Cookie- og Privatlivspolitik

Drive My Car

Tilladt for alle
Filmen har en rolig grundstemning og indeholder ingen elementer, der vurderes at kunne virke skræmmende på børn.

Se mere på medierådet.dk
31.03.2022
| |
2 timer 59 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Doraibu mai kâ
|
Versioner: se alle
2D, English subtitles, Særvisning
|
Billetter

Den japanske film 'Drive My Car' bygger på en historie af Haruki Murakami, der er en af Japans største forfattere.

Vi følger skuespilleren og teaterinstruktøren Yûsuke Kafuku, der lever et modsætningsfyldt liv med sin hustru gennem 20 år, forfatteren Oto.

I deres mest passionerede øjeblikke skaber de store fortællinger, mens de i deres velholdte, men gamle bil tager på ture, der ikke blot fungerer som transport fra A til B.

Snart konfronteres Yûsuke dog med både hemmeligheder og uventede hændelser, som vender op og ned på hans tilværelse.

'Drive My Car' er instrueret af Ryûsuke Hamaguchi, der senest var aktuel med Japanske fortællinger. Dramaet har desuden modtaget et utalt af priser rundt om i verden, bl.a. på filmfestivalen i Cannes og til den britiske BAFTA.

Det amerikanske filmakademi har derudover anerkendt filmen ved at nominere den til ikke færre end fire Oscars, bl.a. for Bedste film, hvilket er først gang for en japansk titel. (Copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (34 votes)
4.7
5.1

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "Oscar-årets Bedste Internationale Film, japanske 'Drive My Car', er en filmoplevelse som få andre. Men den er heller ikke for alle." (Kristian Lindberg)

  • Børsen

    "Sjældent har en film været så god til at vugge dig ind i så mange forskellige menneskelige følelser, og man føler sig klogere, mere forstået og omfavnet af kærlighed, når man tre timer senere går ud af biografen. 'Drive My Car' er lang, men det passer godt til den zen-agtige stemning, der er en del af filmens dna." (Michael Solgaard)

  • Filmland P1

    "Det gør selvsagt 'Drive My Car' til en usædvanlig film. For nogen vil den være en oplevelse, man aldrig slipper – sådan én, man ser igen og igen for at udforske dens gåder, åbne rum og spørgsmål." (Per Juul Carlsen)

  • Filmmagasinet Ekko

    "'Drive My Car' er en film, der [...] fremstår menneskeklog og mådeholden, mens følelserne finder vej fra hjerte til tunge. Til slut sidder man tilbage med følelsen af at have været på en intens jordomrejse, beriget og kørt hjem igen." (Rasmus Brendstrup)

  • Information

    "Japanske Ryûsuke Hamaguchis oscarvindende drama, ’Drive My Car’, undersøger smukt, hvad der kan ske, når man for en stund overgiver livsrattet til andre og er åben for nye møder – og for kunsten." (Eva Novrup Redvall)

  • Jyllands-Posten

    Årets Oscar-vinder for bedste internationale film er ikke en af dem, man kommer til at anbefale vidt og bredt. Dertil er den for insisterende sin egen. Men man anbefaler den uforbeholdent og desto mere varmt til en mindre skare, som man tiltror lysten og evnen til at kunne absorbere tre timers slow cinema..." (Frederik Asschenfeldt Vandrup)

  • Politiken

    "Biljagter i stil med 'Fast and Furious: Tokyo Drift' er der som sagt ingen af. [...] Men der findes heldigvis andre former for spænding. Som dem, der i denne de små detaljers symfoni handler om de komplicerede og på overraskende måde potentielt håbefulde relationer mellem mennesker." (Kim Skotte)

  • Soundvenue

    "Japanske Ryûsuke Hamaguchis Oscar-vinder for bedste internationale film er en smuk, poetisk og eksistentiel fortælling om sorg, kunst, heling og forening, der sætter dig i en vægtløs trance på bagsædet af en rød Saab." (Freja Dam)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
S. Rico

Det er ret svært at pitche denne film ud fra handlingen. For det kommer hurtigt til at lyde ret kedeligt. Yûsuke og Oto er et ægtepar i 40'erne. Han arbejder i teaterbrancen, og hun er manuskriptforfatter. Hun får inspiration til sine historier via sex, og de anvender kasettebånd til deres helt særlige arbejdsproces.

Efter 40 minutter viser det sig, at alt dette blot var en prolog. Nu starter hovedhistorien, hvor Yûsuke hyres til at opsætte det klassiske russiske teaterstykke "Uncle Vanya". Teatrets firmapolitik pådutter ham en chauffør, som bringer ham frem og tilbage mellem hotel og arbejdsplads.

Aha - filmen hedder Drive My Car. Så handler den vel om disse køreture. Njaa, det gør den faktisk ikke. For langt det meste af tiden går med arbejdet inde på teatret, hvor de øver replikker. Dette foregår både på japansk, kinesisk og på tegnsprog, eftersom en af skuespillerne er fra Taiwan, og en anden er stum. Hvordan giver det lige mening på en teaterscene? Det brugte jeg meget tid på at fundere over - indtil man senere finder ud af, at man da bare har en skærm over scenen med undertekster (eller vel rettere "overtekster"). Jeg ved ikke, om det er en særlig japansk ting, eller om jeg bare går for lidt i teatret.

Først meget sent i filmen begynder Yûsuke rent faktisk at tale med sin chauffør under køreturene. Og det er i det hele taget en film, som kræver rigtig meget tålmodighed. Den varer hele 3 timer og foregår i et meget langsomt tempo. Men det er en film, der konstant voksede på mig. De første 40 minutter lå jeg på 3 stjerner. Så voksede den til 4, og den sidste halve time til 4½. Men den blev ved med at vokse, efter filmen var slut. Den er fyldt med begavet dialog om tunge emner som tab, skyldfølelse og tilgivelse. Og det er meget svært ikke at blive revet med ind i deres liv og skæbner.

Thanush

En af de bedste film, jeg har set i de senere år. Når den er mere end 3 timer lang, er den ikke let at sidde igennem, men den trækker aldrig. Ligesom Murakamis bog (og den er baseret på hans forfatterskab) er den fuld af overraskelser. Det starter med et godt kig ind i ægteskabet mellem to teaterkunstnere, som ser ud til at være i et tæt og kærligt forhold.

bambiexplorer

… er mindre end 3 timer lang (179 minutter) ;)

Mogens

Hvem skulle dog have troet, at man i den grad kan gribes af 3 timer lang film med dialog, bilkørsel, tegnsprog, de store spørgsmål - og det små. Jeg var væk. Jeg var i zen-mode, da jeg forlod biografen.

bambiexplorer

Vi stormede ind i Empire Bio sal 7½, som er en forbavsende god og hyggelig sal, selv om den ligger gemt godt af vejen i her i Nørrebros (København) eneste biograf, på premieredagen for at se Oscarvinderen for årets bedste internationale film, Drive My Car. En beslutning vi ikke skulle komme til at fortryde, selv om vi faktisk ikke kendte til noget om hvad den handlede om, før vi plantede os på tredje række. Da filmen varer 179 minutter, havde vi dog forsynet os med kakao, cola og chokolade, hvilket egentlig ikke var strengt nødvendigt, da filmen er så gribende at den ikke på noget tidspunkt bliver kedelig, trods det at filmen er blottet for noget der bare minder om action.

INTRO
Yûsuke Kafuku bor sammen med sin underskønne kone Oto i en lækker lejlighed i, (er det) Tokyo? Filmen starter med at Oto er ved at fortælle Yûsuke en noget særegen historie, umiddelbart efter hun lige har fået en orgasme. Oto arbejder på en TV-station og Yûsuke er teaterinstruktør. Trods det at de umiddelbart har et godt sexliv, er deres forhold ikke godt, efter deres 4-årige datter døde af lungebetændelse nogle år før vi kommer ind i deres liv. Alligevel er det lykkes Oto at skabe sig en karriere som manuskriptforfatter på TV, via hendes post-orgasmehistorier …

