Darkest Hour

Tilladt for børn over 11 år
Filmen er roligt fortalt, men har en tiltagende konfliktfyldt stemning. I store dele af filmen ligger filmens konflikter og det dramatiske i dialogen mellem filmens figurer, hvilket også kommer til udtryk i ophidsede skænderier, men i enkelte sekvenser ses også situationer fra krigen, bl.a. sårede soldater, der jamrer i smerte, bomber der falder over de allerede sårede og hvad der tilsyneladende er en død persons blodrøde øje. Da filmen imidlertid ikke er præget af ydre voldsomhed og det voldsomme generelt ikke er blodigt udpenslet, vurderes det, at den kun vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

Se mere på medierådet.dk
Premiere: 
25.01.2018
Originaltitel: 
Darkest Hour
Genre: 
Spilletid: 
2 timer 5 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
Versioner: se alle
2D, Supreme, Babybio, Seniorbio
Billetter
5
4.5
VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (238 votes)

Resumé

Filmen 'Darkest Hour' er et historisk drama om Storbritanniens legendariske premierminister, Winston Churchill, som står over for den vanskeligst tænkelige opgave.

Anden Verdenskrig er brudt ud, nazisternes ustoppelige krigsmaskine ruller henover Vesteuropa, og en invasion er nært forestående.

Den britiske hær er sendt til Dunkerque i Frankrig i et forsøg på at stoppe Hitlers tropper, men det viser sig hurtigt, at de er håbløst overmatchet, og at krigen sandsynligvis vil få en brat ende, hvis ikke soldaterne bliver hjulpet hjem.

Slaget skal nu slås i Churchills krigskabinet, og mens hverken kongen, det politiske bagland eller de militære ledere stoler på den aldrende premierministers dømmekraft, må han træffe nærmest umulige beslutninger for at sikre, at morgendagens London ikke er fyldt med hagekors.

'Darkest Hour' er præcist, hvad titlen antyder: En autentisk beretning af den mørkeste stund i Storbritanniens historie, hvor enhver beslutning kan være katastrofal, og landets fremtid balancerer på en knivsæg.

Engelske Gary Oldman fra bl.a. Dame, konge, es, spion, portrætterer statsmanden i en rolle, der allerede har indbragt skuespilleren prisen for Bedste mandlige hovedrolle ved Golden Globes-uddelingen. Hvis man ikke kan genkende ham, er det fordi, der er brugt timevis i makeup-lokalet på at transformere den slanke brite til fyldige, karismatiske Winston Churchill. (copyright: kino.dk)

Relaterede nyheder

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "[...] Oldmans er mere overbevisende og eminent i måden, hvorpå han ligesom lader Churchills ord boble ud af munden i det kødfulde ansigt og videre gennem alkoholdunster og cigartåger." (Jeppe Krogsgaard Christensen)

  • BT

    "Kristen Scott Thomas [er] både sødmefuld og stærk som Churchills kone, Clemmie. Og som Englands stammende King George VI er Ben Mendelsohn perfekt afbalanceret." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "'Darkest Hour' er på mange måder Oldmans film, men heldigvis ikke udelukkende, da holdet omkring ham - ikke mindst Lily James [...] og Kristin Scott Thomas som hans tålmodige kone - også leverer varen." (Henrik Queitsch)

  • Filmland P1

    "Joe Wright [leverer] nogle fantastiske billedkompositioner. Filmteknisk er 'Darkest Hour' ren nydelse." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Joe Wright er en visuelt stærk instruktør med sine lange, ubrudte indstillinger som personligt kendetegn, og 'Darkest Hour' er en gennemført flot og sikkert leveret film." (Frederik Asschenfeldt Vandrup)

  • Politiken

    "Oldman er Churchill, ikke som monument, men i levende live." (Søren Vinterberg)

  • Weekendavisen

    "'Darkest Hour' oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

Jonas

Havde muligheden for at se Darkest Hour til forpremieren i Palads. Filmen gør alt, hvad et historisk drama bør gøre, til punkt og prikke, og holdes oppe af især én helt eminent skuespilspræstation og enkelte interessante visueelle idéer en gang imellem, men er det ensbetydende med, at filmen som helhed er fuldstændig fantastisk?

Lad os starte med at addressere det åbenlyse: Gary Oldman spiller fantastisk som Winston Churchill. Jeg ved meget om Churchill, men er langt fra ekspert, så hvor tæt på den virkelige person, Oldman kommer, kan jeg ikke bedømme. Til gengæld formår han at skabe et heltstøbt billede af en figur, som han ibor 100 %. Oldmans Churchill er et retorisk geni, stædig, principfast og altid i gang med at få så mange fikse idéer, at han umuligt ville kunne nå at føre dem alle ud i livet. Til gengæld er han også meget intimiderende, grov, til tider ucharmerende, klodset og inderst inde følelsesmæssigt skrøbeligt. Havde jeg ikke vidst på forhånd, at det var Gary Oldman, havde jeg aldrig gættet det, og han fortjener klart en Oscar for sin præstation. Der er dog også andre gode skuespilspræstationer i filmen. Ben Mendelsohn spiller godt som en lidt sambidt kong Georg d. 6., hvis lidt anstrengte forhold til Churchill udvikler sig i løbet af filmen. Derudover spiller Ronald Pickup og Stephen Dillane (Stannis fra Game of Thrones) godt som Neville Chamberlain og lord Halifax, der prøver at overtale Churchill til at indgå i fredsforhandlinger med Hitler. Vi ved mere end 70 år efter Anden Verdenskrig, at Tyskland ville ende med at tabe, men det vidste hverken Chamberlain og Halifax. Alligevel formår man at få noget sympati for dem, da de bare ønsker at bevare det fædreland, de selv og Churchill elsker.

Filmen beskriver en spændende del af Anden Verdenskrig - fra da Churchill blev den nye premierminister til og med redningsaktionen af den britiske hær ved Dunkerque - fra Churchills synspunkt. Filmen har også en superrelevant morale, nemlig at man godt må være ydmyg og tage imod råd fra andre, men at man inderst inde må gøre det, der er det rigtige for en selv og de mennesker, man har forligtelser. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sammenligne filmen med Christopher Nolans Dunkirk - de beskriver begge den samme begivenhed, men fra hvert sit synspunkt, og begge er nomineret til en Oscar for Bedste Film. Dunkirk var æstetisk smuk, helt ukonventionel og eksperimenterende med tid, hvorimod Darkest Hour langt hen ad vejen bare er et historisk drama, som vi er blevet vant til at se dem. Det betyder ikke, at den ikke har sine eksperimenterende øjeblikke. Churchill ses flere gange rammet ind af et vindue eller væggene i et rum, som var han fanget i en celle. Hans radiostudie bades i rødt skær fra en lampe, når han holder en tale til den britiske befolkning. Den tyske invasion af Frankrig ses både fra fugleperspektiv, som sad man lige under et tysk bombefly, og ødelæggelserne ses også reflekteret i en død soldats øjne. Derudover er musikken af Dario Marianelli helt suveræn. Jeg tror bare, at filmen kunne have været virkelig interessant, hvis den havde prøvet at lege mere med nogle visuelle effekter som dem, jeg nævnte herover.

Darkest Hour er en god film med en helt fantastisk skuespilspræstation. Tag ind og se den alene for at opleve Gary Oldman som Churchill. Vil du have lidt mere end bare et historisk drama om de samme begivenheder, kan du altid se eller gense Dunkirk bagefter.

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Anton Berg

Det er på ingen måde nogen dårlig film. Men ærlighed er ærlighed, og jeg blev slemt skuffet. Handlingen gør et svagt stykke arbejde i dets desperate søgen på at fremvise meningen med filmatiseringen. Skuespillerne er de eneste, der holder filmen væk fra karakterer af den lave ende. Og det er derfor også pga. skuespillerne, at jeg antaget filmen for at være Oscar-bait. Og især Gary O. fortjener at få et eller andet for sin rollefremstilling, men det gør filmen i sig selv ikke.

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Henriette69

Gary Oldman for intet mindre en sublimt skuespil. Han er simpelthen transformeret til W. C.
En helt igennem fantastisk film, som fangede fra 1 minut. De 2 t og 5 min fløj nærmest afsted.
Et perfekt castet filmhold til en perfekt fortalt historie.

