Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

The Lighthouse

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har en ildevarslende grundstemning og benytter mange gyservirkemidler på både billede- og lydsiden. Den indeholder mange scener med forskellige former for konfrontationer imellem personerne, fx skænderier, trusler, overfald og slåskampe. I løbet af filmfortællingen bliver konfrontationerne mere og mere voldsomme og voldelige og blander den ene persons mareridt og hallucinationer ind i skildringen af personernes endelige, blodige og voldsomme opgør. Filmen vurdere derfor til at kunne virke skræmmende på børn under 15 år.

Se mere på medierådet.dk
30.01.2020
| |
1 time 50 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
The Lighthouse
|
Billetter

Filmen 'The Lighthouse' handler om to fyrmestre, den erfarne Thomas Wake og den nyankomne Ephriam Winslow.

Vi befinder os i 1890erne på en ø uden for New England. Thomas styrer fyrtårnet med hård hånd, og selvom Ephriam er hårdtarbejdende, holder han sin yngre kollega fra at nærme sig selve fyret.

Den stigende interesse for, hvad Thomas holder hemmeligt for ham, bliver en besættelse for Ephriam, og snart begynder der at ske mystiske ting omkring ham.

'The Lighthouse' er en genreblandende gyser, hvor vanvid, mytologi og drama spiller en altdominerende rolle.

Filmen, der er optaget i sort-hvid, har Willem Dafoe og Robert Pattinson i de meget krævende hovedroller.

Instruktøren Robert Eggers stod tidligere bag den stemningstunge The Witch, der også fornyede gysergenren og kombinerede den folkeovertro og et uforudsigeligt plot. (Copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (92 votes)
4.7
5

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "[Filmen] er sønderrivende og barsk, og dens mørke vil blive hos beskueren i dagevis." (Thomas Conradsen)

  • BT

    "'The Lighthouse' er et skingrende vanvittigt syretrip, der bestemt ikke er for alle, men ikke destro mindre er et stykke decideret filmkunst." (Thomas Brunstrøm)

  • Filmland P1

    "... det helt store scoop i 'The Lighthouse' er udtrykket, stilen, billederne, de kulsorte skygger og fornemmelsen af at være et sted, filmverdenen aldrig har været før, i hvert fald ikke på den måde." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Har du [...] tålmodighed i metermål, bliver du ført gennem dystert smukke tableauer, der er lige så smukke og grimme som postkort fra helvede. Forbi smertefuld humor, forvildede stemninger frem mod skræk, gru og det smukkeste gys i filmens allersidste billede." (Jacob Wendt Jensen)

  • Politiken

    "... den sande sirene viser sig hverken at være havfrue eller tågehorn, men filmsprogets egne lokketoner i øret på en fuldstændig fortryllet og derfor også fortryllende ung amerikansk filmskaber." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Eggers vil lave en gyser fra samme fantastiske skuffe, hvor Poe og H.P. Lovecraft – og for den sags skyld Stephen King, der er delstaten Maines hjemstavnsdigter – hentede deres ideer. 'The Lighthouse' kommer ud i alle sindets krinkelkroge." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Morten V. K. Pedersen

Jeg er tom for ord! Den skal bare ses, hvis man er filmnørd!

Martine

Jeg havde for en gangs skyld hypet mig selv til filmen. Havde gravet alt op hvad der var at finde om den og blev på ingen måde skuffet. Den er et mesterværk i sin egen lille skuffe fyldt med tang, skæl, sprit og melodien fra to sømænds tid på en ø hvor det bliver bevist at ensomheden og det dragende lys fra fyrtårnet kan resultere i at alle tingene i skuffen bliver rodet så meget rundt at der hverken er op eller ned på det hele til sidst. OG SÅ IGEN - jeg gik ud af biografen med en følelse af at det faktisk går op i højere enhed. Robert Eggers formår at binde alle hav-elementerne sammen, at drage myter og eventyr sammen med virkeligheden og give os denne historie en slutning, der giver mening (synes jeg i hvert fald rent personligt).

