Årets hjerteknuser på den seneste Cannes-festival var ikke en romantisk komedie, men derimod, 'Faces Places', en snakkesalig roadmovie for to franske temperamenter. Ud i det flade landskab drager en frisk fløs med teknisk knowhow, hat og signatur-solbrille, og ved hans side går en lavstammet og gangbesværede dame, der nu er tættere på de 90 end de 80 år. Når stokken ikke kan holde kadencen, tager de en havetraktor. Deres projekt: At opdage steder og mennesker. Få ideer til stedspecifik kunst i små, oversete landsbyer. Og undervejs reflektere lidt over livet, døden og alt det indimellem – alt sammen med fotografiet som prisme.

Det giver selvfølgelig projektet noget pondus, at den yngre mand er konceptkunstneren JR, der har skabt sig internationalt ry med gigantforstørrelser af almindelige mennesker – og hvis varevogn er en king-size-printer på hjul. Og især giver det samtalen fylde og følelse, at damen er Agnès Varda, nybølge-forløber, mangeårig kvindesagskæmper og filmessayist, der altid har brugt kameraet som døråbner til folks historier.

Og det er især det, der gør filmen så rørende. Det umage par trækker landsbybeboerne ud af deres små huse og får dem aktiveret i kunstprojekterne. Sammen gør de en ordinær, støvet byggeplads til en hyldest til arbejderne – et fornøjeligt senmoderne monument skabt med papir og tapetklister. De får en servitrice på et søvnigt landsbytorv til at folde fortiden ud – som en pin-up. Rulle efter rulle af sort/hvide kæmpeportrætter bakses op på ellers livløse mure, gør forladte arbejderrækkehuse levende igen.

’Faces Places’ er en humanistisk, nostalgisk hyldest til de små liv i de små byer. Men den er også en stormende demonstration af de kræfter, kunsten besidder. Og så er den ikke uden smerte: Da Agnès Varda i JR genkender den unge, evigt solbrilleklædte Jean-Luc Godard, vælger parret at opsøge filmmanden i hans afsides bjerg-refugium – et møde, der slet ikke spænder af som forventet. Fortiden er ikke nutiden. Både legender og mure forvitrer med tiden.

’Faces Places’ blev i Cannes blev vist uden for konkurrence – men den har taget revanche med stormende anmeldelser og endda formået at komme med til Oscar-fest. Og når enkefru Varda med sit grydeklippede hår en dag holder op med at tøffe rundt, vil denne film minde os om, at hun ikke blot var en stor kunstner, men også en smuk sjæl i en stædigt omkringfarende legeme.