The Lighthouse

Fyret minder om en blanding af Orson Wells og Alfred Hitchcock ved hjælp af den sort-hvide, firkantede skærmteknik til at forbedre mørket i filmen og historiens tidsperiode. Kombineret med en følelse af galskab indeni, der er udløst af frygtens og vredeens psykologi, fremkalder denne film terrorfølelser en følelse af klaustrofobi, som Mr. Eggers opnår med belysningen, indstillingen, historien og valget af to strålende skuespillere, hvis forestillinger fortsætter med at overgå hinanden, danner det ene øjeblik til det andet og opnår samtidig et kontrapunkt, der sjældent ses i nutidens generiske film.

Både William Dafoe og Robert Patterson spiller så det slår kister.
Filmen the Lighthouse er en nydelse så man kun kan holde af.

Ja ikke mere end det

Det er en meget speciel oplevelse at se The Lighthouse. Det første man lægger mærke til er, at den er i sort/hvid og i et meget usædvanligt format. Den er hverken filmet i bredformat eller 4:3. Billedet er meget smalt i bredden og næsten helt kvadratisk. Det er med til at øge den klaustrofobiske stemning på øen og giver en følelse af, at man er tilbage i filmens barndom.

Genremæssigt er det også en temmelig usædvanlig film. Der er noget surrealistisk Bergman drama over den, men også absurd komedie, og det er samtidig en gyser.

Historien er fascinerende, men mest i starten. Den nye unge fyrbøder bliver sat til at arbejde hårdt af den ældre strenge fyrmester. Kun fyrmesteren må gå op i fyrtårnet, og mens han er der, sker der mystiske ting. Det er alt samme meget mærkeligt og sætter hjernen på arbejde. Ca. midtvejs får man (desværre) tilpas mange clues til, at man kan regne "plottet" ud. Det medfører, at slutningen desværre ikke er overraskende. Til gengæld kan man nyde et vanvittigt sansebombardement af sort-hvide billeder, skygger - og ikke mindst en fabelagtig lydside.

En af de bedre gyserfilm gennem det seneste stykke tid.

Jeg er tom for ord! Den skal bare ses, hvis man er filmnørd!

Jeg havde for en gangs skyld hypet mig selv til filmen. Havde gravet alt op hvad der var at finde om den og blev på ingen måde skuffet. Den er et mesterværk i sin egen lille skuffe fyldt med tang, skæl, sprit og melodien fra to sømænds tid på en ø hvor det bliver bevist at ensomheden og det dragende lys fra fyrtårnet kan resultere i at alle tingene i skuffen bliver rodet så meget rundt at der hverken er op eller ned på det hele til sidst. OG SÅ IGEN - jeg gik ud af biografen med en følelse af at det faktisk går op i højere enhed. Robert Eggers formår at binde alle hav-elementerne sammen, at drage myter og eventyr sammen med virkeligheden og give os denne historie en slutning, der giver mening (synes jeg i hvert fald rent personligt).

jeg var inde og se filmen med nogle af mine venner og vi var alle lamslåede da vi gik ud derfra meget smuk og creepy på samme tid

Det er sjældent at være vidne til en instruktør, der med bare to film i en sådan grad nærmest har taget patent på en genre som Robert Eggers har. På bare fire år har han udviklet sin egen stil på så fine manerer, at man ikke er i tvivl, når man ser én af hans film og hvor The VVitch: A New England Folktale fra 2015 bestemt var en potent gyserfilm er der ingen tvivl om, at han med The Lighthouse kun har udviklet og forbedret sig på stort set alle parametre; The Lighthouse er en magtdemonstration af nær perfekt skuespil, et fejlfrit lyddesign og imponerende scenografi alt bundet sammen af en original, mærkværdig, sindssyg og til tider psykedelisk historie, hvor man på intet tidspunkt helt er sikker på, hvad der er virkeligt.
De to film har bestemt temaer tilfælles; Hvordan vor personlige svagheder reflekteres af de historier, vi fortæller hinanden og os selv samt hvor skrøbelige vi er som individer. Hvordan det overnaturlige og guddommelige fortæller lige så meget om hvem vi er, som de faktuelle historier der har påvirket os gennem barndommen og skabt den person, vi i sidste ende lever som. Hvad der dog gør The Lighthouse ekstraordinær, er hvor meget der er pudset og poleret om hver eneste detalje; Ikke blot i historien, men hele visionen; At se denne film er som et indblik i en artistisk sind – hvilket i sandhed kan være foruroligende.

Det er fristende at bryde filmen ned i temaer, moralske dilemmaer og personlighedstræk, men at gøre dette, vil være som at se på et maleri og blot fokusere på hvilken type maling, der er brugt. Med The Lighthouse er det vigtigt at forstå, at vi har med en film at gøre, hvor alle små dele ophøjer det færdige produkt i en sådan grad, at man hurtigt vil komme til at negligere Eggers egentlige pointer – alt i filmen spiller sammen, hvilket det også er nødt til. Ingen af vores hovedpersoner kan blot være en fuld skikkelse af sig selv, da historierne de fortæller er lige så vigtige som filmen selv – det ville være at nedgøre deres karakterer, fjerne deres værdigrundlag og gøre dem utroværdige i alt, hvad de foretager sig. I stedet har Eggers valgt en naturlige tilgang, hvor ja, de er bestemt fulde, gør sindssyge ting, skændes og betvivler deres eget sind, men samtidig har øjeblikke af fornuft og sindsro, hvilket gør dem ekstremt interessante at følge og regne ud.

Hvad vi ser med The Lighthouse er en film, der bestemt har noget at fortælle om menneskets, og ikke mindst mandens, maskulinitet, hvilket hele tiden hintes mod, men aldrig prædikes til. Howard og Wake er to skrøbelige mænd på hver deres måde, som begge forsøger at regne hinanden ud – hvem kan man egentlig stole på og i hvilken grad? Deres værdier bliver hele tiden gravet op, rystet og sat under lup, hvilket gør, de føles som nye personer hver gang vi møder dem. Hvor den ene konstant går efter at overholde reglerne, er han aldrig bleg for at bryde dem selv. Hvor den anden forsøger at gengive sig selv, som en ærbar og arbejdsom mand, gemmer han på en hemmelighed, der vil ændre alles syn på ham. Det er to mænd, der søger mening i tilværelsen gennem magt, viden og individuel seksualitet alt sammen kædet med det maskuline.

The Lighthouse er bestemt ikke bange for at skille sig ud af mængden; Det er en sjælden film, der tør stå ved de tematiske og moralske dilemmaer, den selv stiller op og forsøge at udfolde dem. Når filmen er slut, er det op til en selv at danne mening i alle dets budskaber, hvilket er forfriskende i en tid, hvor alt nærmest bliver udpenslet for en – det er bestemt også derfor denne film ikke er for alle; Det er en film, som man konstant skal holde fokus mod, aldrig miste syn på karakterernes handlinger og hele tiden følge med i, hvad de siger under deres ekstremt tykke accenter.

Robert Pattinson er ikke længere blot ”den søde, glitrende vampyr fra Twilight”, men har udviklet sig til at være en af Hollywoods mest interessante skuespillere at følge, hvilket han bestemt også beviser i Good Time fra ’17. I Eggers seneste film udfolder han sig på helt nye måder og der er tider, hvor man helt glemmer manden bag karakteren; Men på trods af hvor god Pattinson er i filmen, og tro mig – han er virkelig god, så er det uden tvivl Willem Dafoe, der stjæler billedet i stort set alle scener, han er med i. Hans øjne er excentriske, udtrykkende bizarre og lange monologer om guddommelig indvirken er karriere-definerende; Han har kort sagt aldrig været bedre end i The Lighthouse og hans præstation alene er nærmest billetprisen værd.
Scenografien er storslået, men Jarin Blaschke, som også filmede The VVitch, ved også, hvornår man bliver nødt til at fokusere kun på karaktererne. Der er alt fra imponerende panoramabilleder til et vanvittigt frøperspektiv af Willem Dafoe, der sammen med hans præstation nærmest tager pusten fra en.

Der er ingen tvivl om The Lighthouse er en oplevelse for sig; Det er sjældent en film gør så mange indtryk på en, uanset om man kan lide den eller ej, men det er også netop derfor, man skal tage ind og se den. Den er et samtaleemne; Både for dem der elsker den og de, der hader den – og tro mig, der skal nok være folk i begge lejre. Jeg befinder mig i hvert fald i den ene.

Robert Eggers er nu på listen over instruktører, hvis fremtidige film jeg bare VIL se. Med den absurd stærke debutfilm The Witch cementerede han sig som et geni inden for atmosfærisk dramagys, med et kært øje for historiske detaljer og millimeterpræcis framing og kameraføring. Nu tester han sig selv med et kammerspil, der skildrer ensomhed, maskulinitet, seksualitet, klaustrofobi og religion, i 35mm sorthvid, framet i en næsten kvadratisk 1.19:1 aspect ratio.

I The Lighthouse møder vi Robert Pattinsons Ephraim Winslow og Willem Dafoes Thomas Wake. Wake er fyrmester, og Winslow skal hjælpe Wake i fire uger på en lille klippeø. Tilføj dårligt vejr, en omgang homoerotik, en frustrerende måge, isolation og to powerhouse-performances af Pattinson og Dafoe, der begge giver deres karrierers bedste præstationer, og du har The Lighthouse.

The Lighthouse er en film, som ville kollapse under svagere forfattere og instruktører. Det er absurd svært at holde et sådant præmis visuelt og tematisk interessant i de små to timer, filmen foregår. Men selvfølgelig lykkes alt til perfektion i denne film. At Eggers udfører sit job med så megen sans for minutiøse detaljer og komposition i blot sin ANDEN spillefilm i en alder af 36 år er intet mindre end dybt imponerende.

The Lighthouse er et teknisk mesterværk, ud i billede, lyd og tempo. Der er ikke mange klip i filmens lange scener, men vi hviler næsten med ubehagelig længde på vores karakterer efter et langt skænderi eller en af filmens mange vidunderlige monologer. Det skaber en tryllebindende forbindelse mellem de to figurer, der ofte er placeret i centrum af billedet, og dermed skaber en vanvittig dominant tilstedeværelse. Ethvert billede er gudesmukt med formidable sort-hvide kontraster (det er latterligt svært at skabe naturligt flotte kontraster i sorthvid), kompositionen er evigt opfindsom, og enhver lille revne i tøjet på vores karakterer står tydeligt frem. Det atmosfæriske lydspor er ligeledes i topklasse. Musik og lydeffekter blander mere og mere sammen, og nogle af de ensformige lyde (især tågehornet) ender næsten med at blive så stor en del af lydsporet, at man til sidst ikke registrerer dem.

I korte træk er The Lighthouse en af de mest velskrevne, velkomponerede og velspillede film, jeg har set i flere år, og jeg glæder mig inderligt til at se den igen. Det var afgjort den bedste film fra 2019, og hvis vi skal gå efter den danske biografdato, bliver den også svær at toppe i 2020.