Frederik

jeg var inde og se filmen med nogle af mine venner og vi var alle lamslåede da vi gik ud derfra meget smuk og creepy på samme tid

Niclas Dalby

Det er sjældent at være vidne til en instruktør, der med bare to film i en sådan grad nærmest har taget patent på en genre som Robert Eggers har. På bare fire år har han udviklet sin egen stil på så fine manerer, at man ikke er i tvivl, når man ser én af hans film og hvor The VVitch: A New England Folktale fra 2015 bestemt var en potent gyserfilm er der ingen tvivl om, at han med The Lighthouse kun har udviklet og forbedret sig på stort set alle parametre; The Lighthouse er en magtdemonstration af nær perfekt skuespil, et fejlfrit lyddesign og imponerende scenografi alt bundet sammen af en original, mærkværdig, sindssyg og til tider psykedelisk historie, hvor man på intet tidspunkt helt er sikker på, hvad der er virkeligt.
De to film har bestemt temaer tilfælles; Hvordan vor personlige svagheder reflekteres af de historier, vi fortæller hinanden og os selv samt hvor skrøbelige vi er som individer. Hvordan det overnaturlige og guddommelige fortæller lige så meget om hvem vi er, som de faktuelle historier der har påvirket os gennem barndommen og skabt den person, vi i sidste ende lever som. Hvad der dog gør The Lighthouse ekstraordinær, er hvor meget der er pudset og poleret om hver eneste detalje; Ikke blot i historien, men hele visionen; At se denne film er som et indblik i en artistisk sind – hvilket i sandhed kan være foruroligende.

Det er fristende at bryde filmen ned i temaer, moralske dilemmaer og personlighedstræk, men at gøre dette, vil være som at se på et maleri og blot fokusere på hvilken type maling, der er brugt. Med The Lighthouse er det vigtigt at forstå, at vi har med en film at gøre, hvor alle små dele ophøjer det færdige produkt i en sådan grad, at man hurtigt vil komme til at negligere Eggers egentlige pointer – alt i filmen spiller sammen, hvilket det også er nødt til. Ingen af vores hovedpersoner kan blot være en fuld skikkelse af sig selv, da historierne de fortæller er lige så vigtige som filmen selv – det ville være at nedgøre deres karakterer, fjerne deres værdigrundlag og gøre dem utroværdige i alt, hvad de foretager sig. I stedet har Eggers valgt en naturlige tilgang, hvor ja, de er bestemt fulde, gør sindssyge ting, skændes og betvivler deres eget sind, men samtidig har øjeblikke af fornuft og sindsro, hvilket gør dem ekstremt interessante at følge og regne ud.

Hvad vi ser med The Lighthouse er en film, der bestemt har noget at fortælle om menneskets, og ikke mindst mandens, maskulinitet, hvilket hele tiden hintes mod, men aldrig prædikes til. Howard og Wake er to skrøbelige mænd på hver deres måde, som begge forsøger at regne hinanden ud – hvem kan man egentlig stole på og i hvilken grad? Deres værdier bliver hele tiden gravet op, rystet og sat under lup, hvilket gør, de føles som nye personer hver gang vi møder dem. Hvor den ene konstant går efter at overholde reglerne, er han aldrig bleg for at bryde dem selv. Hvor den anden forsøger at gengive sig selv, som en ærbar og arbejdsom mand, gemmer han på en hemmelighed, der vil ændre alles syn på ham. Det er to mænd, der søger mening i tilværelsen gennem magt, viden og individuel seksualitet alt sammen kædet med det maskuline.

The Lighthouse er bestemt ikke bange for at skille sig ud af mængden; Det er en sjælden film, der tør stå ved de tematiske og moralske dilemmaer, den selv stiller op og forsøge at udfolde dem. Når filmen er slut, er det op til en selv at danne mening i alle dets budskaber, hvilket er forfriskende i en tid, hvor alt nærmest bliver udpenslet for en – det er bestemt også derfor denne film ikke er for alle; Det er en film, som man konstant skal holde fokus mod, aldrig miste syn på karakterernes handlinger og hele tiden følge med i, hvad de siger under deres ekstremt tykke accenter.

Robert Pattinson er ikke længere blot ”den søde, glitrende vampyr fra Twilight”, men har udviklet sig til at være en af Hollywoods mest interessante skuespillere at følge, hvilket han bestemt også beviser i Good Time fra ’17. I Eggers seneste film udfolder han sig på helt nye måder og der er tider, hvor man helt glemmer manden bag karakteren; Men på trods af hvor god Pattinson er i filmen, og tro mig – han er virkelig god, så er det uden tvivl Willem Dafoe, der stjæler billedet i stort set alle scener, han er med i. Hans øjne er excentriske, udtrykkende bizarre og lange monologer om guddommelig indvirken er karriere-definerende; Han har kort sagt aldrig været bedre end i The Lighthouse og hans præstation alene er nærmest billetprisen værd.
Scenografien er storslået, men Jarin Blaschke, som også filmede The VVitch, ved også, hvornår man bliver nødt til at fokusere kun på karaktererne. Der er alt fra imponerende panoramabilleder til et vanvittigt frøperspektiv af Willem Dafoe, der sammen med hans præstation nærmest tager pusten fra en.

