Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Magnolia (1999)

Tilladt for børn over 15 år

Se mere på medierådet.dk
24.03.2000
| |
3 timer 8 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Magnolia
|
Versioner: se alle
Originalversion, Særvisning
|

Filmen 'Magnolia' er i bedste Altman-stil en multiplotfilm, hvor flere personers mere eller mindre tragiske, komiske og ynkelige skæbner følges og flettes ind i hinanden.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (30 votes)
4.7
0

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Niclas Dalby

Som en filmisk opera, et levende mosaikbillede, bevæger Paul Thomas Anderson’s film Magnolia sig fra det ene menneske efter det andet, kædet sammen af fortidens følelser om vrede, fornuft, kærlighed, sorg og ligegyldighed. Magnolia er en voldsom ambitiøs film, der mest af alt minder om noget skrevet af Spike Jonze eller Charlie Kaufman, to filminstruktører, der mestrer det ekstroverte menneske og i slutningen af 90’erne formåede Anderson er bevæge sig ind i samme liga med en film, der ikke føles som en undskyldning for dens egen eksistens, men som et musikalsk stykke, der bevæger sig gennem ironi og menneskekritiske synspunkter. Den formår derved ikke kun at føles frisk, også her 18 år senere, men også som en film, der bryder grænserne for almen amerikansk filmvidenskab.

Magnolia er en film, der skal opleves frem for beskrives, for lige så smuk og enkel som blomsten Magnolia sieboldii i virkeligheden er, lige så foranderlig og kompleks er filmen, som er navngivet efter den. Der er meget af beundre ved Paul Thomas Anderson’s blot tredje spillefilm hvilket især skyldes det imponerende manuskript, der kæder mere end en håndfuld vidt forskellige karakterer sammen på måder ingen kan forudse.
Anderson giver os en smagsprøve på disse tilfældigheder og hvilken betydning de kan have ved at fortælle historien om en ung mand, der forsøger at begå selvmord ved at hoppe ud fra taget af et højhus. På vej ned fra siden af bygningen rammes han dog i maven af et vådeskud, der dræber ham på stedet. Personen, der affyrede skuddet, var mandens egen moder, der, ironisk nok, blev anholdt for mordet på sin egen søn, da, hvis skuddet ikke var blevet affyret, han ellers havde overlevet faldet grundet et net, der var sat i bunden af bygningen og derved havde reddet hans liv.
Det er tilfældigheder som disse Anderson leger med i Magnolia og han formår at tilskrive hver tilfældighed mening; Ikke blot for filmen, men for karaktererne, der oplever, udlever og føler konsekvenserne for disse. Magnolia er i virkeligheden en dyb tragisk film, hvor familiebåndet er revet itu, venskaber ødelagt og bekendskaber smadret af fortidens spøgelser, men som så mange gange før glemmer fortiden ikke og vor hovedpersoner bliver nødt til at konfrontere undertrykte følelser for at komme videre i livet.

Filmen føles som en låst serie af begivenheder, der alle finder sted i Los Angeles på samme dag. Vi flyver fra den ene karakter efter den anden på forskellige tidspunkter af dagen, men med mening og tematiske ligheder, der får filmen til at føles hel; Magnolia er ikke et puslespil, der skal samles, men et færdiglagt stykke fyldt med kompleksitet og smukke, men ødelagte, brikker, der viser vor hovedpersoners ansigter.
En faders nære død, et talents ødelagte muligheder for noget stort, en betjent, der forsøger at finde mening i livet og en forlægsholder, der mener at have fundet netop denne mening tvinger skuespillerne til det ekstreme og ikke mindst skildringerne de skal portrættere; Tom Cruise har reelt set aldrig været bedre end i Magnolia, hvor han rejser rundt i landet for at belære mænd om at “tage magten tilbage til pikken”, William H. Macy, især kendt for sin rolle i Fargo, virker som et levende genfærd, mens han træder gennem fortidens minder og Julianne Moore udlever rollen som en uønsket kone, der ikke kan finde kærligheden til sine medmennesker; Disse er blot nogle af de imponerende præstationer, der er at finde i Magnolia og Anderson formår at skrive sin dialog i sådan en grad, at leveringen aldrig føles melodramatisk; Vi føler smerten sammen med karaktererne, hvilket gør filmen til en tung oplevelse, da der sjældent er noget at smile over.

