tryghed findes ved hans konstante søgen efter sexuel identitet - en problemstilling, der ender med at definere hans tilgang til livet. Dette ses blandt andet ved brugen af vand i filmen, der har en stor rolle i Chiron's selvopfattelse og måde at søge tryghed på. Jenkins viser os flere gange vores hovedperson med hovedet under vand efter en konflikt og vandet bliver efterhånden brugt som en talisman for renselse for Chiron, der tidligt i livet skal lære at svømme med hjælp fra Juan, der påtager sig faderrollen for Chiron's rigtige fader, der ingen steder er at finde. Musikken og scenografien understreger scenens vigtighed ved at lade scenen vises som taget ud af en drøm - et sted i en drøm, hvor tryghed sejrer.

Moonlight er en film, der føles velbalanceret, tålmodig og ikke mindst ekstrem vigtig. Man kan til tider stille spørgsmålstegn ved hvorfor en film reelt set er lavet og hvad den prøver at fortælle, men dette er man aldrig i tvivl om her, da Moonlight ikke blot er genredefinerende, men fortæller en historie om identitet og miljø. Der er sparsom med dialog, men spørgsmålet, som Little stiller i filmens første akt, "Am I a faggot?" runger konstant i baggrunden, der mod filmens tredje akt igen kommer til syne, hvor Black understreger hvorfor han er som han er.
Moonlight er en af årets vigtigste film, der forhåbentlig når så bredt som overhovedet muligt, da mennesket skylder sig selv at se en film som denne, der tør tage spørgsmålet "Hvem er jeg?" gennem universelle temaer og problemstillinger med fokus i et miljø, hvor svaret er "ingen".

Marianne

som jeg bare fandt umådelig kedelig. Vel nok den kedeligste film, jeg har set de sidste 5-6 år. Ikke dårlig; bare kedelig.
Jeg så ingen kemi mellem figurerne overhovedet.
Havde jeg set den i fjernsynet, så havde jeg valgt at slå over på pausefiskene eller Før Søndagen.

Binh M.

Det var ikke en af de film, jeg typisk ser, og faldt derfor ikke helt i min smag.

Er helt enig i at skuespillet, historien, hvordan filmen er lavet, stemningen m.v. er fantastisk og klart en favorit til at hente Oscars hjem.

Cami

En virkelig god film hvor alt; skuespil, historie, scener, omgivelser, you-name-it bare går op i en højere enhed.

Tanjasl

Du kan ikke andet end at føle stor medlidenhed med den lille sorte dreng der ikke passer ind i ghetto'erne i Miami da han er homoseksuel. Derudover skal han samtidig leve med en mor som er misbruger som svigter ham gennem sin opvækst. Det rammer og det rammer hårdt.

Wayne

Lille, sort og bøsse. Vokset om med en stofafhængig alenemor, og mobbet af de andre børn gennem hele barndommen.

Hårde odds for hovedpersonen Chiron, som vi følger i tre perioder af hans liv - som dreng, teenager og som voksen.

I første akt; "Little" møder vi Chiron, er han en dreng på flugt fra sine jævnaldrende.
Manglen på en faderfigur opvejes af en drugdealer, Juan, som tilbyder ham lidt af det han mangler på den front. Det fører til nogle scener, som trods alt giver ham en form for voksenkontakt. Vi møder også hans eneste ven Kevin, som er det samlende punkt for de tre perioder, og som opfordrer ham til at kæmpe og sætte sig i respekt.

Andet akt, "Chiron"; Juan er død, men Chiron, som nu er teenager, besøger stadig hans kæreste Teresa som giver ham husly. Moderen er fortsat narkoman og absolut til ingen hjælp. Chirons bedste ven er stadig Kevin, og deres venskab udvikler sig - samtidig med at Terrel, en bølle er efter Chiron. Summen af det hele udvikler sig til vold.

Tredje Akt, "Black" Chiron er gået i Juan's fodspor - måske fordi han var den eneste han kunne se op til. Som drugdealer bor han nu i Atlanta og her kontaktes han igen af Kevin som han ikke har set de seneste 10 år.

Handlingen er selvfølgelig vigtig, når Kevins liv skal defineres - men det der gør Moonlight særlig, er den særlige stemning som skabes. På trods af at Chiron lærer at slå fra sig, træner sig stor, og skaber en mur omkring sig selv - så er der stadig en følsom dreng indeni, som sukker efter nærhed og ømhed.

8/10

Erik F

I én af de centrale scener i "Monlight", får hovedpersonen, drengen "Little", svømmeundervisning af sin "reservefar", drugdealeren Juan. Scenen er vigtig, fordi den efter min mening rummer filmens hovedbudskab: Hvis man er født i Miamis kriminelle, afroamerikanske miljø, er man nødt til lære at navigere i et "hajfyldt farvand", men scenen viser også, hvordan Juan lærer Little at nære tillid til andre, og at turde bevare sin følsomhed og nyde de øjeblikke af nærhed, sanselighed og poesi som tilværelsen også byder på - her symboliseret ved vandelementet.

I skolen er Little udsat for grov mobning. Ikke bare på grund af sin ringe størrelse, men også fordi han i modsætning til de andre drenge, nægter han at slå igen. På hjemmefronten er der ikke meget hjælp at hente. Moderen er på stoffer og svinger mellem flæbende omklamring af sønnen til kulde og afvisning. Tilfældigt, men svineheldigt for Little møder han så drugdealeren Juan, der sammen med kæresten Teresa nærmest adopterer ham. Trods sit lidt specielle erhverv, besidder Juan nemlig både den personlige integritet og empati, der gør ham til en faderfigur og rollemodel for den usikre Little.

"Moonlight" er baseret på et teaterstykke. Der er dog ikke tale om filmet teater, selv om filmen har bevaret strukturen med de tre skarpt opdelte "akter", der repræsenterer forskellige faser og aldre i Little's liv. Ud over barndommen, møder vi ham i teenageårene, hvor han når frem til en slags accept af at være homoseksuel i en rå, machopræget sort kultur, og hvor han omsider fraviger sit ikke-voldsprincip, hvilket fører ham en tur i ungdomsfængslet. I sidste del møder vi den voksne Little, nu med navnet "Black" og nu med guldtænder, store bøffer og egen dealervirksomhed - næsten en tro kopi af hans nu afdøde mentor, Juan.

Castingen af de totalt ukendte sorte skuespillerne er vovet, men de spiller alle hamrende godt. Jeg var lidt distraheret af, at de tre skuespillere der deler hovedrollen slet ikke ligner hinanden, men på en eller anden måde giver det mening, og heldigvis slipper vi for at se skuespillere, der er sminket ældre. Det kan gå gruelig galt!

Soundtracket der dels består af traditionelle hip-hop numre, dels af nykomponeret underlægningmusik af Nicholas Britell, er med til at skabe filmens helt unikke, og autentiske atmosfære, og så er det ren guf for øregangene.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.