´Hiroshima´ fra 1953 viser facetter af den japanske reaktion på verdens første atomare angreb, som sjældent ses. Den blev bestilt af det nationale skolelærerforbund, der året forinden havde finansieret Kaneto Shindos ´Children of Hiroshima´ (1952), som fik international opmærksomhed, men som skolelærerforbundets ledelse fandt var for meget en tåreperser og manglede politisk skarphed.

Hideo Sekigawas film rummer den flerstrengede terapi, nationen og især lokalbefolkningen havde brug for. Vi ser en gymnasieklasse diskutere nogle af elevernes usynlige skader (kronisk træthed, som for mange senere slog om i leukæmi), vreden mod USA, der brænder utæmmet (den senere japanske kulturhistorie er påfaldende præget af accept eller medskyld), og vi ser enorme grupper af elever træne i ruin-rydning efter konventionelle bombeangreb (over 100.000 statister spillede ulønnet med i filmen!).

Filmen skifter mellem den sociale efterrationalisering, som læreren Kitagawa er vidne til, og så selve eksplosionen og dens horrible efterdønninger af kortvarig choklammelse, skrig under sammenstyrtede tage, desperate forsøg på at identificere levende og døde slægtninge, sort regn og drukninger, når brandofre ville lindre deres sår i floden. Hideo Sekigawas film er uafrystelig, men også mesterligt orkestreret – båret af sort/hvide katastrofelandskaber, som var så overbevisende, at Alain Resnais senere stjal og genbrugte dem - uden tak for lån.