Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Frost 2

Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Filmen er et animeret eventyr. Den veksler mellem en varm, komisk og dramatisk stemning. Hovedkaraktererne er modige og handlekraftige og indgår i varme og kærlige relationer med hinanden. Endvidere rummer filmen en række komiske indslag, længere sangsekvenser og har en positiv forløsning til slut. Der er imidlertid en række scener, hvor hovedkaraktererne er i fare, bliver truet og kommer ud for dramatiske begivenheder. I flere situationer må de kæmpe alene mod farerne. I en længere sekvens kæmper hovedkarakteren mod et isvæsen og trækkes ned under det oprørte hav. I en anden scene er en af hovedkaraktererne i sorg efter tilsyneladende at have mistet en nær ven. De dramatiske situationer forstærkes af dyster musik. Det vurderes på den baggrund, at filmen vil kunne virke skræmmende på de yngste børn. Den får derfor en 7-års vurdering.

Se mere på medierådet.dk
25.12.2019
| |
1 time 43 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Frozen 2
|
Versioner: se alle
3D - dansk tale, 2D - dansk tale, 3D - eng. tale, 2D - eng. tale, 4DX 3D - dansk tale, Babybio - dansk tale, Babybio - eng. tale, Seniorbio - dansk tale
|
Billetter

Familiefilmen 'Frost 2' er efterfølgeren til Disneys populære Frost fra 2013, hvor søstrene Anna og Elsa reddede kongeriget Arendal fra en evig vinter.

Alt er nu fredfyldt i Arendal, indtil Elsa begynder at høre en mystisk stemme langvejs fra. Inden hun ved af det, er hendes kongerige igen i fare, og borgerne må flygte fra byen.

Sammen med Anna, Kristoffer, Olaf og Svend må Elsa nu rejse mod stemmen på et nyt eventyr, der fører dem til en fortryllet skov.

Elsa har brug for sine magiske kræfter mere end nogensinde før, og under rejsen vil hun snart finde svar på, hvorfor hun blev født med magi.

Animationsfilmen er baseret på H.C. Andersens klassiske eventyr 'Snedronningen', mens den fortryllede skov er baseret på naturområder i Norge og på Island.

'Frost 2' byder på endnu flere magiske sange, der igen er skrevet af sangskriverne bag "Lad det ske". (copyright: kino.dk)

Filmen vises både med dansk og engelsk tale.

 

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (169 votes)
4.8
4

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... Anna og Elsa [kan] synge, så det mærkes, og visse af sangene, som "Ud i ukendt land", rummer alle de musical-elementer, der kan få en ny generation af piger til at synge foran spejlet." (Sarah Iben Almbjerg)

  • BT

    "Animationen er selvfølgelig digital og mageløst flot, men har alligevel en umiskendelig old school Disney-charme over sig, og filmen byder på fine budskaber, som både børn og voksne kan hygge sig med." (Thomas Brunstrøm)

  • Dagbladenes Bureau

    "Et smukt, originalt eventyr, som på en gang formår at være enkelt, letfatteligt, dybt overraskende, en loyal følge af forgængeren 'Frost' og loyal også mod begge de bagvedliggende skabergenier: H.C. Andersen og Disney." (Helle Sihm)

  • Ekstra Bladet

    "... selve udformningen fejler intet. Animationen er flot og det hele flyder sømløst derudaf uden den mindste modhage. Rigtig spændende, gribende, uhyggeligt, sjovt eller tankevækkende bliver det dog aldrig." (Henrik Queitsch)

  • Filmland P1

    "Det er Olafs tænksomme fjollerier, der brænder igennem i 'Frost 2'." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "'Frost 2' er utroligt flot animeret, og Disney rammer fornemt småpigers prinsessefantasi uden at gå på kompromis med æstetikken. Det regner med iskrystaller, og de magiske iscenesættelser er endnu flottere end i den første film." (Katrine Sommer Boysen)

  • Politiken

    "De to unægteligt meget storøjede, men også ukueligt opstoppernæsede unge kvinder Elsa og Anna er nutidens opdaterede rollemodeller ..." (Søren Vinterberg)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Carsten

Frost 2 er helt sikkert en succesfuld efterfølger til frost. Ikoniske sange samt en Olaf, der er i hopla med oneliners :)
Samtidig er historien faktisk utrolig fængende og der er gode referencer til historien i 1'eren.

Alt i alt en flot og velgennemtænkt animationsfilm.

Mette Lystrup

Dejligt at få endnu en film med Olaf og de andre.

Mette

Hold da op det var en værdig efterfølger! Rigtig fedt de holder stilen!

Helt fantastisk design og musik! Rigtig mange grin!

Håber virkelig der kommer en 3´er!

Mette

Martin

Begge min døtre har glædet sig utrolig meget til denne film, men helt ærlig så gentager historien sig om at den første film altid er den bedste. Det må man desværre også konstatere her. Min kone synes dog det var fedt da hun kunne strikke i fred :)

Martin

Katrine

En rigt skøn historie dog ikke som den første,det havde jeg nu heller ikke forvente. Desværre så jeg denne med dansk tale og det kan på ingen måde anbefales. Alligevel får den fire stjerner for en vellykket efterfølger, hvilket ikke sket så tit. Jeg glæder mig til at se den på engelsk.

Petrescu

Én stjerne for animationen, en for sangene og den sidste for stemmeskuespillet. Historien er uvedkommende og karakterne tilnærmelsesvis uinteressante. "Frozen 2" mangler det meste af hvad, der gjorde originale en ny klassiker hos Disney og kan bedst beskrives som en lunken filmoplevelse.

jane

Den er super god. Vi elsker at se den. Det 2. Gang vores datter har set den.
Og det er ikke sidste gang. Vi skal se den.

S. Rico

Folk glemmer vist, at Frozen filmene er musicals, når de klager over for mange sange og for meget melodi grand prix stemning. Hallo! - det hører jo ligesom til.

Og faktisk bruger Disney flere af sangene til at gøre lidt grin med genren. Især Kristoffers kærlighedssang til Anna er fyldt med selvironi og er fantastisk morsom. Salen var da også flad af grin, da Sven sang flerstemmigt kor til Kristoffers sang.

Frozen 2 er i det hele taget en virklig sjov film med mindst lige så meget humor som i den første film. Jeg synes faktisk, at den er endnu sjovere - bl.a. fordi man nu kender karakterenes personligheder, og filmen derfor kan spille på det. Det kræver så omvendt, at man kan huske detaljerne i den 6 år gamle film, hvorfor jeg klart vil anbefale at gense den først. Og ellers skal Olaf nok give en hjælpende hånd. Hans resumé af handlingen i den første Frozen film er et af højdepunkterne. Genial humor!

Det er også ret genialt at starte ud med et flashback til da Anna og Elsa var børn. Anna som barn er total nuttet og charmerende. Så allerede efter få minutter er man følelsesmæssigt engageret i filmen og er villig til at købe det meste - selv en forholdsvis flad og forudsigelig historie.

Filmen skal selvfølgelig ses på originalsproget, og husk at blive hængende under alle rulleteksterne. Ud over den gode musik så er der en ret så sjov ekstrascene med Olaf til allersidst.

Oszar

Da jeg så den første Frost film, følte jeg ikke, at jeg behøvede en nummer 2, men den kom altså, og her er min vurdering ud fra, at det er en Disney film.

Den første ting jeg vil nævne er stemmeskuespillet, fordi det er virkelig godt, og især under sangene er skuespillere som f.eks. Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Martin Brygmann virkelige gode. Derudover er alle karaktererne troværdige.
Filmen er også meget flot, men det er jo heller ikke nogen overraskelse, når det er en disney film.

Sangene i sig selv er rigtig gode. Nogle af dem er næsten på højde med den forriges sange, men det er ikke dem alle sammen, og sangene kunne næsten, efter min mening, stå alene som sange.

Historien i filmen ligner nogle steder, noget man har set før, og selvom jeg ikke forudså slutningen, så var den heller ikke så overraskende, men det var okay.
Dog så har historien alligevel en del originalitet, og det, der ligner noget, man har set før, har nogle andre aspekter.
Så det er langt fra kedeligt, men det ligner noget, man har set før.
Og så havde filmen et problem undervejs med, at personerne for hurtigt og unaturligt regner nogle ting ud, og det er irriterende.
Noget andet, man kan sige om karaktererne, er, at deres problematikker i filmen heller ikke har så meget dybde, men det virker fint.
Så historien er ikke fantastisk.

Den sidste ting jeg vil nævne er, at humoren løfter filmen rigtig meget, og her kan man også høre, at manuskriptet er godt skrevet i forhold til humor. Derudover er der en fin balance mellem humor og seriøsitet.

Så overordnet vil jeg sige, at ud fra det er en Disney film, så er der rigtig mange ting, der virker. Dog så synes jeg, at filmen nogle steder kunne have været bedre især i forhold til historien, fordi den lidt ligner noget, man har set før
Men når det er sagt, er “Frost 2” en god fortsættelse, og jeg synes Disney klarerr opgaven ret godt.

Camillauser/612459

Rigtig god film den har alt hva en god film skal ha som jeg synes er. Sjov Spænde og lidt uhyggeligt . så bravo

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.