Magnolia er en yderst ambitiøs film, da den ikke holder sig tilbage. Hvor de fleste andre instruktører med sandsynlighed havde undladt enkelte karakterer for at forkorte spilletiden vælger Anderson i stedet at gå dybere ind i filmens temaer og udforske hvorfor netop disse karakterer er så ødelagte, som de er. Hver person har en bagage med sig og når rulleteksterne løber over skærmen er det med en snært af håb om en bedre fremtid for disse. Alle gennemgår en karakterakt, en progression, der gør filmen levende og unik og mod slutningen forstår man hvorfor hver enkelt brik er blevet som den er og hvad der har formet den.

Man kan ikke rigtigt skrive en anmeldelse af Magnolia uden at komme ind på slutningen, der gennem tiden har forårsaget stor debat om mening og plads i filmen. For flere ødelægger den næsten hele oplevelsen, mens den for andre passer perfekt ind i hvad Anderson har forsøgt at fortælle os hele vejen igennem. Hvis man ved, hvad man skal kigge efter, er der små tegn, symboler og brudstykker af dialog, der kan bruges til at forudse den endelige hændelse, men det kræver næsten at man genser filmen mindst et par gange for at fange det hele.
I min optik peger slutningen mod et smukt metafor om noget større; som en kald til vor karakterer, at sammenkoblingen endelig har fundet sted og fortidens dæmoner kan bekæmpes. Jeg kan sagtens forestille mig filmen uden denne slutning, men man skal ikke tage den lutter bogstavelig; Se den som et signal om at der muligvis er lys for enden af tunnelen og at dette lys muligvis ikke altid betyder “enden”.

Paul Thomas Anderson er en detaljens mester; Alt er nøje tilrettelagt – fra billedekomposition til dialog, levering, atmosfære og temaer og i Magnolia føles det hele levende. På intet tidspunkt udviser Anderson et snært af utilstrækkelighed eller nervøsitet i sine ambitioner for projektet og det kan mærkes. Det er en film med følelse og indlevelse i en sådan grad, at man sjældent har oplevet noget lignende.
Man snakker ofte om at episke fortællinger ikke længere finder sted i film, men med Magnolia er denne snævre “genre” udvidet; Episke film er ikke længere kun film som Spartacus, Ben-Hur eller Lawrence of Arabia, men kan fortælles gennem komplekse karakterer i et klaustrofobisk snævert billede af livet.
Parker logikken udenfor døren og forvent hverken det største eller det mindste, men en smuk, tragisk fortælling om forskellige mennesker, kædet sammen af livet og giv dem hver især en chance mens de bevæger sig mod lyset og det, der i virkeligheden kan gøre dem lykkelige.

Simon

Desværre var Magnolia en kæmpe skuffelse for mig. Der var mange punkter hvor jeg simpelthen bare tænkte, hvordan fa'en kan det blive rost så meget?

Min første kommentar da filmen var slut var; ”Det er da ikke en multiplotfilm!” Alle forhold er startet da filmen starter, bortset fra Jim/Claudia og Jim/Donnie. Og hvorfor er drengen Stanley en af hovedkaraktererne?

Slutningen må være en af de værste! Den er totalt unødvendig, meningsløs, dum. Det var nok nærmest den dårligste drejning Anderson kunne tage! Hvorfor? Hvis jeg nogen sinde møder ham, vil jeg spørge ham; ”Hvorfor?”

Skuespillet er super, især fra Jason Robards, som gav en fremragende monolog, Philip Baker Hall (*Spoiler*: Fed måde han døde på! Hvis jeg skulle lave en multiplotfilm skulle en karakter dø sådan der!), Philip Seymour Hoffman og John C. Reiley. Til gengæld
H A D E D E jeg Tom Cruise. Han var pisse irriterende og jeg havde flere gange lyst til at råbe af mine lungers fulde kraft: ”Hold nu kæft!”. Juliane Moore er heller ikke lige en personlig favorit, hende kunne jeg ikke lide. Og det har altså intet at gøre med karakterene (bortset fra Cruise), jeg er bare ikke vilde med dem.

