Kill List

En meget interessant opbygget film. Hele den første halve time, og mere til, er det et socialrealistisk drama om en PTSD ramt halvtyk mand, som bøvler med at få hverdagen med familie, og økonomi til at hænge sammen. Da han så får et job sammen med en gammel kammersjuk fra krigen, begynder han at folde sine talenter ud på en overraskende måde.

Det hele falder desværre til jorden i tredje akt, som bliver det rene nonsens. Nogle vil måske sætte pris på, at man selv skal forsøge at finde hoved og hale i historien. Men det er altså dovent skrevet, når der hverken gives nogen forklaringer på noget som helst, og når man heller ikke med sin bedste fantasi kan se, at det kan hænge logisk sammen. Det er jo nemt nok at lægge en masse usammenhængende clues ud, og så bagefter påstå, at det er kunst. Jeg sad tilbage med en meget flad fornemmelse og gad ikke engang google "ending explained".

Ser man bort fra tredje akt, så er det dog en ganske udmærket film. 3½ stjerner.

Der er flere grunde til at jeg har lyst til at anmelde indie-brit-flick’en ’Kill List’ fra 2011. For det første er det både en usædvanlig god og overraskende film. For det andet er det en totalt overset film herhjemme. For det tredje er instruktøren Ben Wheatley en af de mest interessante britiske instruktører i øjeblikket og bestemt en herre vi kommer til at se meget mere til i fremtiden.

’Kill List’ er Wheatley’s anden spillefilm. Før den debuterede han med ’Down Terrace’ i ’09. Siden har han lavet ’Sightseers’ og ’A Field In England’. I skrivende stund har hans mest ambitiøse film til dato ’High Rise’ – med Tom Hiddleston og Jeremy Irons i hovedrollerne – premiere i udlandet. Jeg håber inderligt at vi får lov at se den i biograferne herhjemme.

Tilbage til ’Kill List’. Den er både skrevet og instrueret af Ben Wheatley og er efter hans eget udsagn inspireret af film som ’The Wicker Man’ og ’A Parallax View’, men er virkelig sin egen, en ener. En forvandlingskugle af en genrefilm eller den filmiske pendant til et Kinder-æg. En 3-i-1 film. Til at begynde med et britisk socialrealistisk hverdagsdrama. Dernæst indenunder ligger der en barsk og realistisk lejemorder thriller. Den udvikler sig så igen til noget der vel mest af alt minder om en horrorfilm med okkulte undertoner. Inderst inde er der en meget overraskende film, som din hjerne kan lege videre med i tiden fremover. ’Kill List’ er virkelig en leg med genre, ikke det hele på en gang, men lidt efter lidt, på en ny og meget original måde. Men det er ikke leg for at blære sig eller sige ’Se hvor jeg kan jongelerer med filmgenre’. Legen har et klart formål, nemlig at skabe en knugende intens og skræmmende ubehagelig stemning, for som tilskuer er du ikke blot i tvivl om plottet – som i alle andre gode film – men du er usikker selv på hvilken genre af film du ser. Hvad kan jeg forvente? Hvad bliver det næste?

Man starter måske nok ud i forholdsvis velkendte omgivelser, med en kedelig grå britisk middelklassefamilie, i klassisk engelsk rækkehus. Far, mor og barn. Men faren Jay er sygemeldt – noget med en dårlig ryg – vi finder dog hurtigt ud af at han er ex-soldat hjemsendt med PTSD. Noget er gået frygteligt galt på den sidste mission, han og vennen Gal var udsendt på i ex-Jugoslavien. Helbredet, psyken, økonomien og familielivet går alt sammen ad HT. Vennen Gal kommer over til middag med sin nye kæreste og en dybt pinlig ”hyggeaften” udspiller sig. Sprækkerne i tilværelsen bliver tydeligere og tydeligere. Jay er en mand der tydeligvis ballancerer på kanten af et stort psykisk mørke. Noget er helt galt, fortidens synder, måske i form af krigsforbrydelser rumsterer, uden at vi får noget konkret at vide om årsagen. Men mærkelige ting udspiller sig og vi finder snart ud af, at Jay og Gal efter hjemsendelsen ikke har ernæret sig som rejsende sælgere – som deres omgivelser ellers går og tror – men derimod bruger deres militærekspertise som lejemordere – noget der ikke just hjælper på Jay’s sindstilstand. Gal er af den opfattelse at Jay skal tilbage i spillet, i hvert fald en sidste gang, for han har nemlig fået et nyt og meget godt betalt job. De mødes derfor med en meget skummel herre der overdrager dem den ’dødsliste’ der giver filmen sin titel. På listen er fire personer opført: en præst, en bibliotekar, en politiker og en ’Hunchback’ (en pukkelrygget). Ret meget mere skal ikke afsløres af filmens handling, for her skifter den igen gear og genre, med en voksende uvished og ildevarslende stemning til følge. For jobbet er selvfølgelig ikke så enkelt som det så ud. Jo længere ned af listen de to lejemordere kommer, desto mere mærkeligt udvikler tingene sig og der stilles flere spørgsmål end der gives svar. Hvad er det der binder de fire mål sammen? Hvad er det for et mærkeligt okkult symbol der dukker op? Hvorfor er ofrene eller målene på listen taknemmelige overfor deres bødler umiddelbart før de henrettes? Og hvad er det for chokkerende indhold på nogle VHS-videobånd de støder på hos et af ofrene? Er det en satanisk kult, en pædofiliring eller noget endnu værre? Vi holdes som iagttage hele tiden spørgende, fremmedgjorde og derved fanget i det samme klaustrofobiske spil som Jay og Gal, imens tingene kun går fra ondt til værre. Det er dybt foruroligende og ubehageligt. En ’Feel-Bad Movie’ – hvis der er noget der hedder det. Og det er faktisk ment som et kompliment.

’Kill List’ er en film der på den ene side er jordnær socialrealisme, men som ender ud i en bizar nærmest David Lynch’sk gyser. En film der aldrig slipper sit greb i en. En film om hvor tynd en fernis den grå hverdag kan være over menneskets voldelige natur. En film om forsøget på at flygte fra fortidens synder, ved at forbryde sig imod nogle der har begået endnu værre ting end en selv. Hovedpersonen Jay kæmper imod en ukendte fjende i sit forsøg på at finde forløsning, tilgivelse og fred fra fortidens synder, men ender med at blive den sidste og afgørende brik i modstanderens spil. Afslutningen – selvom den er ret åben – besvarer de fleste af spørgsmålene, men som iagttager får vi alligevel lov til selv at drage vores egen konklusion.

Det er mesterligt, mørkt, intenst, foruroligende, moralsk udfordrende og møg-hamrende spændende. Om du vil tage ovenstående som en advarsel eller en anbefaling er op til dig, men med ’Kill List’ kom Ben Wheatley på A-listen over de mest lovende britiske instruktører.