Cykeltyven

Vi er i årene efter 2. Verdenskrig. Der er stor arbejdsløshed, så den fattige Antonio er jublende glad, da han tilbydes et job som plakatophænger. Der er kun et enkelt krav til jobbet: han skal medbringe en cykel til at komme rundt i Roms gader. Desværre er cyklen pantsat pga. pengenød, men med hjælp fra sin kone får han skaffet penge til at få cyklen tilbage. Og så begiver han sig ellers glad ud på sin første arbejdsdag. Men ak, cyklen bliver stjålet, og så går den vilde cykeltyv-jagt gennem byen.

Filmen tager os tilbage i tiden til en helt anden verden. Det er næsten som en rejse i en tidsmaskine til Rom i 1940’erne. Optagelserne er taget direkte ude på Roms gader og giver et sjældent indblik i dagligdagen fra dengang. Der er også en del Charlie Chaplin over filmens tone og tema: fattige arbejdere i kø for at blive udvalgt til et dagjob, et usselt job som plakatophænger, cykeltyveriet, den halvkomiske jagt gennem byen på synderen, og ikke mindst hans lille hjælper, sønnen (The Kid) Bruno.

Eneste anke, og det er vel egentlig en væsentlig anke: jeg blev desværre ikke revet med, følelsesmæssigt engageret eller specielt underholdt.

hver gang jeg ser cykeltyven er det som første gang jeg ser den, det er næsten umuligt ikke at blive rørt af historien om en far og sin søn på jagt efter en cykel i Roms gader.

filmens simplicitet er også en af grundene til filmen den dag idag virker nuanceret og innovativ, den er filmet "on location" og var meget anti Hollywood i dens måde at fortælle dens historie på.

alt dette går til sidst op i en højere enhed og det produkt man står tilbage med er noget af det bedste der nogensinde er vist på det store lærrede.

fantastisk