Cookie- og Privatlivspolitik
Manden bag århundredets bedste film fylder 50 - her er hans andre mesterværker!

Manden bag århundredets bedste film fylder 50 - her er hans andre mesterværker!

Tillykke Paul Thomas Anderson

Stem op!
26
Stem ned!
0
(reset)

Man kan slet ikke diskutere, hvorvidt dagens fødselar Paul Thomas Anderson er en spændende instruktør.

Han fylder 50 år, og med sine kun otte film på cv’et er han blevet en af nyere tids giganter.

Tør man kalde ham en slags moderne Kubrick? En arvtager til Scorsese? En stærk konkurrent til Tarantino? Ja!

En ting er sikkert: Han er en af amerikansk film store historiefortællere. En filmnørd der aldrig forfalder til pastice i sin genreleg. At se et P.T. Anderson-værk føles som at læse en storslået roman.

Tematikkerne er tilbagevendende, eftersom han også skriver alle manuskripterne selv, men Anderson har også rykket sit fokus som filmskaber undervejs. Man kan ikke nødvendigvis sammenligne de tidlige film med de sene, men man er heller aldrig i tvivl, når man ser en P.T. Anderson-film.

I anledning af mandens fødselsdag kommer her en hyldest til hans samlede værker - Hvad er din favorit?


Hard EightHard Eight (1996)
Debutfilmen er den eneste Anderson-film, jeg ikke vender tilbage til. Misforstå mig ikke, den er lækker at se på (han arbejdede allerede her sammen med filmfotografen Robert Elswitt), den er velspillet (Philip Baker Hall og John C. Reilly er som altid gode), og fortællingen om de to gamblere fra forskellige generationer er også både tålmodigt fortalt, nervepirrende spændende og ikke mindst dyb i sit karakterstudie. Det er bare den mindst gode af P.T.’s tårnhøje bundniveau og måske den af hans film, der minder mest om en Tarantino-light… bare med mere hjerte.


Boogie Nights (1997)
Her fik verden for alvor øjnene op for Anderson… og for Mark Wahlberg som Dirk Diggler. Sat i 70ernes porno-industri følger vi en ung veludrustet mands naive møde med branchen, berømmelsens skyggesider, men vigtigst af alt også med den store omsorg og den medmenneskelighed, som karaktererne skaber i deres selvetablerede familie. Det er en til tider ubehagelig film om sex, svigt og misbrug, men også en smuk fortælling, hvor ikke mindst Philip Seymour Hoffman og Julianne Moore skinner igennem.

MagnoliaMagnolia (1999)
Anderson sluttede forrige århundrede af med sin store magnum opus. Han blev en auteur med ’Magnolia’, der fortsat havde fokus på dysfunktionelle familier og ensomhed. Multiplot-filmen følger forskellige skæbner i stærkt emotionelle situationer. Centralt for fortællingen er to mænd, hvis liv er ved at ebbe ud, mens hvert deres fremmedgjorte barn har afskrevet dem. Sorg, kærlighed og tilgivelse er de store emner, der undersøges via forskellige plotforløb, som til sidst giver sammenhængende mening… og så er der det med vejret. Rollelisten er endnu et overflødighedshorn af talent, og især Hoffman og Tom Cruise får lov til at vise nye sider af deres talent. Og ja, så er der soundtracket af Aimee Mann!

Punch-Drunk Love (2002)
Og nu til noget helt andet… og dog. Adam Sandler leverer sit livs rolle (indtil ’Uncut Gems’) som en underkuet og dybt aggressiv mand, der møder sit livs kærlighed i form af Emily Watsons milde væsen. Romancen forstyrres dog midlertidigt af absurde optrin involverende en telefon-sex-sælger, hvilket giver filmen en forhøjet virkelighed, der tager skridtet endnu længere end i ’Magnolia’ og præsenterer en mere kulsort og gakket P.T. Anderson.


