Der er ikke meget håb for hjemløse Lucas, der lever af kasseret dåsetun i en papkasse under en bro i New York. Det samme kan siges om den misantropiske og forbitrede Jacques, der nødigt forlader sin dunkle bar, hvor han har holdt til i snart en menneskealder. Men da Lucas mislykkes i at tage sit eget liv, og Jacques overlever sit femte hjerteanfald, krydser deres veje hinanden i noget der ligner skæbnens - rettere end tilfældighedernes - spil. Situationen synes at lysne for de to, men det er dog et af filmhistoriens mest umage par, for Lucas, spillet af american indie-navnet Paul Dano, er en engel af sind, mens Brian Cox' karakter, Jacques, er udspekuleret, usympatisk, homofobisk og halvracistisk. Han samler bogstaveligt talt Lucas op fra rendestenen og ser muligheder i den unge knøs, da han ikke selv har haft succes med at producere en arving til baren, hvor resten af filmen udspiller sig blandt stamkunder og andre originaler, en schæfer og et automatisk klaver, som var det ren Lucky Luke. Islandske Dagur Kári ('Voksne mennesker') lykkes med sin deadpan-humor og grelle, grå version af NYC, mens han sætter publikum tilbage til en anden tid.