Cookie- og Privatlivspolitik
Fra Red Skull til Thanos: Top 10 Marvel-skurke

Fra Red Skull til Thanos: Top 10 Marvel-skurke

Spoiler: Thanos er IKKE nr. 1!

Stem op!
56
Stem ned!
0
(reset)

Vi fortsætter vores 1-års jubilæumsfejring af Avengers: Endgame - og denne gang skal vi se på Marvel-skurke. For ingen superhelt er bedre end sin superskurk!

Vi har rangeret alle 23 MCU-film her - og i dag giver vi vores top 10 over de bedste baddies fra det store filmunivers. Se listen herunder.

Der var desværre ikke plads til MCUs danske islæt, Mads Mikkelsen, der spillede troldmanden Kaecilius i Doctor Strange.

OBS: Listen vil indeholde spoilers.

Hvem er din favorit skurk fra MCU? Del det gerne i kommentarfeltet.


10. Justin Hammer (Iron Man 2) / Sam Rockwell

Sam Rockwells fornøjelige optræden som den skruppelløse militær-entreprenør Justin Hammer er et klart højdepunkt i den forglemmelige Iron Man 2. Han er desværre i eftertiden blevet trukket ned i sølet af filmens under-udnyttede hovedskurk Whiplash. Men vi har ikke glemt ham.

Rockwell er i hopla som den speed-snakkende blærerøv og våben-ekspert. Han er Tony Stark gone bad. Og han er skøn. I tvivl? Så se hans formidable våbenpræsentation her.

Hammer er stadig i live i MCU. Vi krydser fingre for et comeback!

9. Mysterio (Spider-Man: Far From Home) / Jake Gyllenhaal

'Spider-Man: Far From Home' var ikke blandt vores MCU-favoritter, men Quentin Beck aka Mysterio var et klart lyspunkt i den lidt for fjollede superhelte-farce.

Jake Gyllenhaal bringer sin vanlige sympatiske charme til illusionisten, der viser sig at have en ondskabsfuld bagside - og noget af et horn i siden på den afdøde Tony Stark.

Mysterio er lumsk, utilregnelig og til tider modbydelig mod den stakkels Spider-Man (hint: zombie Iron-Man!). En skurke-type som vi har savnet i MCU - og som også taler ind i en politisk virkelighed med "fake news".


8. Ego (Guardians of the Galaxy Vol. 2) / Kurt Russell

Marvels filmiske univers er blevet gæstet af flere store og erfarne skuespillere, blandt dem Jeff Bridges (Iron-Man), Michael Douglas (Ant-Man) og Robert Redford (Captain America: The Winter Soldier). Men det er den forrygende Kurt Russell, der napper en plads på vores liste, i rollen som Ego.

Forholdet mellem Star Lord og hans far, Ego, er 'Guardians of the Galaxy Vol 2's emotionelle rygrad - og egentlig også det centrale plot, da det store twist falder, og det afsløres, at faderen faktisk også er skurken i vores historie. Den ellers sympatiske Ego viser sig nemlig at være lidt af et røvhul (og en massemorder).

Men ikke desto mindre et ret kompleks et af slagsen - ikke mindst fordi den kosmiske og egoistiske skurk er en levende planet i menneskeligende form(!?), der ikke helt ulig Thanos vil genstarte hele universet.


7. Hela (Thor: Ragnarok) / Cate Blanchett

Listens eneste kvindelig bidrag tilfalder Cate Blanchett i rollen som Thors ukendte og hævngerrige søster Hela i 'Thor: Ragnarok'. Til vores forsvar så har MCU utrolig få skurkinder.

Dødens gudinde er ret sur over, at farmand Odin har slettet hende fra Asgards historiebøger. Det har gjort hende super ond - og da hun først smadrer Mjølner, tordengudens hammer, så ved vi, at Hela mener det seriøst!

Hela laver i den grad rav i den - og forsager faktisk Asgards ødelæggelse og sin egen død.


6. Bucky Barnes (Captain America: The Winter Soldier) / Sebastian Stan

Ja, den her kan diskuteres. Men Bucky Barnes aka Winter Soldier var faktisk skurk i den anden Captain America-film - også selvom at han var hjernevasket og er en af the good guys nu.

Netop det aspekt, at vores skurk faktisk var en "god fyr" - og én som vores helt nærede et tæt venskab, gav hele 'Captain America: The Winter Soldier' en ekstra dimension og mere kompleksitet til figuren Bucky.

Vi må heller ikke glemme Cap og Winter Soldiers andrenalinpumpende slåskamp midt på hovedgaden. Han kan i den grad slå fra sig, den kære Bucky!

5. Red Skull (Captain America: The First Avenger) / Hugo Weaving

Red Skull er indbegrebet af ondskab. Nazist, en af Adolf Hitlers tætte allierede og lederen af HYDRA.

I klassisk skurke-forstand er Red Skulls store forkromede plan såre simpel; Han vil overtage verdensherredømmet. Han er ikke en intergalatisk kæmpe eller en levende planet. Han er en supersoldat fyldt med had og ondskab - og så har han en af Marvels universets fedeste skurke-looks.

Red Skull er endimensionel, men i hænderne på dygtige Hugo Weaving, får karakteren den ekstra gnist, der gør ham decideret frygtindgydende! Han er en værdig første modstand til den uskyldsrene Captain America.

Det var overraskende, at se Red Skull tilbage i 'Avengers: Infinity War' og 'Endgame' (selvom Weaving ikke spille ham). Mon han kan spille en rolle i det fremtige MCU?


4. Vulture (Spider-Man: Homecoming) / Michael Keaton

Spider-Mans skurkegalleri er et af de bedste: Venom, Green Goblin, Kingpin, Dr. Octopus, Scorpion, Kamæleonen, Sandman, Shocker, Prowler, Morbius, og mange flere.

Derfor var det også herligt, at se Vulture (på dansk: Gribben) komme til sin ret i Spider-Mans første optræden i MCU. Ikke mindst fordi det var i skikkelse af Michael Keaton, der fik et kærtkommen comeback til superheltegenren.

Adrian Toomes aka Vulture er meningmandens skurk. Hans forretning går nedenom og hjem, da han skal rydde op i Net York efter The Avengers, og herefter går han over til den mørke side for at overleve. Men som seer forstår du hans valg.

Modsat Red Skull er han ikke gennemsyret af had, men beholder begge ben på jorden (det meste af tiden). Ligesom at karakteren får en ekstra dimension, da Peter Parker ender med at date hans datter, Liz, og til sidst, da han faktisk er taknemmelig over Spider-Mans hjælp. Ret uvant for en Marvel-slyngel.


3. Erik Killmonger (Black Panther) / Michael B. Jordan

Mange superhelte har en modstander, der i vid udstrækning er dem selv - bare i en ond udgave. Her er 'Black Panther' ingen undtagelse. Til gengæld gør filmen det til perfektion.

Killmonger er en af MCUs absolut bedste skurke - et cool look, en stærk, forståelig emotionel baggrundshistorie, en gennemtænkt plan og den sidste (og vigtigste) ingrediens, Michael B. Jordan.

Den talentfulde skuespiller tilfører Killmonger sin uovervindelige og empatiske charme - og på mange parametre overgår han faktisk vores mere stivnakkede helt, T'Challa i skikkelse af Chadwick Boseman.

Det er sjældent, at man også græder med skurken, men 'Black Panther' er en af de sjældne tilfælde, hvor karakteren faktisk formår at holde følelsesmæssig vand.

Vi må dog ikke glemme 'Black Panther's lille fisk, Klaw i form af Andy Serkis, som har en herlig (og alt for kort) gæsteoptræden.


