Sharon Lockhart er både fotograf og filmskaber, og begge dele kommer tydeligere end nogensinde til udtryk i 'Double Tide', der på sin vis er lige så meget et fotografi som en film. Og som i alle tilfælde tilfælde kan betragtes som et stramt struktureret eksperiment ud i at lade de to medier nærme sig hinanden i et symbiotisk hybridbillede. Eller faktisk snarere i to. 'Double Tide' består nemlig (tilsyneladende) blot af to indstillinger, adskilt af et enkelt (synligt) klip. Motivet er noget så ærkeromantisk som solen, der står op over en bugt omgivet af fyrretræer. En enlig skikkelse trasker rundt i det mørke mudder, i færd med at udføre et ubestemmeligt arbejde, imens det tidlige morgenlys langsomt spreder sig på himlen. Effekten er nærmest uforklarlig: blandt de instruktører, der i de senere år har gjort den observerende minimalisme moderne igen, er Lockhart den måske mest radikale. Men hendes værker er samtidig altid gjort af et humanistisk stof, som indgyder de nøje koreograferede kompositioner en sjælden skønhed, der giver det simple, fysiske arbejde en stolt værdighed. En billedoplevelse, der er skabt til biografens rum.