Filmen '12 Monkeys' handler om en ensom tidsrejsende fra år 2035, der forsøger at redde menneskeheden.
I fremtiden er størstedelen af verdens befolkning blevet udslettet af en dødelig virus. Videnskabsmænd i fremtiden har ca. fundet frem til det tidspunkt hvor virussen brød ud. Ved at sende en straffefange James Cole (Bruce Willis) tilbage i tiden, håber de på at kunne stoppe virussen og dermed ændre fremtiden.
Men tidsrejse er ikke helt enkelt og det bliver svært for James at udføre sin mission samtidigt med han skal forsøge at beholde sin forstand.
I ’12 Monkeys’ fortsætter Gilliam sin undersøgelse af forholdet mellem den virkelige verden og fantasien. Filmen er inspireret af Chris Markers kortfilm ’År 0’ (’La jetée’) fra 1962, og dens blanding af tidsniveauer og verdener er tankevækkende og serveret med velkendt Gilliam’sk humor.
Jeg ville gerne nævne Bruce Willis i denne her film.
Men alligevel ville jeg heller nævne Brad Pitt som spiller meget godt, han er en sjov alvor og en interessant person i denne SCIENCE FICTION film, hvor både Willis og Pitt var på toppen af deres karriere.
En rigtig god film som os film elsker bare skal se.
Terry Gilliam er et filmisk geni, men som med så mange andre af hans kaliber, så deler hans film tit vandene. Nogle elsker dem og andre hader dem. De fleste kan dog blive enige om, at de altid er originale og interessante. Hans visuelle stil – helt tilbage fra hans unge dage som medlem af Monty Python’s flyvende cirkus – er helt unik, uanset om det er animation eller realfilm. Gilliam har en evne til at skabe billeder der er proppet til bristepunktet med små og store genialiteter. Han formår ligeledes at trække usædvanlig gode præstationer ud af sine skuespillere, ofte castet meget imod type. Det resultere – for det meste – i film der på en ene side er indiskutable geniale, men på den anden side nogle gange næsten umulige at begribe. De filmiske universer han bygger op er tit så mørke, skæve og alligevel humoristiske, at de for den gennemsnitlige filmgænger virker for skøre eller ufattelige. Selv for fans kan de nogle gange være så mættede med visioner og ideer, at det simpelthen ikke er menneskelig muligt helt at absorberer. Jeg nævner i flæng: ’Brazil’, ’Time Bandits’, ’The Zero Theorem’ og ’The Imaginatium of Doctor Parnassus’. Love them or hate them – you will never forget them…
Det er netop grunden til at ’12 Monkeys’ fra 1995 er min favorit af hans film – men også en af mine ’all time favorites’, for den balancerer perfekt på den fine linje imellem ’mindblowing’ timetravel-science-fiction og dybe menneskelige følelser. Det er interessant at hans, i mine øjne to bedste film -’12 Monkeys’ og ’Fisher King’ – lige præcis er de to han ikke selv har skrevet oplægget til. Det er lige netop de to film hvor han bedst rammer denne hårfine balance imellem noget visuelt visionært og samtidig emotionel dybt. Det fortæller nok mest om ham som manuskript forfatter. ’12 Monkeys’ er ikke Gilliam ”light” eller en upersonlig film fra hans hånd, langtfra. Den har i den grad hans fingeraftryk på både billeder og plot. Det er i virkeligheden den af hans film der bedst leverer både en Kafka’sk mareridtsstemning, et virkelig komplekst plot, alt imens man samtidig gribes hundred procent følelsesmæssigt. At det hele så imod alle odds, går op i en højere enhed i afslutningen med indtil flere plot-twists, er bare endnu et bevis på en genial historiefortællers enorme overblik.
Man kan faktisk kalde ’12 Monkeys’ for et amerikansk remake, men det er ikke et af den slags vi er så vant til. Det oprindelige forlæg er nemlig en klassisk fransk kortfilm ved navn ’La Jetée’ på dansk kaldet ”År Nul”. Den er fra 1962 og består udelukkende af en serie sort/hvide stillbilleder med baggrundslyde, score og en fortællerstemme indover. David og Janet Peoples skrev ud fra denne arthouse kortfilm, manuskriptet om oplevelser der over tid bliver til minder – og nå ja tidsrejse. En fantastisk cocktail, som Gilliam kastede sig over for at lave sin egen version.
I 2035 lever den resterende menneskehed dybt nede under jorden. En ukendt virus har for 40 år siden slået 99% af jordens befolkning ihjel. En livstidsfange James Cole (Bruce Willis) udpeges til at blive sendt tilbage i tiden, for at finde epidemiens ’Ground Zero’ og samle informationer om hvad der førte til udbruddet af den dødelige virus. Et Terminator-agtigt projekt for at prøve at redde menneskeheden eller i det mindste forbedre chancerne for overlevelse. En labyrint af et plot udfoldes nu, med talrige spring frem og tilbage i tid. Det er en vanskelig og smertefuld procedurer at rejse i tid, og Cole kommer hurtigt til at lide af psykiske piskesmæld når han kastes frem og tilbage i tiden. 2035 tilbage til 1990, hjem til 2035 igen. Så tilbage til 1995 – efter et mindre ”Ups” der sendte ham tilbage til Første verdenskrig. Det er tydeligt at verden ikke er gearet til at forstå tidsrejsende, så Cole ender hurtigt på den lukkede afdeling. Måske i virkeligheden meget passende, for det viser sig også at det menneskelige sind heller ikke er bygget til at befinde sig i flere forskellige tidsregninger samtidigt. For hvad er så fortid, nutid og fremtid? Hvad er virkelighed og hvad er indbildning? Og hvem definerer forskellen? Følgerne af den psykiatriske behandling og de talrige tidsspring påvirker Cole’s psykiske tilstand og komplicerer derved missionen yderligere. Som han hvirvles rundt i historien begynder han at tro mere og mere på psykiatriens forklaring og mindre og mindre på sine egne oplevelser. Men ironisk nok i takt med at hans personlige psykiatrier doktor Kathryn Railly (Madeleine Stowe) får ham overbevist om at han lider af vrangforestillinger, begynder hun selv at bukke under for tvivl, grundet den stigende mængde beviser på at han virkelig kommer fra fremtiden. Det hele centreres mere og mere omkring en økoaktivist gruppe ved navn ’Army of the 12 Monkeys’ ledet af den excentriske og bindegale Jeffrey Goines (Brad Pitt) og hans far forskeren Dr. Goines (Christoffer Plummer) der i et laboratorium forsker i en ”Global Killer” virus. Så et sted imellem fortid og fremtid, imellem fornuft og galskab, imellem drøm og virkelighed, hænger hele menneskehedens overlevelse og fremtid i en meget tynd tråd.
Epidemi katastrofefilm var et mindre hit tilbage i midten af 90’erne. Film som ’Outbreak’ og ’Virus’ pustede til den reelle frygt for AIDS, Ebola og lignende. ’12 Monkeys’ rider måske nok med på denne bølge, men bruger emnet til så uendelig meget mere. Gilliam benytter selvfølgelig anledningen til at bygge beskidt og rustent futurisme op som sine kulisser og fotograferer groteske billeder af det. Stemningen er enorm lige fra start. Billederne af fremtidens Baltimore er på en og samme tid både skræmmende og smukke. Fremtiden er i den grad fucked up og hvor ser det flot ud. Men filmens virkelige styrke er ikke bare en betagende billedside, men derimod dens hjerte, historiens menneskelige aspekter.
Bruce Willis leverer sin karrieres bedste præstation. Han vover virkelig pelsen og går 100% til rollen, med alt hvad den indebærer. Hans ikoniske ”Die Hard actionhelt” med sine endeløse one-liners, er gemt langt væk. Her spænder han lige fra psykotisk voldelig, stærkt medicineret zombie med savl hængende ud af munden, til en nærmest desperat barnlig nostalgi, over at genopleve for længst glemte barndomsminder. Frustrationen over ikke at blive taget alvorlig, hans voksende tvivl om hvad han skal tro på, samt nedsmeltningen af hans sind på grund af hvad han udsættes for, spilles sublimt. Det er hjerteskærende, skræmmende og dybt fascinerende at se hvordan det begynder at gå op for ham, at det han er sendt af sted for at forhindre, er det han kommer til at sætte i gang. Derfor kan det virke lidt uretfærdigt at det altid er Brad Pitt’s stjernetosse der huskes og omtales. Han gør det helt afgjort også godt, hvilket han også fik en oscarnomination for, som bedste mandlige birolle. Han går ligeledes all-in. Der er ikke plads til den velkendte ”pretty-boy” Brad Pitt i et Terry Gilliam univers, så han tog i perioden hvor de filmede, cigaretterne fra Brad og det kan ses i hans nervøse, vanvittige og meget morsomme performance.
Filmen flirter flere gange med tanken om at det hele er en feberdrøm i en af vores hovedpersoner og selvom der kastes mange bolde op i luften for at holde os desorienterede, så formår den alligevel mesterligt at samle alle trådene til sidst. Afslutningen får filmen til at ’go full cirkle’ og slutte hvor den begyndte. Det hele kan starte på ny. Fremtiden er klar til endnu en omgang, banen er kridtet op. Men hvor troværdige er vores kollektive minder eller den samlede verdenshistorie, når det kommer til stykket? Vi skal kunne tolke den rigtigt, hvis vi skal lærer noget af den, eller i dette tilfælde ændre på den. Ellers er både fortiden og fremtiden på forhånd tabt.
Bruce Willis som ufrivillig spejder i tid og rum. What!
Ja, det er blot et af elementerne i denne meget anderledes science fiction film. Afslutningen trækker desværre ned, da jeg kunne have ønsket en mere happy ending med alle tråde løst. På den anden side, så var det nok ikke at forvente, givet filmens mørke tone i øvrigt.
Tidsrejse og vanvid, hånd i hånd. Vil det lykkes for James Cole at redde menneskeheden. Flot spil af Willis, og ikke mindst af Brad Pitt.
Bruger anmeldelser (5)
Skriv din egen anmeldelse