Frantz

Har lige set filmen "Frantz" - den er fantastisk og forunderlig og (for mig) meget uforudsigelig, og bygger på en film af Ernst Lubitsch fra 1932 (der bygger på to andre film med samme tema fra 1930 og 1931). Endnu et interessant aspekt af krigens påvirkninger, mere subtil end "En lang forlovelse" og med tynde tråde, der viser hen til videreudviklingen i mellemkrigstiden. Og selv om der var store følelser var der ikke skyggen af et "Wauw" eller "OMG", men følelser blev følt og gennemlevet og udholdt på en måde, dt nok kunne være værd bare at have en flig af i dag. Se den, se den.

Frantz er bestemt én af de mest unikke film nogensinde lavet. Det ligger mest i det at den er sort hvid. Den glemte filmkunst. Men det er nærmest blevet kombineret til perfektion med det uforudsigelige plot dette visuelle mesterværk udspiller sig på. Blev dog taget lidt ud af oplevelsen i slutningen, men den var seværdig på et højt højt plan!

"Frantz" er et romantisk, historisk drama, der foregår kort efter afslutningen af 1. verdenskrig, hvor de to tidligere krigsmagter og ærkefjender, Frankrig og Tyskland, sørger over deres faldne sønner - Men i filmen er der ingen vindere eller helte. Der er kun tabere og frem for at plædere for uforsonlig nationalisme, vælger de to hovedpersoner, en ung fransk soldat og en ung tysk kvinde, der har mistet sin forlovede på slagmarken, at række hånden frem til forsoning.

Den unge franskmand (Adrien) dukker uventet op i en lille tysk by, hvor han besøger den faldne Franz's gravsted på kirkegården, for kort efter at aflægge besøg hos Frantz's familie, hvor han præsenterer sig som en ven af deres afdøde søn. Men skal man tro på, hvad han fortæller, eller har han skjulte hensigter? Familien vælger at tro på ham, og det gælder også for Franz's unge forlovede, Anna. Hun knytter sig stærkt til Adrien, som bliver et slags forbindelsesled til hendes elskede, døde forlovede.

Filmen er i sort/hvid og leger effektfuldt med lys og skygger, for så ind i mellem at vise enkelte scener i farver. Mit bud er, at farverne her skal symbolisere de lykkelige stunder som livet trods alt også byder på, både i nutiden og i de erindringsglimt fra fortiden som personerne genoplever.

Hos Francois Ozon er intet, som man tror det er. Han leger bevidst med sit publikum og det føles både udfordrende og inspirerende. Hele tiden popper der nye lag op, eller der afsløres nye hemmeligheder, som gør at man må revidere sin opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen. Dette sammenholdt med det bevægende skuespil og den smukke fotografering gør, at jeg uden forbehold kan udråbe filmen til et mesterværk.