Der er ingen tvivl om The Lighthouse er en oplevelse for sig; Det er sjældent en film gør så mange indtryk på en, uanset om man kan lide den eller ej, men det er også netop derfor, man skal tage ind og se den. Den er et samtaleemne; Både for dem der elsker den og de, der hader den – og tro mig, der skal nok være folk i begge lejre. Jeg befinder mig i hvert fald i den ene.

Julius

Robert Eggers er nu på listen over instruktører, hvis fremtidige film jeg bare VIL se. Med den absurd stærke debutfilm The Witch cementerede han sig som et geni inden for atmosfærisk dramagys, med et kært øje for historiske detaljer og millimeterpræcis framing og kameraføring. Nu tester han sig selv med et kammerspil, der skildrer ensomhed, maskulinitet, seksualitet, klaustrofobi og religion, i 35mm sorthvid, framet i en næsten kvadratisk 1.19:1 aspect ratio.

I The Lighthouse møder vi Robert Pattinsons Ephraim Winslow og Willem Dafoes Thomas Wake. Wake er fyrmester, og Winslow skal hjælpe Wake i fire uger på en lille klippeø. Tilføj dårligt vejr, en omgang homoerotik, en frustrerende måge, isolation og to powerhouse-performances af Pattinson og Dafoe, der begge giver deres karrierers bedste præstationer, og du har The Lighthouse.

The Lighthouse er en film, som ville kollapse under svagere forfattere og instruktører. Det er absurd svært at holde et sådant præmis visuelt og tematisk interessant i de små to timer, filmen foregår. Men selvfølgelig lykkes alt til perfektion i denne film. At Eggers udfører sit job med så megen sans for minutiøse detaljer og komposition i blot sin ANDEN spillefilm i en alder af 36 år er intet mindre end dybt imponerende.

The Lighthouse er et teknisk mesterværk, ud i billede, lyd og tempo. Der er ikke mange klip i filmens lange scener, men vi hviler næsten med ubehagelig længde på vores karakterer efter et langt skænderi eller en af filmens mange vidunderlige monologer. Det skaber en tryllebindende forbindelse mellem de to figurer, der ofte er placeret i centrum af billedet, og dermed skaber en vanvittig dominant tilstedeværelse. Ethvert billede er gudesmukt med formidable sort-hvide kontraster (det er latterligt svært at skabe naturligt flotte kontraster i sorthvid), kompositionen er evigt opfindsom, og enhver lille revne i tøjet på vores karakterer står tydeligt frem. Det atmosfæriske lydspor er ligeledes i topklasse. Musik og lydeffekter blander mere og mere sammen, og nogle af de ensformige lyde (især tågehornet) ender næsten med at blive så stor en del af lydsporet, at man til sidst ikke registrerer dem.

I korte træk er The Lighthouse en af de mest velskrevne, velkomponerede og velspillede film, jeg har set i flere år, og jeg glæder mig inderligt til at se den igen. Det var afgjort den bedste film fra 2019, og hvis vi skal gå efter den danske biografdato, bliver den også svær at toppe i 2020.

bambiexplorer

Årets første forpremiere foregik i det hyggelige Grand Teater et stenkast fra Rådhuspladsen station. Altså salene er, som altid, hyggelige, men foyeren og faciliteterne, kunne i den grad godt bruge en opdatering. Man kunne kun med stor vanskelighed bevæge sig rundt i det propfyldte område. At komme frem til baren, krævede noget ud over det usædvanlige :) Anyways, vi havde fået supergode pladser i sal 3 til The Lighthouse med efterfølgende snik-snak med forfatteren Kim Leine om filmen. En snak som blev lidt for indspist mellem intervieweren og forfatteren. Det gjorde at folk hurtigt begyndte at sive ud af biografen. Vi sev selv hen til nærmeste spisested, efter cirka 15 minutter, og så dermed stort på muligheden for at købe Leines seneste bog DANSK STANDARD til en fornuftig pris … og ovenikøbet få den signeret!

Vi befinder os et sted ud for Nova Scotias kyst sidst i 1800-tallet. Thomas Wake og Ephraim Winslow er netop ankommet til den afsidesliggende og vindomblæste ø, hvor fyrtårnet, som de skal passe de næste fire uger, befinder sig. Wake er den gamle erfarne søulk, mens Winslow er den unge nybegynder i fyrpasserfaget. Allerede fra første dag på fyret opstår der spændinger mellem den dominerende og evigt skrønefortællende Wake og den forsagte underdanige Winslow der, til at begynde med, finder sig i alle Wakes “små” særheder … det er jo kun fire uger! Langsomt begynder din to sære starutter at indgå en form for venskab, som efterhånden som flere og flere flasker gin bliver konsumeret, bliver mere og mere bizart.

