Krudttønden

Musikken er nedtonet, og prøver ikke at give dig aktionsekvenser eller eller overspillet suspense. I stedet lader den sig dvæle i det nære, hvilket gør filmen og dens karakterer meget mere relaterbare.

Eftersom at hændelserne i filmen er så aktuelle, så kan en for tilsmøret repræsentering af historien føles falskt. Men dertil skal det siges at filmen formår at skildre fortællingen med en god balance i suspense og ærlighed.

Lokationerne i filmen er de selvsamme som der hvor det skete for 5 år siden, hvilket tilføjer en skræmmende følelse, når man ser og føler sig ind i stederne, som var man der tilstede selv.

Giv filmen sin tid, og den vil give dig en nærværende oplevelse

Jeg var inde og se "Krudttønden" på #kinotur i Palads mandag d. 24/2, og det var en ufattelig syret oplevelse. Filmen rammer ufattelig godt den terrorfrygt, der var efter og under terrorangrebene på Charlie Hebdo og Krudttønden i 2015. Filmen er vanvittigt velspillet, og handlingerne skildres ufattelig realistisk, men samtidig sidder man - bevidst, men stadig en lille smule frustrerende - tilbage med en del ubesvarede spørgsmål.

Siden angrebene skete, er jeg flyttet til København, og i min hverdag færdes jeg nær mange af de steder, filmen foregår. Det var derfor meget syret at se terrorangrebene på Krudttønden og synagogen i Krystalgade på det hvide lærred, fordi det gav en helt anden autencitet til og indlevelse i begivenhederne. Filmen klipper også til ægte nyhedsrapportager af bl.a. terrorangrebet på Charlie Hebdo og Krudttønden og IS-propagandavideoer, og på fin stiliseret vis bruger Ole Christian Madsen det til at bringe os ind midt i den terrorfrygt, der var på det tidspunkt. Til gengæld er filmen også rimelig realistisk i sin skildring af både hovedpersonernes hverdage og selve angrebene, så snart de går i gang.

Stort set alle skuespillerne i hovedrollerne spiller vanvittigt godt. Lars Brygmann er som altid suveræn. Her spiller han filminstruktør Finn Nørgaard, der er ved at køre træt i sit job og føler, at de værdier, han elsker, trues af terrorangrebene på Charlie Hebdo. Jeg var også vild med Nikolaj Coster-Waldau som politibetjenten Rico, der nærmer sig slutningen på sin karriere. Han fungerer på en måde som filmens fortæller, og vi følger hans, Finns samt gerningsmand Omar el-Hussein og offer Dan Uzans hverdag fem uger før angrebet. Det fungerer egentlig fint, så vi kan lære dem at kende og føle sympati for dem, når angrebene sker. Det fungerer egentlig meget fint, men Rico spiller en afgørende, men alligevel relativt lille rolle i selve terrorangrebet. Derfor føles det lidt som fyld at følge hans liv før angrebet, og var det ikke, fordi han var fortæller og leverer filmens egentlige morale, ville jeg overveje helt at have cuttet ham fra filmen.

Filmen er meget vag på nogle punkter. Det første punkt er, hvilket standpunkt den tager ift. ytringsfrihed og krænkelser af andre kulturer. Den viser Finns synspunkt om, at ytringsfrihed og retten til at krænke skal forsvares til hver en tid, og den afbilleder Finn som meget ironisk. Samtidig viser de dog meget tydeligt det modsatte billede med Omar el-Hussein - at tryk avler modtryk, og at hån og mangel på respekt kan føre til had, der igen fører til vold. Der er ikke nødvendigvis nogle af de standpunkter, der er "rigtige", men det kunne have været spændende, hvis filmen havde positioneret sig en smule mere. Derudover skildrer filmen Omar el-Hussein meget mystisk. Man får aldrig helt at vide, hvem han var for en størrelse, og hvad hans egentlige motiv er - var han misforstået eller skruppelløs? Islamist eller pothead? Det bliver hjulpet på vej af Albert Arthur Amyrian, der spiller Omar virkelig ambivalent. En af pointerne med filmen er dog, at angrebene var meningsløse, og vi aldrig kommer til at vide med sikkerhed, hvad Omars intentioner var, men at vi skal prøve at holde fast i det, der gør os til mennesker. Ambivalensen i skildringen af Omar gør, at man tænker tilbage på filmen, men på den anden side er det også lidt tamt at blive spist af med en: "Vi skal bare bevare håbet"-morale, når man kunne have gjort noget mere interessant.

Når det kommer til stykket, vil jeg alligevel anbefale at tage ind og se "Krudttønden". Det er vildt at se en af de mest chokerende begivenheder i dansk historie skildret så tæt på og plastret op på det hvide lærred.

Debatten her i tråden får mig til tasterne. Flere efterspørger nemlig, at filmen skal komme med et helt konkret svar på, hvorfor angrebet blev udført - og det er jeg uenig i.
Filmens styrke ligger nemlig i, at den netop ikke prøver at psykoanalysere handlingen eller personen bag. En sådan tolkning ville hurtigt blive overfladisk eller falsk, for findes der måske en fuldstændigt logisk forklaring på terrorisme, som lige kan præsenteres på under to timer?
Samtidigt er filmen dog ikke så distanceret, at begivenhederne reduceres til plat underholdning, da den i stedet fortæller om fire mænd og deres skæbner, som forbindes af angrebet.
Det skaber en gribende, nervepirrende og ikke mindst tragisk fortælling fuld af nuancer. Og dét gør filmen til et stærkt værk.

Virkelig en rørende film. Det er altid svært at lave en fiktionsfilm om noget, som virkeligt er hændt, men jeg synes at Ole Christian Madsen har gjort et godt stykke arbejde - Det er ikke lavet som en actionfilm, der sælger billetter på et adrenalinrush, men er portrætter af 4 forskellige personer. Den viser hvor stor indflydelse tilfældigheder kan have på vores liv: At være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt...

Og så er det en meget visuelt smuk film med musik, der afspejler stemningen godt.

Godt skuespil fra alle medvirkende - ingen tvivl om det, men som så mange andre, der har kommenteret, savner jeg også lidt svaret på det centrale spørgsmål. Hvorfor?
Men måske er der ikke noget entydigt svar - det ved kun Omar, og han kan ikke svare.

Dette er i øvrigt en af de moderne danske film, der er blevet tekstet. Jeg kunne godt have ønsket mig, at teksterne havde afspejlet, hvad der blev sagt og ikke, hvad teksteren mente at have hørt. Der var for mange fejl som kunne have været undgået.

Aldrig har jeg oplevet en biograf sal være så stille. Gribende og skræmmende

Jeg var i går inde og se Krudttønden.
Det var en film der efterlod mig med rynkede bryn og en følelse af at jeg på ingen måde forstod, hvad instruktøren ville vise mig med denne film.
Jeg synes de 4 hovedkarakterer bliver spillet godt og troværdigt, det er der ikke tvivl om - og selve historien er klart vigtig at få fortalt, eller blive husket på - men jeg er ikke blevet klogere på hvorfor Omar gør som han gør. Tværtimod stiller den flere spørgsmål end svar. Vi får nogle baggrundshistorier omkring de andre medvirkende, som ingen betydning har for filmen og som desværre bare medvirker til at give filmen et endnu mere rodet udtryk. Desværre.

En film som løst beskrivelser hændelserne op til og d. 14 februar 2015 da terrorangrebet fandt sted.
filmen beskriver en yderst aktuel debat omkring hvad der er (med)menneskeligt og hvad der definerer os som mennesker.
Samtidig giver filmen et indblik i håb vs. håbløshed og minder os om, at der ikke altid er en grund til at tingene sker og et svar på hvorfor.

Selvom karaktererne gjorde deres bedste, havde jeg desværre svært ved at mærke de forskellige personer, derfor sad følelserne ikke helt uden på tøjet som jeg havde forventet ved en så tragisk fortælling.
Jeg synes castet er godt og jeg synes bestemt jeg har fået et bedre indblik i hvad der skete men ville bare ønske den havde givet mere. Modsat en del synes jeg ikke filmen var langtrukken, men ville tværtimod gerne have haft endnu mere baggrund og fordybelse.

Ole Christian Madsen har lavet en velspillet og visuel kraftfuld film. Men den melankolske undertone igennem hele filmen forvirrer tilskueren og slører budskabet. Filmen skildrer de fire hovedpersoner fra terrorangrebet: Finn Nørgaard, Dan Uzan, Terroristen Omar og Betjenten Rico, der endte angrebet og skød Omar. Men filmen mangler billedet af den helt almindelig dag i københavn, der forvandlede sig til et mareridt og ændrede hele vores opfattelse af verden og det land vi lever i. Der var en tid før den dag, og en anden der begyndte efterfølgende. Filmen mangler perspektivet af, hvad det gjorde ved os. Filmen starter
med at afbillede det forfærdelige terrorangreb på Charlie Hebdo. Hvorfor ikke bruge flere liveoptagelser fra Kbh den dag? Det havde gjort historien mere faktuel og havde taget tilskueren tilbage i en mere direkte og sandfærdig oplevelse.
Men stærkt skuespil fra filmens fire

Meget realistisk skildret filmatisering af terror angrebet d. 14 feb. 2015.
Autentiske skuespillere gjorde filmen til en medrivende oplevelse. Men baggrunden for terroristens angreb var mangelfuld.

Sørgeligt at de skulle mistede livet denne dag og en tanke går til deres familier.