Cookie- og Privatlivspolitik

Mommy

Tilladt for børn over 15 år

Se mere på medierådet.dk
01.04.2015
| |
2 timer 19 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Mommy
|
Versioner: se alle
Originalversion, Seniorbio
|

I dramaet 'Mommy' henter den enlige mor, Diane, sin voksne søn, Steve, på et behandlingshjem. Sønnen lider af ADHD og har tendenser til voldelig adfærd, så genforeningen mellem mor og søn er alt andet end problemfri.

Samtidig flytter den generte, tidligere lærerinde Kyla ind på den anden side af villavejen, og da hun indvilliger i at give Steve hjemmeundervisning, bliver det starten på et helt specielt forhold mellem mor, søn og genbo. 

Stortalentet Xavier Dolan var blot 25 år, da han instruerede 'Mommy', men han har allerede fire spillefilm bag sig. Det er dog første gang, at den canadiske instruktørs værker rammer de danske biografer. Filmen blev hædret med juryens specialpris på festivalen i Cannes.

'Mommy' fokuserer både på forholdet mellem mor og søn, men er også en udviklingshistorie for den unge Steve og ikke mindst for Kaya med den mystiske fortid. Som ekstra kunstnerisk finesse, er billedet nærmest kvadratisk i sit format, hvilket understreger dramaets klaustrofobiske stemning og ikke mindst enkelte øjeblikkes følelse af frihed og optimisme. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (46 votes)
5
4.4

Instruktør

Relaterede nyheder

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "Instruktørens arbejde med de psykologiske detaljer hos de formidable skuespillere er så finkornet, at man til sidst ikke kan undgå at føle solidaritet med søn, mor og nabokonen, der prøver at hjælpe." (Kristian Lindberg)

  • BT

    "Den prisbelønnede film er visuelt flot (optaget i 1:1 ratio) og Antoine-Olivier Pilon spiller fremragende som sønnen Steve, men den tidligere soap-skuespiller Anne Dorval virker desværre ikke troværdig som stærk kvinde fra en lav socialgruppe." (Michael Lind)

  • Ekstra Bladet

    "Dolan boltrer sig lystigt i slowmotion og ultranærbilleder, og samtidig udnytter han soundtracket på virtuos vis." (Peter Albrechtsen)

  • Filmland P1

    "'Mommy's univers er for forskruet, for konstrueret, for lige i fjæset for meget for meget." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "[...] en kreativ kraftudladning, en popsang med modhager, en usædvanlig oplevelse, der kradser hjertet." (Nanna Frank Rasmussen)

  • Weekendavisen

    "[...] vildt flot, alt for meget og styret af lidenskabelig stil." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Erik F

"Men størst af alt er moderkærligheden" kunne være undertitlen til filmen "Mommy", der er historien om forholdet mellem en enlig mor og hendes halvvoksne søn, der har en svær grad af ADHD. Ved filmens begyndelse henter moderen sønnen hjem fra en institution, hvor han har været anbragt efter nogle voldelige episoder. Moderen er egentlig en stærk og handlekraftig kvinde, der ikke så let lader sig slå ud, men sønnen er alt, alt for meget, og magtkampene mellem mor og søn accelererer dag for dag.

Den stigende desperation hos dem begge forstærkes visuelt gennem det flaksende kamera og et karakteristisk kvadratisk billedformat, samtidig med at talen ofte overdøves af høj, larmende musik. Træk der ind i mellem virker enerverende, men som også giver en nerve og en ægthed, der ligner dokumentarfilm.

En skønne dag banker en nabo på døren. Den lidt undseelige kvinde - vist nok sygemeldt med posttraumatisk stress, står i skarp kontrast til de to temperamentsfulde hovedpersoner. Hun knytter sig til drengen, men snart befinder hun sig i samme dilemma som moderen: Skal hun redde sit eget skind og slå hånden af ham, eller skal hun gå ned med flaget sammen med ham? Eller måske er der alligevel en anden udvej?

Det er ikke en film, der stryger én med hårene, men den sætter noget i gang, og er svær at ryste af sig. Se den, hvis du tør!

The Artist

Ligesom J'ai tué ma mere, omhandler Mommy mislykkede eller komplicerede moderbindinger, men uden at der er tale om en gentagelse af førnævnte filmiske mesterværk. Tværimod står Mommy alene og gør det eminent. Det er et selvstændigt mesterværk - og derfor endnu et mesterværk fra den unge, franske instruktør, hvis værker (ja, der er tale om værker, ikke blot film) jeg personligt har tabt mit hjerte til. Mommy efterlader et lige så stort - hvis ikke endnu større - indtryk hos dig som J'ai tué ma mere. Og ligesom sidste gang må jeg nu vandre omkring hvileløst og vente på næste mesterværk.

Julie

Mommy er en fuldstændig fantastisk film.
Jeg kedet mig ikke et eneste sekund, men følte mig draget og suget med ind i filmen fra start til slut.
Fantastisk historie, fantastiske skuespillere, fantastisk musik, den har det hele!

Helt klart en af de største biograf oplevelser i mit liv!

Se den :-)

Ina

Efter et kvarter af Mommy var jeg klar over at filmen opfyldte det jeg mener er et mesterværk. Den fængslende måde Dolan bruger musik og dialog, samt den lettere klaustrofobiske men interessante 1:1 ratio giver filmen en helt specielt vibe, jeg ikke har set i andre film.

Historien om moren Diane "Die" og sin søn Steve med ADHD er rørende, men også humoristisk. Steve er sådan en spændende figur og 'newcomer' Antoine Olivier Pilon, som spiller ham, gør det FANTASTISK.

Jeg er så imponeret med Mommy. Jeg vil have at alle mennesker i hele verden ser den. Jeg vil have min mor ser den. Jeg vil have DIN mor ser den. Jeg vil have at Timothy Spall ser den. Måske har han allerede set den. Men Gud, Mommy er god. Den er virkelig, virkelig god.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.