Den netop afdøde, engelske journalist Joe Strombel er yderst savnet af sine kolleger, fordi han var tæt på at opklare en række mord i London og afsløre morderen, der blev kaldt ”Tarotkortmorderen”. Med Strombels død synes alt hans fodarbejde gået tabt – og dog!
Da den amerikanske journaliststuderende Sondra besøger nogle venner i London, får hun sit livs oplevelse. Under en forestilling med den middelmådige tryllekunstner Splendini, bliver Sondra inviteret op på scenen for at medvirke i et tryllenummer. Sondra får et kæmpe chok, da hun under nummeret bliver kontaktet af Joe Strombels ånd, der indgående fortæller hende om ”Tarotkortmorderen” og indtrængende beder hende om at forfølge historien og afdække sandheden.
Efter forestillingen fortæller Sondra Splendini om sit syn, og han går noget tøvende med til at hjælpe Sondra med at opklare mysteriet.
Sporene fører Sondra og Splendini lige i favnen på den belevne og charmerende aristokrat, Peter Lyman, der hurtigt falder for den kønne Sondra - og omvendt.
Komedie med trylleri og bedrag, og ham selv i en fjoget rolle.
Meget underholdende komedie-krimi fra Woody Allen med Jordens hotteste par: Scarlett og Jackman. Ikke nok med at de ser godt ud, de er også charmerende gode.
Scarlett viser nye sider af sig selv med en halvkomisk rolle, og Jackman er troværdig som overklassemanden, som man aldrig helt ved hvor man har.
Historien bliver krydret med sjove og fantasifulde påfund, og Woody spiller selv med på sin typiske facon. Han er sjov og halvirriterende, men på en passende måde (det hjælper, at han kun har en birolle). Denne film er ikke til at komme uden om.
Bruger anmeldelser (3)
Skriv din egen anmeldelse