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)
Teresa Maria

Oskarsæsonen betyder selvfølgelig, at de Best Picture nominerede skal ses!
Gary Oldman’ spektakulære præstation trækker stensikkert Darkest Hour op på en høj karakter. Det er så realistisk en skuespilspræstation af et andet menneske, som denne type præstationer kan blive. Et tankevækkende drama om et af de sværeste beslutninger der nogensinde kunne tages!

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Ellen-Karin

Mørk med vidunderligt skuespil af Gary Oldman der helt på sin egen fine måde portrætterer en mand, hvis lod det var at skulle lede uden at miste grebet trods foragt for hans person - i et land, i en verden, i et Europa midt i krigens øje - ansigt til ansigt vel vidende et allerede arrigt grumt bæst i gang med angreb ikke kan tales til fornuft.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Niclas Dalby

Hvad sandsynligheden er for at en kort, bestemt periode i den britiske historie filmatiseres og Oscarnomineres af ikke mindre end to film samme år vil jeg ikke komme nærmere ind på, men man kan ikke andet end at opfatte Christopher Nolan's Dunkirk og Joe Wrights Darkest Hour som to film at samme serie; Uden at være planlagt komplimenterer de hinanden på forunderlig vis, men med to forskellige syn på sagen; Hvor Dunkirk lagde fokus på gerningsstedet, hændelserne nært ved soldaterne og den umiddelbare reaktion fra personerne tættest på begivenhederne, vender Joe Wright i stedet blikket mod den britiske ø og ikke mindst Winston Churchill's tid som premiereminister maj måned 1940, hvor nogle umenneskelige valg skulle tages, der ville resultere i ikke blot overlevelsen af britiske soldater i havnebyen Dunkerque, men også sikre overlevelsen af landet og tilbageerobringen af det vestlige Europe. 

Joe Wright er en instruktør, der virker mest sikker i historiske skildringer. Han har tidligere stået bag film som Atonement, der, blandt andet, også bruger tid på at skildre krigstiden under 2. verdenskrig, samt Pride & Prejudice. Han er en instruktør, der ikke er bange for at bevæge sig i historien skildret i 1900-tallet, en historie, der lige nu ligger som fjerne minder hos de ældste i samfundet, men formår alligevel at gøre dem tilgængelig for et nyere publikum. Darkest Hour er endnu i samlingen, men føles langt mere personlig end hans tidligere film. Hvor vi i Atonement bevæger os gennem 6 årtier vælger Wright her at fokusere på en meget bestemt og vigtig tid i én mands liv, hvor et helt kontinents fremtid hvilede på hans skuldre. 
Året er, som sagt, 1940: Store dele af Europe er under belejring og ikke mindst Frankrig, Holland og Belgien lider store tab. De tyske tropper, panservogne og fly skærer gennem landegrænser, floder og skove og fortærer alt på deres vej. I England sidder Neville Chamberlain som premiereminister, men stemmes ud; Et nyt ansigt må vælges - en mand, der ikke er bange for at tage kampen op, men den sandsynlige mand til posten vælger at frabede sig æren; Viscount Halifax. Valget ender derfor på den, hos nogle, upopulære Winston Churchill, der skal guide landet gennem den absolut mørkeste tid, hvor engelske soldater er under retræte og fremtiden er usikker. 

Der har været meget snak om Gary Oldman's præstation som Winston Churchill op til Oscarnomineringerne og med rette. Sjældent oplever man er skuespiller forsvinde i en karakter som Oldman formår at gøre som den britiske premiereminister. Hvor han gennem de seneste år har skabt et ry for sig selv som værende den udadreagerende, flagrende karakter, som alle ved hvem er, men ingen kender navnet på, blæser han i Darkest Hour alle omkuld; Han ikke blot spiller, men er Winston Churchill. Om det er nok til at få ham kendt hos den almindelige biografgænger er svær at sige, for i realiteten er han ikke til at genkende denne gang. Der er brugt enorme mængder makeup, accenten er anderledes og hele hans væsen er så interessant og unik i forhold til hans tidligere roller, at det kan være svært at finde Oldman i filmen, hvilket blot er en cadeau til hans evner og for alle, der har set Jonathan Teplitzky's Churchill fra sidste år, ja så formår Wright og Oldman i samarbejde virkelig at fjerne den grimme smag som Brian Cox' skildring efterlod. 

Film som Darkest Hour har det med at følge en bestemt formular, hvis den sigter efter at henvende sig til det størst mulige publikum, hvilket ikke altid er for det bedste. Instruktører har det med at rette al fokus på én bestemt ting, hvilket dermed sikrer omtale om det, der er arbejdet mest for. Wright gør, desværre, det samme med Darkest Hour, for hvor Oldman's præstation i den grad er i søgelyset netop nu, så formår han ikke at gøre filmen eller historien unik på mange andre måder. Der er i starten forsøg på at gøre scenografien spændende, ved at drage et snært af Wes Anderson stil ind i billedet samtidig med at lade publikummet nyde brede skud af bygninger og landskaber, men dette efterlades hurtigt i filmens anden akt. Her befinder vi os ofte i specifikke rum, hvor beslutningerne skal tages, hvilket gør det svært for Bruno Delbonnel at være original og spændende med kameraet og farverne. Det samme kan siges om musikken, der ofte i de store scener, forsøger at lade os fortælle, hvordan vi skal føle. Der er scener, hvor Churchill taler til parlamentet, der kunne være langt mere unikke og kraftfulde, hvis hans dialog stod alene og vor følelser ikke lod sig forføre af musikken i baggrunden. Dette får scenerne til at virke typiske og alt for store, hvor det i virkeligheden er én mands tale, der forandrer begivenhederne. 
Manuskriptforfatter Anthony McCarten beviser endnu en gang, at han formår at skrive en gribende fortælling, men slutresultatet kunne godt finpudses enkelte steder, for selvom en spilletid på 125 minutter ikke er lang, føles enkelte scener unødvendige. Dialogen hos andre end Churchill føles til tider træge i forhold til vores hovedperson, hvilket er en skam, da det trækker helhedsbilledet ned. 

Darkest Hour er derfor en blanding af det bedste og det værste ved sådanne film. Gary Oldman er bestemt ikke den eneste, der formår at gøre god figur gennem filmen; Lily James, der også medvirkede i sidste års Baby Driver gør det fremragende i denne ligeså, men får ikke mange minutter på skærmen. Hun beviser dog hun er klar til at finde sig selv som hovedrolleindehaver inden alt for længe, hvilket heldigvis også er tilfældet i den kommende Mamma Mia! Here We Go Again. Det samme kan siges om Stephen Dillane, der på trods af ikke at gå igennem en nævneværdig forandring gennem filmen, gør det ganske fornemt som Halifax. 
Joe Wright har skabt en sand Oscarfilm - en film, der rammer alt det den skal ramme for at blive nomineret, både på godt og ondt. Om Darkest Hour ender med at løbe med statuetten er svær at sige, da den i sandhed henvender sig til komiteen, men efter at have set tre af de andre nominerede på nuværende tidspunkt føler jeg bestemt ikke den burde vinde; Filmen er underholdende, man keder sig aldrig og Oldman's præstation er i sandhed mesterlig, men den har, desværre, ikke meget andet at byde på for at skille sig fra mængden. 

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Ann-Britt

Jeg så filmen til et særarrangement i dag mandag d. 22. Og blev blæst omkuld.
Winton Churchill bliver fremstillet ubegribeligt smukt.
Vi ser en mand, der er gået over i historien som den stærke mand, der stod forest i kampen og opildnede sine landsmænd til at kæmpe.
MEN filmen viser i lige så høj grad en mand, der er presset til det yderste. En mand, der igen og igen tvivler. Som møder modstand. Som er uønsket på posten. Som har svært ved at sove.
MEN dels har han en kærlig og loyal hustru bag sig, og dels møder han styrke i det skrøbelige.
Den største støtte får han dog fra befolkningen, da han imod alle konventioner tager sig en snak med hr. og fru England i en stærkt spillet og morsom episode.
Denne støtte giver ham modet tilbage og SÅ har vi den Winton Churchill som vi kender fra historien.

Stem op!
14
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter