Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Darkest Hour

Tilladt for børn over 11 år
Filmen er roligt fortalt, men har en tiltagende konfliktfyldt stemning. I store dele af filmen ligger filmens konflikter og det dramatiske i dialogen mellem filmens figurer, hvilket også kommer til udtryk i ophidsede skænderier, men i enkelte sekvenser ses også situationer fra krigen, bl.a. sårede soldater, der jamrer i smerte, bomber der falder over de allerede sårede og hvad der tilsyneladende er en død persons blodrøde øje. Da filmen imidlertid ikke er præget af ydre voldsomhed og det voldsomme generelt ikke er blodigt udpenslet, vurderes det, at den kun vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
25.01.2018
| |
2 timer 5 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Darkest Hour
|
Versioner: se alle
2D, Supreme, Babybio, Seniorbio, Senior
|

Filmen 'Darkest Hour' er et historisk drama om Storbritanniens legendariske premierminister, Winston Churchill, som står over for den vanskeligst tænkelige opgave.

Anden Verdenskrig er brudt ud, nazisternes ustoppelige krigsmaskine ruller henover Vesteuropa, og en invasion er nært forestående.

Den britiske hær er sendt til Dunkerque i Frankrig i et forsøg på at stoppe Hitlers tropper, men det viser sig hurtigt, at de er håbløst overmatchet, og at krigen sandsynligvis vil få en brat ende, hvis ikke soldaterne bliver hjulpet hjem.

Slaget skal nu slås i Churchills krigskabinet, og mens hverken kongen, det politiske bagland eller de militære ledere stoler på den aldrende premierministers dømmekraft, må han træffe nærmest umulige beslutninger for at sikre, at morgendagens London ikke er fyldt med hagekors.

'Darkest Hour' er præcist, hvad titlen antyder: En autentisk beretning af den mørkeste stund i Storbritanniens historie, hvor enhver beslutning kan være katastrofal, og landets fremtid balancerer på en knivsæg.

Engelske Gary Oldman fra bl.a. Dame, konge, es, spion, portrætterer statsmanden i en rolle, der har indbragt skuespilleren en Oscar og en Golden Globe. Hvis man ikke kan genkende ham, er det fordi, der er brugt timevis i makeup-lokalet på at transformere den slanke brite til fyldige, karismatiske Winston Churchill. (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (609 votes)
4.9
4.5

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "[...] Oldmans er mere overbevisende og eminent i måden, hvorpå han ligesom lader Churchills ord boble ud af munden i det kødfulde ansigt og videre gennem alkoholdunster og cigartåger." (Jeppe Krogsgaard Christensen)

  • BT

    "Kristen Scott Thomas [er] både sødmefuld og stærk som Churchills kone, Clemmie. Og som Englands stammende King George VI er Ben Mendelsohn perfekt afbalanceret." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "'Darkest Hour' er på mange måder Oldmans film, men heldigvis ikke udelukkende, da holdet omkring ham - ikke mindst Lily James [...] og Kristin Scott Thomas som hans tålmodige kone - også leverer varen." (Henrik Queitsch)

  • Filmland P1

    "Joe Wright [leverer] nogle fantastiske billedkompositioner. Filmteknisk er 'Darkest Hour' ren nydelse." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Joe Wright er en visuelt stærk instruktør med sine lange, ubrudte indstillinger som personligt kendetegn, og 'Darkest Hour' er en gennemført flot og sikkert leveret film." (Frederik Asschenfeldt Vandrup)

  • Politiken

    "Oldman er Churchill, ikke som monument, men i levende live." (Søren Vinterberg)

  • Weekendavisen

    "'Darkest Hour' oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Niclas Dalby

Hvad sandsynligheden er for at en kort, bestemt periode i den britiske historie filmatiseres og Oscarnomineres af ikke mindre end to film samme år vil jeg ikke komme nærmere ind på, men man kan ikke andet end at opfatte Christopher Nolan's Dunkirk og Joe Wrights Darkest Hour som to film at samme serie; Uden at være planlagt komplimenterer de hinanden på forunderlig vis, men med to forskellige syn på sagen; Hvor Dunkirk lagde fokus på gerningsstedet, hændelserne nært ved soldaterne og den umiddelbare reaktion fra personerne tættest på begivenhederne, vender Joe Wright i stedet blikket mod den britiske ø og ikke mindst Winston Churchill's tid som premiereminister maj måned 1940, hvor nogle umenneskelige valg skulle tages, der ville resultere i ikke blot overlevelsen af britiske soldater i havnebyen Dunkerque, men også sikre overlevelsen af landet og tilbageerobringen af det vestlige Europe. 

Joe Wright er en instruktør, der virker mest sikker i historiske skildringer. Han har tidligere stået bag film som Atonement, der, blandt andet, også bruger tid på at skildre krigstiden under 2. verdenskrig, samt Pride & Prejudice. Han er en instruktør, der ikke er bange for at bevæge sig i historien skildret i 1900-tallet, en historie, der lige nu ligger som fjerne minder hos de ældste i samfundet, men formår alligevel at gøre dem tilgængelig for et nyere publikum. Darkest Hour er endnu i samlingen, men føles langt mere personlig end hans tidligere film. Hvor vi i Atonement bevæger os gennem 6 årtier vælger Wright her at fokusere på en meget bestemt og vigtig tid i én mands liv, hvor et helt kontinents fremtid hvilede på hans skuldre. 
Året er, som sagt, 1940: Store dele af Europe er under belejring og ikke mindst Frankrig, Holland og Belgien lider store tab. De tyske tropper, panservogne og fly skærer gennem landegrænser, floder og skove og fortærer alt på deres vej. I England sidder Neville Chamberlain som premiereminister, men stemmes ud; Et nyt ansigt må vælges - en mand, der ikke er bange for at tage kampen op, men den sandsynlige mand til posten vælger at frabede sig æren; Viscount Halifax. Valget ender derfor på den, hos nogle, upopulære Winston Churchill, der skal guide landet gennem den absolut mørkeste tid, hvor engelske soldater er under retræte og fremtiden er usikker. 

Der har været meget snak om Gary Oldman's præstation som Winston Churchill op til Oscarnomineringerne og med rette. Sjældent oplever man er skuespiller forsvinde i en karakter som Oldman formår at gøre som den britiske premiereminister. Hvor han gennem de seneste år har skabt et ry for sig selv som værende den udadreagerende, flagrende karakter, som alle ved hvem er, men ingen kender navnet på, blæser han i Darkest Hour alle omkuld; Han ikke blot spiller, men er Winston Churchill. Om det er nok til at få ham kendt hos den almindelige biografgænger er svær at sige, for i realiteten er han ikke til at genkende denne gang. Der er brugt enorme mængder makeup, accenten er anderledes og hele hans væsen er så interessant og unik i forhold til hans tidligere roller, at det kan være svært at finde Oldman i filmen, hvilket blot er en cadeau til hans evner og for alle, der har set Jonathan Teplitzky's Churchill fra sidste år, ja så formår Wright og Oldman i samarbejde virkelig at fjerne den grimme smag som Brian Cox' skildring efterlod. 

Film som Darkest Hour har det med at følge en bestemt formular, hvis den sigter efter at henvende sig til det størst mulige publikum, hvilket ikke altid er for det bedste. Instruktører har det med at rette al fokus på én bestemt ting, hvilket dermed sikrer omtale om det, der er arbejdet mest for. Wright gør, desværre, det samme med Darkest Hour, for hvor Oldman's præstation i den grad er i søgelyset netop nu, så formår han ikke at gøre filmen eller historien unik på mange andre måder. Der er i starten forsøg på at gøre scenografien spændende, ved at drage et snært af Wes Anderson stil ind i billedet samtidig med at lade publikummet nyde brede skud af bygninger og landskaber, men dette efterlades hurtigt i filmens anden akt. Her befinder vi os ofte i specifikke rum, hvor beslutningerne skal tages, hvilket gør det svært for Bruno Delbonnel at være original og spændende med kameraet og farverne. Det samme kan siges om musikken, der ofte i de store scener, forsøger at lade os fortælle, hvordan vi skal føle. Der er scener, hvor Churchill taler til parlamentet, der kunne være langt mere unikke og kraftfulde, hvis hans dialog stod alene og vor følelser ikke lod sig forføre af musikken i baggrunden. Dette får scenerne til at virke typiske og alt for store, hvor det i virkeligheden er én mands tale, der forandrer begivenhederne. 
Manuskriptforfatter Anthony McCarten beviser endnu en gang, at han formår at skrive en gribende fortælling, men slutresultatet kunne godt finpudses enkelte steder, for selvom en spilletid på 125 minutter ikke er lang, føles enkelte scener unødvendige. Dialogen hos andre end Churchill føles til tider træge i forhold til vores hovedperson, hvilket er en skam, da det trækker helhedsbilledet ned. 

Darkest Hour er derfor en blanding af det bedste og det værste ved sådanne film. Gary Oldman er bestemt ikke den eneste, der formår at gøre god figur gennem filmen; Lily James, der også medvirkede i sidste års Baby Driver gør det fremragende i denne ligeså, men får ikke mange minutter på skærmen. Hun beviser dog hun er klar til at finde sig selv som hovedrolleindehaver inden alt for længe, hvilket heldigvis også er tilfældet i den kommende Mamma Mia! Here We Go Again. Det samme kan siges om Stephen Dillane, der på trods af ikke at gå igennem en nævneværdig forandring gennem filmen, gør det ganske fornemt som Halifax. 
Joe Wright har skabt en sand Oscarfilm - en film, der rammer alt det den skal ramme for at blive nomineret, både på godt og ondt. Om Darkest Hour ender med at løbe med statuetten er svær at sige, da den i sandhed henvender sig til komiteen, men efter at have set tre af de andre nominerede på nuværende tidspunkt føler jeg bestemt ikke den burde vinde; Filmen er underholdende, man keder sig aldrig og Oldman's præstation er i sandhed mesterlig, men den har, desværre, ikke meget andet at byde på for at skille sig fra mængden. 

Ann-Britt

Jeg så filmen til et særarrangement i dag mandag d. 22. Og blev blæst omkuld.
Winton Churchill bliver fremstillet ubegribeligt smukt.
Vi ser en mand, der er gået over i historien som den stærke mand, der stod forest i kampen og opildnede sine landsmænd til at kæmpe.
MEN filmen viser i lige så høj grad en mand, der er presset til det yderste. En mand, der igen og igen tvivler. Som møder modstand. Som er uønsket på posten. Som har svært ved at sove.
MEN dels har han en kærlig og loyal hustru bag sig, og dels møder han styrke i det skrøbelige.
Den største støtte får han dog fra befolkningen, da han imod alle konventioner tager sig en snak med hr. og fru England i en stærkt spillet og morsom episode.
Denne støtte giver ham modet tilbage og SÅ har vi den Winton Churchill som vi kender fra historien.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.