Jeg havde regnet med at græde a la The Green Mile, men der var ikke et eneste øjeblik jeg kunne relatere til. Måske fordi jeg kun har mistet et marsvin, men stadigvæk. De steder hvor den sagtens kunne have været trist valgte man ikke at bruge trist musik. Wtf!

Flere halv irriterende kameravinkler. For eksempel da Phil byder Frank ind. Kameraet viser Hoffmans side, og det skifter kun da Cruise kommer ind. Halvanden minut hvor man ser Hoffmans side, der prøver at snakke med en dybt usympatisk Cruise, mens han bliver afbrudt af gøende hunde kan godt blive irriterende i længden.

Udover den super latterlige slutning med frøerne, så var den (slutningen) en mega skuffelse. Alt Anderson havde bygget op smider han på gulvet, med at slutte lige hvor det første rigtigt lige er gået igang, bortset fra Earl.

Alt i alt en super stor skuffelse. Anderson rangeret, mangler stadig Punch Drunk-Love og Sydney/Hard Eight:

#1: There Will be Blood (I'm finished!)
#2: Boogie Nights (I am a big, bright, shining star!)
#3: The Master (Nobody likes you except for me!)
#4: Inherent Vice: (Oh sure, Glenn! He comes in here. He eats pussy!)
#5: Magnolia: (but it did happen)

Bjerg

Allerede ved de første sekunder, bliver du mødt med filmens egentlige præmis, og får i den forbindelse øjeblikligt indstillet din hjerne til lige præcis dén unikke fortællingsform, som er i vente.

Jeg har stadig svært ved at fatte, at filmens varighed "på papiret" er hele 3 timer lang, for det lægger jeg simpelthen ikke mærke til under de yderst interessante karakterudviklinger jeg overvære.

Udover de sidste 30 minutter eller sådan, er der flere passager hvor man sidder dybt koncentreret (for det er en nødvendighed) og studerer samt analyserer hvad der foregår på skærmen. Hver eneste historie er interessant og har hvert sit "tragiske synspunkt", og jeg tror aldrig jeg har set en film, med mere end én historie, der så flydende simultant smeltes sammen til én... Både mht. til slutningen, men mest af alt den overlegne klipning der er gennem filmen.

En fantastisk film.

6/6

Thor

Syntes det var en okay film.

Lykke

Filmen imponerer på så mange punkter, at det er svært at bestemme sig for, hvad man bedst kan lide ved den. Anderson gør et fantastisk stykke arbejde med stille og roligt at føre hans publikum gennem de forskellige historier (der alle på en måde hører sammen) uden at forvirre eller forsøge for meget, som man nemt kan komme til med denne type multiplotfilm. Skuespillet er i top, og karaktererne er yderst veludviklede. Desuden er dialogerne overraskende og spidsfindige. Filmen er utroligt underholdende på en subtil måde, og man sidder hele tiden og vil vide mere - som når man ikke kan lægge en spændende bog fra sig. Fra ende til anden overrasker filmen og på trods af de mange dystre sider af livet, der portrætteres, kan man ikke lade være med at sidde med en varm følelse inden i bagefter. Filmen er simpelthen eminent.

alexander

1: filmen er nyskabene i dens fortællestil
2: anslaget er originalt og modigt
3: alle skuespillere giver den alt hvad de har
4: scenografien er fantastisk og kreativ
5. få den nu bare set!

S. Rico

Jeg havde mega store forventninger til filmen. Både musikken, historien og skuespillet skulle være i absolut topklasse. Og ja, skuespillet kan der ikke sættes en finger på. Men resten forekom mig en anelse for tamt. Og noget langstrakt. Det er en meget lang film at tygge sig igennem.

Wayne

Cruise var nomineret til en Oscar, og havde fortjent den. Filmen følger flere spor, som løber ind i hinanden - med en lang række af flotte præstationer af nogle af tidens bedste skuespillere. Klar anbefaling, herfra.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter