Animationsfilmen 'Arriettys hemmelige verden' bygger på Mary Nortons klassiker 'Lånerne', og den japanske mesterinstruktør Hayao Miyazaki har både produceret og skrevet manuskriptet.
Arrietty bor under gulvbrædderne i et gammelt hus i Tokyos forstæder. Hun og hendes familie tilhører lilleputfolket 'lånerne', der kun er ca. 10 cm høje, og som lever af at "låne" fornødenheder af menneskene.
Lånerne er dybt afhængige af, at ingen kender til deres eksistens. Men det er svært for Arrietty at holde sig i skjul, så da hun på en af sine ture op i menneskeverdenen møder drengen Sho, forandres hendes liv. For måske er alle mennesker ikke så farlige som umiddelbart antaget?
'Arriettys hemmelige verden' vises med dansk tale og er produceret af Studio Ghibli, der gav os 'Min nabo Totoro', 'Chihiro og heksene' og alle Miyazakis andre herligheder.
Filmen starter på perfekt klassisk Ghibli maner. Drengen Sho kører med sin tante fra byen ud til et hyggeligt hus i landlige omgivelser, hvor han skal bo i en uges tid. Haven er frodig og indbyder til at gå på opdagelse. Sho ser tilfældigvis noget bevæge sig mellem planterne og får et glimt af en lille bitte pige. Sådan bliver vi introduceret til de to teenage karakterer i filmen: menneskedrengen Sho og lilleputpigen Arrietty.
Historien er ikke specielt sindsoprivende, men der er tonsvis af af super flotte detaljer i tegningerne. Især når "kameraet" går helt tæt på og viser os Arrietty's verden set fra hendes vinkel. Tilsvarende er lydsiden også meget imponerende, når den omkringliggende verden høres gennem Arrietty. Pludselig bliver lyde, der for det menneskelige øre blot er ubetydelige detaljer, til en hel symfoni. Så selv om det primært er en film henvendt til børn, så kommer den bedst til udtryk i en biograf eller på et stort lærred med surround sound. Fire små stjerner.
Der ligger sikkert også en del inspiration fra Tommeliden.
Bruger anmeldelser (2)
Skriv din egen anmeldelse