Jean Cocteaus ord om, at film viser os døden i arbejde, bliver taget bogstaveligt i Carl Olssons lune og meget menneskelige skildring af det sidste store tabu i den nordiske velfærdsstat. Og dog. Det er nemlig snarere hele det leben, der udspiller sig rundt om døden, vi her overværer. Hospitalet, krematoriet, kirkegården. I løbet af Olssons film går det ikke blot op for én, hvordan det hele hænger sammen. Man forstår ikke mindst også, hvordan vi mennesker er forbundne med hinanden uden at vide det. I teatralske, men varme og ofte underspillet muntre scener møder vi de endnu levende i arbejde.