There Will Be BloodThere Will Be Blood (2007)
I 2007 tog Anderson en pause fra de fremmedgjorte eksistenser og begyndte at kigge på de giftige maskuline strukturer i samfundet. Andersons andet hovedværk efter ’Magnolia’ bygger løst på Upton Sinclairs bog ’Oil’, og er efter min mening den bedste film i det 21. århundrede. Den gav Daniel Day-Lewis karrierens anden Oscar, fik markeret Anderson som en decideret mesterinstruktør, og er perfekt fra første til sidste frame. Handlingen følger en simpel rise and fall-fortælling med kapitalismen inkarneret i form af Daniel Plainview - manden der skaber sig et olie-imperium på hårdt arbejde, mangel på medmenneskelighed og stålsat grådighed. Det er en generations svar på ’Citizen Kane’ badet i had, blod og olie.

The Master (2012)
Fra den verdensomspændende succes bevægede Anderson sig endnu længere ind i legen med maskulinitet og falske gudebilleder. ’The Master’ skildrer en alkoholiseret og traumatiseret sømands intense flirt og besynderlige opgør med en kultleder (stærkt inspireret af Scientology). Det er hans mest introverte værk til dato, da den er dybt foruroligende og nægter at underholde sit publikum. Mange tog afstand fra filmen, men personligt er det en af mine favoritter. Jeg kan simpelthen se Joaquin Phoenix og Philip Seymour Hoffman alfa-han-wrestle for evigt. ’The Master’ må være PTA’s mest undervurderede film.

Inherent ViceInherent Vice (2014)
Joaquin Phoenix vendte her tilbage i en langt lettere og også langt mere syret knaldroman af en film, hvor Anderson også tog en pause fra de store tunge tematikker. Thomas Pynchons roman har inspireret handlingen, der følger en stenet hippie-privatdetektiv i sit livs mest komplicerede sag, der fører til alt fra showbiz til Los Angeles-sekter og den amerikanske efterretningstjeneste. Filmen kan snildt ses side om side med Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’, men Andersons L.A.-fortælling er tanden mere syret og også sværere at elske 100%.

Phantom Thread (2017)
Det andet og sidste samarbejde med Daniel Day-Lewis blev overset af publikum men hyldet af anmelderne. Ofte misforstået som en tør og kedelig film om en aldrende modeskabers forhold til sin unge muse/elskerinde i 50ernes London. Sandheden er dog, at ’Pantom Thread’ i bund og grund er en dybt pervers film om magt-dynamikker, moderbindinger og dominans. Alfa-hanen kæmper her imod kvinden, hvilket gør filmens udtryk blidere (Anderson var selv kameramand) end den møgbeskidte ’There Will Be Blood’ og den postkort-kølige ’The Master’ – og så er det jo en kærlighedshistorie.  


Kommende Paul Thomas Anderson-film (2021)
Alt vi ved, er at den vil foregå i 1970ernes San Fernando Valley, hvor Anderson selv voksede op, og hvor ’Boogie Nights’, ’Magnolia’ og ’Punch-Drunk Love’ alle finder sted. Handlingen følger en high school-elev, der også har succes som barneskuespiller.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Apeironuser/283208

1. Magnolia
2. Pahntom Thread
3. The Master
4. Boogie Nights
5. There Will Be Blood

Stine Teglgaard

Min personlige er:

1: There Will Be Blood
2:Phantom Thread
3:The Master
4: Magnolia
5: Boogie Nights

... men det er jo vildt, når man kan ha Magnolia og Boogie Nights på en fjerde og femte-plads. Det højeste bundniveau nogensinde ;-)

MVH Stine

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

John

Hvorfor kommer den ikke i biffen?

1 dag siden
Ulrikuser/890765
Ulrikuser/890765

The Dark Knight er jo ikke en særlig god film, den er rimelig liniær, benytter billige storytelling greb såsom uforklarlige plot skurken lavede bag

2 dage siden
Shah Bazidas

Hey!

Er der også forpremiere og gallapremiere i København?

3 dage siden
DJN
Nej
DJN

Både Lady in the Water og The Happening er langt bedre end både The Visit (seriøst?

4 dage siden
DJN
Har
DJN

kun set ham i The Broken, så det må være den :D

4 dage siden

Aktive debatter