Filmen ’The Irishman’ fortæller den sande historie om Frank Sheeran og dennes lange karriere som håndlanger for mafiaen op gennem 50erne, 60erne og 70erne.
Franks involvering i organiseret kriminalitet starter ved et tilfælde, da han kommer under vingerne på den indflydelsesrige Russell Bufalino og derigennem bliver højre hånd for selveste Jimmy Hoffa.
Frank stiger med andre ord hurtigt i underverden, hvor penge er i overflod, og livet leves hurtigt. Men jobbet kommer med en pris, og Frank må konstant navigere mellem at gøre det rigtige som menneske og det rigtige for fællesskabet.
'The Irishman' er et stort gangster-epos instrueret af genrens mester, Martin Scorsese (Goodfellas, Casino), og kaldes allerede en minepæl i instruktørens ellers meget imponerende cv.
I titelrollen ses Robert De Niro, mens Al Pacino spiller Hoffa, og Joe Pesci er Franks mentor. De tre ældre herrer ses alle i yngre versioner - digitalt manipuleret - så vi kan følge dem gennem flere årtier.
De Niro og Pacino har tidligere spillet overfor hinanden i bl.a. Heat, men det er første gang, Pacino medvriker i en Scorsese-film. Manuskriptet er skrevet af Steven Zaillian (Gangs of New York) over bogen ’I Heard You Paint Houses’ af Charles Brandt.
The Irishman er nomineret til 10 oscars, heriblandt bedste film. (copyright: kino.dk)
At se både Joe Pesci, Robert De Niro og Al Pacino spille sammen i en fantastisk film, hvor også et ekstra plus at det er en Martin Scorsese-film.
Jeg var slet ikke skuffet også selvom filmen varer over 3 timer, jeg kede mig slet ikke.
The Irishman blev nomineret til 10 oscars og det var fuldt fortjent
Moralen er vel, at der altid er en pris at betale.
Jeg så den ikke i biffen, som jeg ellers ville have gjort - hvis det havde været den eneste mulighed.
Og det er jeg på en måde glad for, for det er en film som kræver et overskud at se og beabejde imens - særligt på grund af længden på 3½ time. Derfor er det en stor fordel at man kan dele den op i lidt mindre bidder, og se den med friske øjne som den fortjener.
Hvad skal man stille op med denne CGI bastard? Det irriterede mig grænseløst at se det, langt fra perfekte resultat med flimrende ansigter som skiftede fokus - koblet sammen med kroppe, som skulle spille yngre end de var i stand til. Særligt De Niro kan ikke spille en person, så meget yngre end han er i starten. På visse tidspunkter virkede det som noget fra et gammelt computerspil.
Det blev absolut bedre undervejs, som skuespillerne nærmede sig deres virkelige alder - og da den peakede
Spoiler;
(under hele det afsnit, hvor Hoffa er kommet ud fra fængslet og deltager i hyldesten af Frank Sheeran. Med al mimik fra samtlige, og samtlige dialoger)
Der var det et rent mesterværk - alene den passage fik mig i godt humør.
Desværre holdt det ikke hele filmen ud.
Slutningen, blev trukket i en grad som bare ikke var nødvendig, for at forstå pointen med det hele.
Som jeg startede med; I den sidste ende er der altid en pris at betale.
Men hvor er det fedt at se de gamle drenge i aktion igen - særligt Pachino brænder igennem, på en måde så man bare ikke fatter at han er den ældste af de tre.
Pesci er også vanvittig skarp, og der er mange fine præstationer hele vejen, generelt.
Note; Hvis man endnu ikke har set den skønne dokumentar på Netflix; The Irishman i samtale - så kan det klart anbefales. Hvor er det fedt at opleve Scorsese, De Niro, Pesci og Pacino i samtale - både om filmen, og om tidligere oplevelser, sammen.
Hvis man kunne beskære filmen kraftigt - så findes der afgjort et mesterværk, derinde. Særligt i Pachino's scener. Men samlet set er der for mange ting som trækker i den forkerte retning - selvom jeg hyggede mig kosteligt undervejs.