Knap fyrre minutter inde i filmen indtræffer katastrofen og Yûsuke må genstarte sit liv. Det må så i øvrigt være noget nær en verdensrekord, at vi først bliver præsenteret for introsekvensen godt fyrre minutter efter filmens begyndelse …

NU FØLER JEG MIG PISKET TIL AT SE ONKEL VANJA!
Yûsuke får efter at være kommet lidt til hægterne igen, opgaven med at sætte Tjekovs Onkel Vanja op på et teater i Hiroshima. Da Yûsuke af kreative årsager har valgt at bo på et hotel en times kørsel fra Hiroshima, bliver han tildelt en chauffør. En disposition som Yûsuke ikke er enig i, men som han bliver nødt til at acceptere for sådan er teatrets regler … og pengene til ordningen er afsat.

Nu nærmer vi os sagens kerne, thi Yûsukes noget alternative opsætning af Onkel Vanja, sætter en masser tanker i gang og få en masse traumer op til overfladen, både hos Yûsuke, men også hos hans skuespillere samt, ikke overraskende, hos hans unge chauffør.

CAST & CREW
Der er ikke så meget at sige til det, jeg kender ikke en eneste af personerne i castet, hverken i Drive My Car eller i Onkel Vanja, som jo næsten er de samme personer. Og netop det faktum er det centrale i filmen. Men egentlig er det ligegyldigt, thi alle spiller til perfektion, uanset hvilken kasket de har på. Jeg kan umuligt fremhæve nogen. De spiller alle underspillet, som japanere jo generelt gør. Det fungere bare … meget troværdigt.

Instruktøren Ryûsuke Hamaguchi, har jeg godt nok heller ikke det store kendskab til. Men instruere til den store guldmedalje, det kan i hvert tilfælde. Mens han studerede lavet han en japansk genindspilning af den noget specielle russiske science-fictionfilm Solaris, så allerede for 15 år siden, var kan ikke bange for at kaste sig over de svære opgaver. En genindspilning der ikke nåede til Danmark. Steven Söderbergh prøvede for 20 år siden at lave en amerikansk version af Solaris, uden videre succes. Anyways, Hamaguchi har gang i sit næste projekt, Our Apprenticeship, som vi så kan glæde os til.

BILLEDE & LYD
Film og klipning er tæt på at være genial i Drive My Car. Næsten alle indstillinger og scener er fra øverste hylde. Hvert en scene er som taget ud af maleri, og det uden at der er blevet leget med filtre og CGI. Du ser det som det er. Virkeligt lækkert. Hvor der i en typisk amerikansk film bliver klippet en gang hvert sekund, er vi i Drive My Car, vel nede på et klip hvert minut eller deromkring. Det fungerer bare perfekt i den her film.

Lyden lagde jeg faktisk ikke så meget mærke til i filmen. Hvad man derimod er meget obs på er stilheden. Som et snelandskab hvor der er TOTAL stilhed i adskillige sekunder. En stilhed der var så larmende at man knap nok turde trække vejret og sad at frygtede at der skulle komme en rumlen fra maven ;)

KONKLUSION
Jeg kan godt forstå hvis du umiddelbart føler at ovenstående virker lidt kedeligt og langsommeligt. Jeg var faktisk også lidt nervøs over tempoet i de første tre-fire minutter. Men så var jeg så ligesom tunet ind på at sådan skulle det bare være. Man skal rent faktisk være VÅGEN i samtlige 179 minutter. Blinker du med øjnene en gang for meget eller tager du dig tid til en for stor slurk Coca-Cola, risikerer du at misse vigtig information, og så skal du bruge unødvendig energi for at komme tilbage på sporet igen :)

Det var fuldt fortjent at Drive My Car tog Oscaren for årets bedste Internationale Film og BAFTA’en i samme kategori, hvilket fantastisk nok er første gang for en japansk film. Well, Akira Kurosawa (Seven Samurai og Ran) fik en æresoscar i 1990, men det er jo ikke helt det samme. Drive My Car er i hvert tilfælde, med flere længder, bedre end Flugt. Vi lander på fem store stjerner.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.