Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Meteora

Tilladt for børn over 15 år

Se mere på medierådet.dk
22.08.2013
| |
1 time 22 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Metéora
|

Filmen 'Meteora' er et græsk drama om en kontroversiel forelskelse mellem en nonne og en munk.

I ’Meteora’ er det den virkelighed, de to hovedroller konfronteres med, når deres vaneprægede liv, de daglige ritualer og ikke mindst løftet om askese udfordres kraftigt. Alt må holdes hemmeligt, men ved hjælp af signaler og flygtige møder formår de at nære deres spirende forelskelse.

Efterhånden som de mere menneskelige lidenskaber griber fat, må de begge stille spørgsmål ved deres religiøse hengivenhed. 

Instruktøren Spiros Stathoulopoulos supplerer realfilm med animationssekvenser, som udvider den traditionelle ortodokse ikonografi til også at fortælle historien om en kærlighed, der er udspændt mellem himmel og jord. Alt imens helvedet og alle dets pinsler lurer derunder.

Rollen som munken spilles af Theo Alexander, som bl.a. har spillet med i enkelte afsnit af vampyrserien 'True Blood' (2008- ).

'Meteora' er navnet på et græsk kloster i Thessalien, hvis naturligt udformede sandstenssøjler ofte forsvinder i skyerne. 

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (4 votes)
4
2.7

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Ekstra Bladet

    "Dialogen er yderst sparsom. Omvendt er der smurt tykt på i forhold til det symbolske billedsprog. En kedelig kunstfilm - med stort K i både kedelig og kunst." (Jacob Ørsted)

  • Berlingske

    "Sammenlagt er filmen et behjertet, men kluntet forsøg på at gå bag om religionens og kærlighedens væsen." (Jacob Wendt Jensen)

  • Jyllands-Posten

    "'Meteora' er en smuk, visuelt original og dristig, om end lidt banal film med lange, dvælende indstillinger og betagende landskabsbilleder. [...] Befriende anderledes og fascinerende er den!" (Johs. H. Christensen)

  • Politiken

    "Snarere end en afvekslende fortælling udstrakt i tid er filmen et digt eller langstrakt øjebliksbillede af de unges dilemma [...] Filmens store aktiv er den fuldt integrerede brug af animationssekvenser." (Søren Vinterberg)

  • Weekendavisen

    "Statholopoulus forholder sig ikke til de moralske aspekter. Han respekterer klosterlivets askese, men er fuld af forståelse for kærligheden i kødeligheden." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Cille

Poetiske scenarier i et tørt græsk bjerglandskab flyder roligt forbi, pyntet med intense blikke og sparsom dialog. Nonnen Urania og munken Theodore er dybt forelskede. De er den ortodokse kirkes svar på Romeo og Julie: forbudt kærlighed, dog med en åben slutning. Deres klostre ligger på hver sit bjerg med et mindre bjerg i midten, hvorpå der står et træ. Kundskabens træ? Måske. Symbolikken blomstrer kristent og erotisk.

Tematik: Skammen
Urania straffer sin lyst til at røre sig selv, ved at brænde sin ene hånd. Theodores indre konflikter fremgår af drømmesyn skildret gennem tegnefilmene med animerede ikoner. Han kaster også i et fortvivlet moment biblen ind i væggen. Han er trodsig, hvor Urania bukker under for skammen. Filmen bruger lang tid på at skildre rutinerne i de to klostre, ritualerne i den lokale kirke og især Theodores ærinder ude blandt folkene omkring bjergene. Langsommeligheden i disse scener skaber en poetisk sitrende ro, der giver et smukt indtryk af deres religiøse eksistens. De sidder i hvert deres kloster og stirrer tænksomt og distraheret ud i luften. Scener med både Urania og Theodore tilstede er spækket med lange intense blikvekslinger under gudstjenester. Deres fysiske intimitet starter, ud over religiøse høfligheder, med et voldsomt forsøg fra Theodore, der skræmmer Urania. Hun fortvivler i skam og vil afvise Theodore. Seksualiteten vinder. Urania onanerer og overgiver sig.

Stilistik: animerede ikoner
Filmen er spækket med lange indstillinger, der skaber realisme og nærhed. Scenerne i den lokale kirke og Theodores besøg hos lokale bønder virker også næsten dokumentariske (håndholdt, let grynet). Der leges med lys og skygge. I Teodoros’ kloster og i den lokale kirke, er der skyggefyldt, og det er meget lyst hos Urania. Det er ved at blinke med et spejl, at Theodore kalder efter Urania, og alle optagelser udenfor i bjergområdet foregår på solrige tidspunkter. Filmens brede panorama kvalitet og brugen af mange supertotaler og totaler (filmet fra lang afstand) giver optagelserne en distanceret stemning. De animerede ikoner og den bjergfyldte ørken emmer af religiøs intertekstualitet. Klostrene kroner mod himlen. Klipperne og grotterne summer af fortællinger om djævlen der frister Jesus, moses der vifter med de to tavler, og Jesus genopstår i grotter. Grotterne fører også ned til seksualiteten og helvede. Grotten: et symbol for kvindens køn og undertrykte drifter. Det er da også i grotten, at deres kærlighed kulminerer i samleje. Det sker lige inden den åbne slutning, hvor de stirrer mod deres klostre, men ender med at gå sammen langs en bjergside. Hvor går de hen? Det må man gætte sig til.

Vellykket og relativt ’Artsy’
I forhold til handlingen og længden af filmen, sker der ikke meget. Det er en simpel kærligheds fortælling med et religiøst tvist. Det kunne sagtens have været en kortfilm. Filmen skulle ikke have været længere, men grundet dens poetiske kvalitet, når den ikke at blive kedelig. Den er smuk og dampende symbolsk. Roen i skildringen af rutinerne i klostrene har deres egne dirrende æstetik, der også giver et fint indtryk af det religiøse univers. Det frække aspekt: sexhungrende kristne i cølibat, tager ikke overhånd. Filmen er ikke fyldt af tæt filmede sexscener. Fortællingen og lysterne skildres menneskeligt og smertefuldt. Deres endelige samleje er filmet i respektfuld afstand. Filmen handler om kødets kraft over sindet, men fokuserer på sindets oplevelse og overgivelse til kroppen, ikke kroppens overtagelse af sindet. Det er en rørende fortælling i en ellers højt seksualiseret og hurtigt klippet filmtid. Rolighedsæstetikken er dog også en klassisk kunstfilms-tendens, der dog succesfuldt opfriskes af de animerede ikoner og dokumentarisk-æstetiske aspekter. Metéora er en lækker poetisk film med en simpel og symbolsk historie. Det bør dog pointeres, at den ideelle seer bør være, lad os sige, relativt ’artsy’.

Mikkel

Meteora ser da ganske interessant ud, siger jeg uden at have set den. Lidt i tråd med Jessica Hausners ’Miraklet i Lourdes’ og ikke mindst Xavier Beauvois ’Om guder om mænd’ – anbefalelsesværdige film i øvrigt. Foruden lighederne rent tematisk, er jeg slet ikke i tvivl om, at de rent stilistisk har en del lighedstræk: langsommelige og dvælende film med fokus på det usagte i dialogerne. Derudover forventer jeg mig et sandt overflødighedshorn af lækre naturskønne billeder. Traileren gør hvert fald intet for at nedjustere mine forventninger, hvad det angår! Instruktørens brug af ortodokse ikoner som supplement til realfilmen virker i øvrigt som lidt af en genistreg. Flot ser det i hvert fald ud.

På trods af den lidt blandet modtagelse fra især de danske medier, glæder det mig at se, hvor mange danske biografer, der alligevel har valgt at købe filmen hjem. Mon ikke jeg ender med at tage toget til Aalborg her i løbet af ugen for at overvære filmen … ? :)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.