THE LIGHTHOUSE – WHAT? WHAT? WHAT? WHAT? WHAT?
Flere steder bliver The Lighthouse kaldt en gyserfilm. Selv om der er flere gyselige episoder i filmen, mener jeg ikke at vi har at gøre med en gyser i traditionel forstand. De er en historie om to mænd som ryger ind i en seriøs omgang kabinefeber, med alt, og jeg mener ALT, hvad der dermed følger. Protagonist bliver til antagonist og omvendt, i løbet af de 110 minutter filmen varer. Filmens MacGuffin er lige så “glødende” som fx den vi kender fra Pulp Fiction, og selv om vi støder på den allerede i filmens begyndelse, er vi lige så lidt klar over hvad det egentlig er ved filmens slutning … som i Pulp Fiction. Pixxeirritrerende, men dybest set også fedt nok, thi der skal jo være lidt til fantasien. Så længe at den (fantasien) ikke løber så meget af sporet som hovedpersonernes i The Lighthouse gør ;)

CAST & CREW
De to hovedpersoner, og de to eneste reelt medvirkende i filmen, Willem Dafoe og Robert Pattinson, spiller super som de to mænd på grænsen af vanvid. Dafoe gik til rollen som en ægte method actor, og han boede i en lille fiskerby under optagelserne, mens Pattinson stolede på sine skuespilsevner og mente at han blot kunne møde op og var i stand til at levere sine replikker uden den store forberedelse. Jeg ved så godt hvilken tilgang jeg har mest fidus til, hvilket jeg også mener skinner igennem på deres præstationer. Ikke at jeg mener at Pattinson på nogen måde var dårlig i filmen. Blot mener jeg at Dafoe i den grad overstrålede Pattinson. Dog krævede instruktøren at begge skulle møde til en uges øvelser, før optagelserne begyndte, så Pattinson slap ikke helt ;)

Instruktøren Robert Eggers er noget af en detaljens mand. Fx arbejede han meget med at karakterernes accenter skulle sidde lige i skabet, helt ned til at Atlanterhavets canadiske fiskere på den tid havde noget med at afslutte sætninger med 75% øget hastighed og ting i den dur, så det skulle Dafoe naturligvis også øve sig i. Pattinsons karakter, arbejede med tømmer inde i Canada, før han gav sig i kast med fyrmesterfaget, hvilket naturligvis gav en helt anden dialekt :D Al Eggers besvær bar frugt, thi han har skabt en karakterdrevet film, der i al sit vanvid, sidder lige i skabet.

BILLEDE & LYD
The Lighthouse er filmet med originalt cirka 100 år gammelt udstyr, i sort/hvid og i et 1.19:1-format, altså næsten kvadratisk. Dette er i den grad medvirkende til at give illusionen af at vi virkelig befinder os sidst i det nittende århundrede. Samtidig er kameraet styret af Jarin Blaschke, som fortjent er nomineret til en Oscar for sit arbejde. Tågehornet som vi hører næsten konstant gennem hele filmen, og dermed fungerer som filmens lydtapet, kommer fra Nash Point Lighthouse, som befinder sig i Wales og fungerer med kompressorluft. Der er i den grad arbejdet med detaljen i både billede og lyd i denne film. Det smager, i den grad af dedikation og kvalitet, hvilket man tydeligt mærker.

KONKLUSION – THE LIGHTHOUSE
Selv om billedet er nærmest kvadratisk, hvilket til at begynde med virker lidt irriterende, og selv om farverne er fraværende og billedet er råt og grynet, har vi alligevel at gøre med en flot film her. De absurde mono- og dialoger samt de mange obskure sekvenser, fungerer perfekt. Og den med let og sparsom hånd strøede humor, forstærker på sær vis den totale opløsning som de to mænd i fyrtårnet oplever. Jeg synes helt klart at vi har med en af årets (2019) absolut bedste film at gøre her. Vi lander på seks funklende stjerner.

blog.nilsbuch.dk

Wayne

I Aarhus har vi Øst for Paradis og NF Bio Trøjborg, af de gamle biografer med sjæl.

Men skal jeg se noget stort, hvor billedet er i centrum så vælger jeg IMAX/Cinemaxx (gider dog ikke 3D, men der er en del titler i 2D, efterhånden) - det giver noget ekstra man ikke får tilsvarende andre steder.

Jeg skal klart også se filmen.

projectorhead

"The Lighthouse er ikke planlagt til dansk biografpremiere."

Sikke en overraskelse...

Skræk og Rædsel

Den står til at få en enkelt visning under CPH PIX-festivalen. Det er den 16. november kl. 21.30 i Grand Teatret.

Skræk og Rædsel

THE LIGHTHOUSE står nu til at få svensk premiere den 22. november, så måske er der håb for, at vi også får den her i landet.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.