2. Thanos (Avengers: Infinity War & Avengers: Endgame) / Josh Brolin

I et utal af film lurede han i kulissen. Kunne den store hype leve op til figuren, som skulle op imod hele MCUs superheltekorps? Og ja, det kunne den faktisk i det store hele.

Thanos er den absolut farligste skurk i Marvels filmunivers. Den lilla titan tager livet af flere af vores elskede Avengers - og giver dem modstand til det sidste.

Kan man stille spørgsmålstegn ved hans forkromede plan om at udslette halvdelen af universets eksistenser, for således at reducere vores ressource-(over)forbrug? Ja, det kan man. Men heldigvis gemmer Thanos på mere end bare råstyrke og gale gudekompelsker.

Bag alt sin CGI skinner Josh Brolin igennem, og man kan mærke et hjerte banke bag den lilla brystkasse. En superskurk, hvis emotionelle balast faktisk fungerer på dette niveau i en højt budget actionfilm er relativt sjædent, og det er i høj grad Thanos fortjeneste, at 'Avengers: Infinity War' er en af Marvels allerbedste film!


1. Loki (Thor og The Avengers) / Tom Hiddleston

Ingen over og ingen ved siden af. Den lumske Loki er et af Marvels største trumfkort - og den ultimative skurk.

De bedste skurke er dem, som konstant udfodrer dig - og du kan aldrig stole på Loki, som hele tiden leger med din sympati. Det ene øjeblik hjælper han sin halvbror Thor, det næste øjeblik stikker han hele Avengers-gruppen i ryggen.

Tom Hiddleston stjæler showet hver gang han får chancen i MCU, og bag den drengede karisma og det drilsk smil, lurer der altid en ny skummel plan. 

Sjældent har en bad guy opnået så meget patos hos sit publikum, så selv hans død blev begrædt (Infinity War) - og genopstandelse  hyldet (Endgame). MCU har ikke formåret at overgå den flerdimensionelle Loki - selvom de har først utallige gange.

Vi glæder os til at følge karakterens videre færd i den kommende Disney+ tv-serie om ham. Og måske er vi heldige, at han kommer til at spille en rolle i Thor 4?

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
S. Rico

Hans arrogance er en forbrydelse mod hele menneskeheden, så han kommer ind på en førsteplads. Mens andre græd, råbte jeg "Endelig!" i biografen, da han døde.

Spøg til side (eller var det?), så ser min top 10 sådan her ud:

1. Thanos
2. Loki
3. Hela
4. Yondu Udonta
5. Maw (nok den stærkeste håndlanger for en hovedskurk nogensinde)
6. Ivan Vanko
7. Alexander Pierce
8. Red Skull
9. Vulture
10. Tony Stark (han er jo rent faktisk skurken i Captain America: Civil War)

michael

tror det er alt efter smag.
jeg kan fx, ikke udstå captain america and hans arrogance, forældede syn så for mig var han skurken i civil war og tony helten. civil war kom jo til udtryk fordi Steve rogers gik for langt og en masse døde som følge af det.

Wayne

Man kan diskutere om han er skurken i Civil War - han har jo gode grunde til at handle som han gør.

Til gengæld er han den udløsende faktor i Age of Ultron, da det er hans teknologi som skaber den store trussel som ulitmativt ødelægger Sokovia.

S. Rico

I Civil War er Tony Stark og Captain America hinandens modstandere/fjender. Eftersom det er en Captain America film (3'eren), så må Captain America pr. definition være protagonisten, mens Tony Stark er antagonisten - og dermed filmens skurk.

At Tony Stark har gode grunde til hans handlinger gør ham ikke nødvendigvis til en good guy. Thanos havde jo også gode grunde til sine handlinger - selv om det måske var lidt yderliggående :-)

Helt enig i at Tony Stark også kan siges at være skurken i Age of Ultron. Det er bare ét eksempel på, at hans arrogance medfører nogle ret så kedelige konsekvenser.

