Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Farvel min konkubine (1993)

|
2 timer 52 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Ba wang bie ji
|
Farvel min konkubine

Filmen 'Farvel min konkubine' handler om to kinesiske mænd, der mødes som lærlinge i Peking-operaen og forbliver venner i 50 år.

Den kinesiske film modtog Guldpalmen i Cannes - delt med The Piano.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (1 vote)
4
0

Instruktør

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
S. Rico

Filmen følger to drenge/mænd, Douzi og Shitou, som møder hinanden som små drenge på en teaterskole i Beijing i 1920'erne. På teaterskolen er dagens ret tørre tæsk og benhård disciplin, og de behandles nærmest værre end fængselsfanger. Det er beskidt, støvet og temmelig hårdt at komme igennem denne første fjerdedel af filmen, hvor vi følger dem som børn.

Deres kærlighed til kinesisk opera holder deres mod oppe, og belønningen kommer da også, da de som voksne får en vis berømmelse på operascenen. Douzi er den feminine af de to og sminkes som en kvinde i stykket "Farewell my Concubine", mens Shitou spiller en konge, der har Douzi's kvindekarakter som elskerinde. I den virklige verden er Douzi også forelsket i Shitou, som dog ikke gengælder dette og i stedet kaster sin kærlighed på den smukke Juxian spillet af Gong Li. Dermed har vi et klassisk trekantsdrama, der yderligere kompliceres af, at Douzi søger trøst hos en excentrisk og meget rig fan af operascenen.

Som "bikarakter" har vi så den meget voldsomme periode i Kinas historie med Japans besættelse af landet i 1930'erne og 1940'erne, og Mao's radikale tiltag med Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen i 1950'erne og 1960'erne. Disse begivenheder vender op og ned på alting. Bemærk dog, at der på ingen måde er tale om "historietime", idet mange af scenerne faktisk er indforstået og forudsætter, at man har et vist kendskab til disse omvæltninger for at kunne følge med i handlingen.

Filmen er utrolig visuel flot med masser af farverige scener fra operaen og socialrealistisk skildring af fattigdom og rigdom. Men selv om det hele er meget episk og storslået og dramatisk, så blev jeg aldrig rigtig grebet af karakterene. Det blev jeg til gengæld af en anden film, der på tilsvarende måde også følger nogle almindelige mennesker op gennem de samme årtier i Kinas historie - nemlig Zhang Yimou's mesterlige At Leve. Har man kun overskud til at se én af disse to lange kinesiske film, så bør man kaste sig over sidstnævnte.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter