Cookie- og Privatlivspolitik
Seven, 25 år: Man hørte et gisp i biografen... og folk udvandrede

Seven, 25 år: Man hørte et gisp i biografen... og folk udvandrede

Sådan oplevede jeg David Finchers mesterværk på premierenatten

Stem op!
45
Stem ned!
0
(reset)

Jeg er typen, der gemmer mine biografbilletter. Eller det gjorde jeg i hvert fald over en lang årrække. Efter jeg er begyndt at se film i arbejdsøjemed, er det blevet for uoverskueligt, men i mine helt unge dage blev mappen fyldt op med de ugentlige to film.

Således sidder jeg her med en biografbillet fra den danske premiereaften på en film, der skulle ende med at betyde alverden for mig. 

En film der netop er fyldt 25 år. David Finchers mesterværk Seven.

Herhjemme ankom filmen ikke for præcis 25 år siden i dag - september-måned 1995 - men den 8. marts 1996. Og den må have spillet et godt stykke tid, for min samling viser, at jeg genså november samme år. Otte måneder efter premieren.

Følgende artikel indeholder spoilers om 'Seven'.

Den uskyldige biografoplevelse

Det er sjovt at tænke tilbage på mit første møde med 'Seven'. 

For det første var det her mit møde med, hvad der i dag muligvis er min favoritinstruktør. Han har i hvert fald det rette fornavn, for han er i selskab med Lynch og Cronenberg

Men det var ikke Finchers navn, der tiltrak den dengang 15-årige Stine.

Brad Pitt, Morgan Freeman og seriemorder-temaet lokkede mig. Med andre ord så vidste jeg ikke - den fredag i 1996 - at jeg ville blive suget ind i en kunstners verden, som jeg aldrig har forladt siden. 

Jeg anede ikke, at jeg ville gense denne film om og om igen. At jeg ville møde instruktørens kommende værker med samme glubskhed - Zodiac og The Social Network for at nævne et par.

Men endnu mere spændende så havde jeg slet ingen ide om, hvilken film jeg skulle se.

Jeg havde læst lidt om plottet, noteret mig skuespillerne, sat kryds i kalenderen, bestilt billetter over telefonen og taget kystbanen ind til hovedstaden for at få en oplevelse i Palads, sal 1, på række 13, sæde 14. 

Hvad jeg ikke havde jeg gjort, var at se traileren eller læse artikler og interviews. Ej heller havde jeg fået spoilet det hele via overskrifter på sociale medier.

Jeg havde simpelthen undgået idioten, der skriver: "Prøver ikke at spoile noget, men der er et twist til sidst...".

Jeg havde aldrig hørt om eller besøgt IMDb. Og derfor var jeg fuldstændig naiv, og troede på den information, som filmens starttekster gav mig. Mere om det senere...

Fem dødssynder. Publikums reaktioner.

Hvad jeg heller ikke vidste, var, at 'Seven' ville være en del mere grafisk, end langt de fleste Hollywood-film tør være det. 

Således oplevede jeg publikums og egne reaktioner på de syv vanvittige dødssynder leveret med skræk, rædsel, popcorn og cola. Mener forløbet gik sådan her:

Offer nr. 1 (Frådseri): En svært overvægtig mand sidder bundet til en stol, hans hoved er dybt nede i en skål dåsespaghetti, hans krop er banket gul og blå inde fra og lige ved at sprække, på gulvet står en spand fuld af opkast. Han har ædt sig ihjel.

Salen var helt tavs. Måbende.

Offer nr. 2 (Grådighed): En rig mand er blødt ihjel, efter han har skåret et pund af sit eget kød af.

Offer nr. 3 (Dovenskab): En pusher har været bundet til sin seng. Sultet langsomt ihjel over et helt år. En betjent kommer helt tæt på. Han genopstår som en zombie på sit dødsleje!

Salen hylede af skræk. Scenen med det udmagrede levende lig er et decideret 13-tals jump scare. 

Offer nr. 4 (Utugt): En prostitueret er død. Hendes underliv er blevet sprættet op ved at have sex med en kunde iført en kniv som penis. 

Uro i salen. Ved dette fjerde offer begyndte salen at røre på sig. Flere forlod rummet. Det havde jeg ikke prøvet før. Ironisk nok var det ved det mindst grafiske mord. Fincher viser os faktisk nærmest kun attrappen - men de indre billeder, den tingest gav, var også nok. 

Offer nr. 5 (Stolthed): En models ansigt er skamferet. Hun har valgt at begå selvmord, så hun ikke skulle leve videre i en grim udgave. 

Derfra skifter filmen form, da morderen - kaldet John Doe - skifter modus operandi på de resterende dødssynder. De sidste to mord fungerer som dele af plottets afsluttende fremdrift. 

Og her kom endnu en overraskelse.
 

Keyser Söze træder ind i lokalet

Scenen, der står klarest for mig fra den aften, er da morderen, som vores Seven-betjente har jagtet så desperat, pludseligt selv træder ind på politistationen og overgiver sig. Der står han med blodige hænder og skriger: "DETECTIVE!!!

Salen gispede. Men måske ikke kun pga. den usete drejning. 

To måneder forinden, den 1. januar 1996, havde jeg og en del andre thriller-fans nemlig stiftet bekendtskab med skuespilleren, Kevin Spacey, som selveste Keyser Söze i The Usual Suspects.

Jeg husker tydeligt markedsføringskampagnen: "Hvem er Keyser Söze?"... spørgsmålet hang på min væg. Den film var starten på et vildt år. 

Spacey vandt tidligere samme år en Oscar for netop den rolle. Han var en ny stjerne på filmhimmelen.

Så da han viser sig at være John Doe, var jeg vanvittigt overrasket. Hans navn stod ikke i startteksterne. Sikke et twist.

Som Detective Somerset siger det: "If he's Satan himself, that might live up to our expectations, but he's not the devil."

Derefter gik det jo stærkt med twist and turns.

Offer nr. 6 & 7 (Misundelse & Vrede): Slutningen på 'Seven' er i dag legendarisk. Det viser sig, at Doe har slået Detective Mills (Brad Pitt) gravide kone ihjel, lagt hendes hoved i en papkasse og sendt det til ham. Fordi Doe misundte Mills, skulle Tracy dø, og Mills vrede slår Doe ihjel. Seriemorderens plan lykkes.

Finalens geniale twist tog hele salen inklusiv undertegnede med bukserne nede. Igen, det havde jeg heller ikke set komme. INGEN havde set det komme.

'Seven' var en unik og 100% uskyldig biograftur. 

 


Stine Teglgaard
Stine er fast del af kino.dk-redaktionen. Hun elsker at hidse sig op over kommende film, men er også nostalgisk i forhold til især 90erne samt hardcore loyal over for visse instruktører. Favoritgenren er den erotiske thriller, men hun siger aldrig nej til et mørkt periodedrama.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Markuser/565992

Jeg mener, at den første visning af "Se7en" var som Premiere Surprise i Scala-biograferne. Det var den allerførste af slagsen. Sal 1 var proppet. Ingen anede, at det var dén, der skulle vises, og det var lige efter den nylige amerikanske premiere. Intro-teksterne er jo gået over i historien og er blevet kopieret mange gange siden (bl.a. "Mimic"), men jeg tror, at mange i salen, ligesom jeg, allerede var godt overraskede og aldrig havde set noget lignende før. Der var skruet godt op for lyden, og jeg kan huske da morderen skyder efter dem op af trappeopgangen, lød der det højeste BLAM! Det eneste ærgerlige var, at da filmen var færdig, at jeg ville ind og se den igen med det samme, men der skulle gå nogle måneder igen, før den fik dansk premiere.

Stine Teglgaard

Den gad jeg godt have været med til. Men desværre, så heldig var jeg ikke.

MVH Stine

Kim

Hvis det var fosteret, hvordan skulle Brad Pitt så vide/se at det var hans barn, og deraf slå morderen ihjel! Hvorimod ved at det er kærestens hoved han ser, er der ingen tvivl.

Men en fantastisk film som jeg kun har set en eneste gang- især det sidste, det var så modbydeligt ondt og så utroligt godt spillet af Brad Pitt men også Morgan Freeman og hans fortvivelse over kollegaens smerte. Stærk film.

Andersuser/37977

God artikel - fantastisk film, jeg husker også den første gang jeg så "Seven" i biografen og de efterfølgende gange, jeg har set den. Det blev vist kun til én gang i biografen, men "The Usual Suspects" så jeg i biografen flere gange. Også en god "plot"-film.
Stine, er du helt sikker på, at det er hovedet der ligger i kassen? Det har altid plaget mig lidt, at John Doe kunne have været syg nok til at skære maven op på Tracy.....

Stine Teglgaard

Som Ki også skriver, så er det vist ret sikkert, at det er hovedet. Mener også, at Fincher netop leger med et lynhurtigt frame af hendes hoved dernede... ligesom han viste frames af porno i Fight Club.

Og ja, Mills ved faktisk ikke at Tracy er gravid. Så babyen ville ikke have været personligt for ham.

Men fedt du også husker biografturen.. og ja Usual Suspects i biffen - det var stort!

Og lad os ikke glemme: L.A. Confidential. De tre film er for mig en stærk Spacey-trio fra midt 90erne.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter