Fanny og Alexander (1982)

Det er få film jeg elsker – som i virkelig ”elsker”. Jovist, jeg, som alle andre, har da mine yndlingsfilm, men selv disse kan rangeres og at bruge ”elske”-mærkatet er blot at gå det ene skridt yderligere. Selv efter snart 1.800 sete film er det stadig et ekstremt fåtal, jeg vælger at ytre disse ord omkring; Fanny & Alexander er dog én af disse film. Det er en film, der fik mig til at se anderledes på andre værker – dens rytme, atmosfære, brug af kollisser, mennesker, baggrundskarakterer og ikke mindst temaerne. Fanny & Alexander er ikke blot Ingmar Bergmans bedste film, men er blandt de mest imponerende skildringer af familiekollisioner, magi, mystik, religion, utroskab, venskaber og historiefortællinger nogensinde.

Ingmar Bergman var en poetisk, frygtløs og filosofisk filminstruktør, der ofte brugte temaerne om ”døden” i sine værker; Dette især fra ”The Seventh Seal” fra 1957, hvor det ikoniske billede af en ridder, der spiller skak med døden bruges for første gang. At begå sig med tanker om døden, lidelser, Gud og identitet er ikke nyt for filminstruktører, men ingen har dog formået at navigere i disse temaer så imponerende som den svenske forfatter og instruktør.

Fanny og Alexander anses af mange som værende Bergmans bedste værk sammen med ”Persona” og ”Wild Strawberries” – hvor Persona taklede identitet og Wild Strawberries Guds stilhed under lidelse rettede han med det episke mesterværk mod slutningen af sin karriere i stedet blikket mod livet og genfødslen – hvordan vi som mennesker bliver nødt til at beskytte dem vi elsker mod omverdens farer, men at denne inderlige trang har sine konsekvenser og kan skade dem, vi holder mest af.

Vi befinder os et ukendt sted i Sverige, året er 1907. Familien Ekdahl fejrer jul og vi bliver hurtigt tilskuere til den store festivitas – inden længe finder vi ud af, at familien ikke er som alle; Vi flyver omkring karaktererne alt imens de drikker, snakker, planlægger, flirter, elsker og irriterer hinanden. Det er en imponerende måde at blive introduceret til karaktererne på og Bergman viser her, at det virkelig ikke behøver være så svært at knytte et bånd til personerne på skærmen – en halv time inde i højtiden kender vi allerede til den flirtende Gustav Adolf, der, på trods af utroskab med en stuepige, elsker og bliver elsket af sin kone Alma. Vi kender også Oscar, der står for et større teater for hele familien og hans underskønne kone, Emilie, samt Carl – en fordrukken professor, der har giftet sig med en tysk kvinde, som ingen, af ufortalte årsager, ikke kan lide. Disse tre mænd er alle børn af Helena, der ejer huset som den første halvanden time af filmen foregår i. Filmen er dog hverken mændenes, konernes eller Helenas skønne, jødiske elskers, men Fanny og Alexanders. To unge, skønne, velopdragede børn til Oscar og Emilie – og det er deres historie og gennem deres øjne, minderne bliver fortalt.

Fanny & Alexander er ikke en film, hvor historien skal fortælles, men opleves. Der er alt fra små plots mod sidemanden til kærlighed der balancerer på en knivsæg og underfundige eventyr-agtige elementer, der gør filmen til noget større end blot et familiedrama; Om det hele er sandt i fortællingens virkelighed, er som sådan ikke vigtigt – for børnene, og ikke mindst Alexander, er det virkeligt. Hvis statuer kan bevæge sig, spøgelser kan forekomme og magi sætte spor, så er det virkeligt. Det er muligt filmen bliver ”fortalt” gennem minderne af to mennesker, der oplevede nærmest himmelske hændelser som børn – at halve elementer bliver til hele, når det meste alligevel ikke kan huskes; Det er, igen, bare ikke vigtigt. Hvad der er vigtigt, er hvad der er virkeligt for vores personer, Fanny og Alexander, gennem deres minder.

Vores to hovedpersoner er i sig selv interessante karakterer, værd at nærstudere; Fanny er en ung, uskyldig pige, der for det meste gør hvad hun er opdraget til. Halvvejs gennem filmen begynder hendes øjne dog at åbne sig for den verden, der kan vente hende og broderen og valg bliver nødt til at tages. Alexander, den ældste af de to, er nærmest frygtløs i sin tilgang til Gud og sin egen identitet. På trods af flere gange at blive mødt af ånder og magi, vælger han at gå imod Guds vilje – nogle gange af trodsighed, andre gange grundet frygt for, hvad der muligvis venter menneskeheden efter livet på Jorden.
For mig er det dog hverken Fanny eller Alexander, der er de to mest interessante at følge; Deres moder, Emilie, er uden tvivl den dybeste af karaktererne vi møder – hendes ægteskab til Gustav føles ren og af kærlighed, men langsomt finder vi ud af, at hendes personlighed muligvis har skabt en løgn omkring hendes følelser. Hun ved ikke hvordan hun skal bearbejde sine følelser og da katastrofen indtræffer, foretager hun et hurtigt og dumdristigt valg, der får store konsekvenser for hende, Fanny og Alexander.
Det er også nogenlunde på dette tidspunkt, vi bliver introduceret til biskoppen – en tragisk og ond mand, der gennem en striks religiøs overbevisning mener, at hans vilje er lov. Han er grusom af eget valg, men kan ikke undslippe igen grundet sin usikkerhed på livet selv. Gennem filmen oplever han virkeligheden, hvilket, igen, får konsekvenser for stort set alle personer i filmen. Det er netop dynamikken mellem biskoppen, Emilie og de to børn, der danner temaerne omkring hele filmen – fire forskellige virkeligheder mødes og et slag må finde sted. Det hele føles poetisk og tragisk, som vores hovedpersoner udvikler sig og deres livssyn uundgåeligt må ændres undervejs.

Det hele fortælles af Ingmar Bergman og vises gennem scenograf Sven Nykvist øjne – de to arbejdede sammen flere gange, men Fanny & Alexander er uden tvivl deres fælles mesterværk. Hver eneste scene er en fryd at følge og alt fra størrelsen af Helenas hus til biskoppens kirke til det svenske landskab føles så virkeligt som aldrig før. Dette skyldes især også de mange små detaljer, der er at finde i hvert eneste klip. To personer udveksler ikke blot en samtale – i baggrunden ses børn lege, ukendte snakke, heste pruste og livet udleves. Alt i filmen føles virkeligt, som en dokumentar med magi.Dette gør det derfor også blot mere hjerteskærende, når karakterer ikke længere er blandt os, når nogen rammes af ulykke eller tårerne triller ned ad kinderne. Ekdahl-familien føles som ens egen familie og det imponerende skuespil løfter hele filmen til nye højder for episke familiedramaer.

Det er en lang film, uanset hvilken version man vælger. Den letteste at tilgå er uden tvivl den korte på lige over tre timer, men Bergman selv foretrak sin egen, fulde version på lige godt fem en halv time og det er bestemt også den, jeg holder mig til hver jul. Man kan med fordel dele filmen op i fire afsnit, som en miniserie, hvilket da også er det, jeg gør – det er her du får den fulde palet af følelser, det klare drama og alle motiver udpensles på smukkeste vis.
Nu er det fjerde år i træk jeg ser den til jul og hver gang den er slut, får jeg en euforisk følelse, som stort set ingen anden film giver mig. Idi i Smotri er stadig min absolutte yndlingsfilm, men jeg kunne aldrig finde på at se den hvert år, blot for derefter at gå i fosterstilling og hade verden de næste tre dage. Fanny & Alexander er filmen, hvor Bergman inkorporerer nærmest alt fra sine tidligere værker for at skabe et mystisk mesterværk, hvor virkeligheden måske ikke altid er, som den ser ud. Der stilles store religiøse og identitetsmæssige spørgsmål gennem filmen – nogle besvares, andre ikke, men det er heller ikke pointen med filmen, da vi, som mennesker, heller ikke kender alle svar. Det eneste vi bliver efterladt med er små hints mod en juvel af et efterliv; Måske med en Gud, måske med vores bevidsthed, måske blot som en idé – og det er her, Bergman efterlader filmen til vores egne tanker og følelser.