Wayne

Der er jo i det hele taget tale om et skifte i standpunkt. Hvor Tony Stark per definition som type altid er i opposion til myndighederne, og alle andre end sig selv - så var Cap myndighedernes redskab.

Skiftet skyldes at Stark har stor skyldfølelse for katastrofen i Age of Ultron - og at myndighederne på grund af alle de civile dødsfald i New York og Sokovia, har mistet troen på at heltene er i stand til at træffe de rigtige beslutninger.

Cap skifter standpunkt af to grunde, dels fordi han mener at heltene mister retten til selvbestemmelse - og fordi hans ven Bucky Barnes bliver forfulgt med falske anklager.

Jeg ser ikke historien som sort/hvid - eller skurk/helt. Der er argumenter fra begge lejre om hvem der har ret. Derfor ser man jo netop heltene splitte op, da ingen er den egentlige skurk.

Tony Stark har jo også temmelig gode grunde til at forfølge Bucky Barnes, da han som bekendt skød hans forældre (og det faktum at han var i hypnose - kender han ikke).

Så nej, Tony Stark er ikke skurken i Civil War - den eneste skurk er Zemo - som vil hævne drabet på hans familie i netop Sokovia.

S. Rico

Det var netop noget, som jeg bed meget mærke i, da jeg så Ciwil War første gang. Nemlig at Tony Stark går fra at være antiautoritær til autoritær, mens Steve Rogers gør det modsatte. Som du selv skriver, så har de begge gode grunde til det. Men det er stadig ret bemærkelsesværdigt.

Skurk, modstander, antagonist, bad guy etc. Om Tony Stark er en sådan, kommer jo an på, hvordan man definerer en skurk. Hvis man definerer det ud fra, hvem der er mest kriminel, ja, så er det faktisk Steve Rogers, der er skurken, mens Tony Stark er good guy.

Men for mig kommer det an på mit følelsesmæssige engagement. Den person, som jeg sympatiserer mest med vil altid for mig være filmens "good guy". Og hans modstander vil for mig være filmens skurk. Især hvis denne modstander er så usympatisk, at man får lyst til at slå ham.

Time har i øvrigt selv Tony Stark som nummer 6 på deres liste over MCU's skurke:

https://time.com/5553690/marvel-cinematic-universe-villains-ranked/

Wayne

Som Time også skriver; We know, Iron Man isn’t really a villain. But he is wrong about Bucky in this movie

Det er svært at katagorisere Iron Man/Tony Stark som skurk - når han to gange ofrer sig for menneskeheden - første gang da han flyver en bombe ud af New York mod den sandsynlige død - og næste gang da han ultimativt ofrer sig selv mod Thanos.

Jeg synes ikke at Stark var så usympatisk i den film, at jeg havde lyst til at slå ham. Han var langt mere egocentrisk i Iron Man og Iron Man 2, hvor han var virkelig øretæveindbydende, men det er samtidig det der bar de film. :-)

Ian Møller

1. Red Skull

Ian Møller

Red Skull er den værste, så 1 med ham

Trine

Listen gav mig godt nok lyst til at se dem alle igen... Fedt mand, masser af action hele weekenden - tak for inspirationen :-D

(I forhold til listen er jeg enig med Wayne)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Trine

Jeg læste om dette i avisen og blev faktisk glædeligt overrasket.

12 timer siden
Christian

Goldie Hawn evt?......

2 dage siden
Lidauser/491363
llv
Lidauser/491363

Ok med en kvinde, så er det bare ikke en Bond film længere, det bliver måske en spændende agentfilm, men en James Bond ...eller 007- film bliver de

2 dage siden
Gitte

Jeg stemmer for at den næste James Bond bliver spillet af Tom Hardy. Han er fantastisk talentfuld og tilpas elegangt og britisk.

3 dage siden
Aage Michaeluser/5719
Aage Michaeluser/5719

god ide med en kvinde

3 dage siden

Aktive debatter