7/10 - 4/6
Faktisk en undervurderet film. Spar dog bio-turen og se den på Netflix. Medmindre du selvfølgelig skal have kvali-popcorn.
The Irishman er et eftertænksomt gangssterepos. Storslået, dramatisk og episk. Desværre er den lidt svær at komme ind på livet af.
Der er blevet snakket meget om, hvor utrolig lang denne film er. Jeg synes nu ikke, at den føles lang. Tværtimod syntes jeg, at der blev skøjtet alt for hurtigt hen over en masse ting i den første del af filmen. Vi får kun et meget lille indblik i hovedpersonens familieliv. Det er faktisk kun hans ene datter, Peggy, som man får en lille smule forhold til. Resten af familien er temmelig blank, hvilket er ærgerligt, da det gør Franks karakter en smule endimensionel.
Når det kommer til hans arbejde, så bliver der også skøjtet ret hurtigt hen over handlingen i starten. En masse fragmenterede episoder, hvor der bliver kastet alle mulige navne rundt i luften, som man skal holde styr på. Eller det vil sige: faktisk behøver man ikke holde styr på de fleste af dem, for enten dør de hurtigt, eller også ryger de hurtigt ud af billedet på anden vis.
Scorsese brugte samme stil med korte vignetter, hurtige spring i handlingsforløb og voice-over i Goodfellas. Men på en eller anden måde føles det mere forvirrende her. Måske fordi jeg sad og var distraheret i starten. Dels af skuespillernes CGI udseende, hvor ansigt og kropsholdning ikke rigtig passer sammen. Og dels af karakteren Fitzsimmons, hvis navn hele tiden gav mig distraherende associationer. For hver gang Fitzsimmons navn blev nævnt, fløj mine tanker hen på Agents of S.H.I.E.L.D. - nemlig Marvels absolut sødeste og sejeste par: Leo Fitz og Jemma Simmons, som de fleste kender som "FitzSimmons".
Alt dette gjorde, at filmen for mig først rigtig startede efter 1½ time. Her kommer Hoffa ud af fængslet, og så startede det som jeg vil kalde hovedhandlingen for alvor. Resten af filmen herfra er en smuk, interessant og ret så bevægende oplevelse. Jeg er komplet uenig med dem, der synes, at den sidste halve times tid er unødvendig. For mig var den lange slutning noget af det bedste og mest rørende ved hele Franks rejse.
"The Irishman" er Scorsese og co's, måske sidste hilsen, til den genre, som de alle har fejret så store triumfer med. Der er en større eftertænksomhed end længe set i film i netop denne genre. Bagsiden af medaljen bliver i den grad gransket, men netop pga. denne melankoli bliver tempoet i filmen også mere dvælende og filmen føles faktisk en smule lang i spyttet. Skuespillerne gør det alle rigtig godt. Specielt vil jeg fremhæve Al Pacino, men også Joe Pesci har mange deciderede sceene stealers! En rigtig god filmoplevelse, men den kunne godt have været klippet lidt mere hårdt og kontant specielt mod slutningen .
Filmen er ok, men alt for lang.
Jeg for min del er ikke imponeret
Robert De Niro og Al Pacino skuffer ikke som hhv. Frank og Jimmy Hoffa, og det er vel et spørgsmål om smag og temperament at afgøre hvem af dem, der gør det bedst. De spiller begge som man kender dem, og synergien udebliver ikke, når de gør det op imod hinanden. Indehaverne af de øvrige roller falder ikke igennem, især ikke Joe Pesci som Russell, der ruller Frank ind i universet omkring fagforeningslederen med tråde til mafiaen. Som gangster-epos vil jeg sige at den placerer sig på et mere svævende, overordnet plan i forhold til sine forgængere, som ikke behøver at blive remset op, samtidigt med at den søger at forankre sig til de historiske begivenheder i USA før og efter Kennedy-mordet. De dramatiske scener mangler dog ikke; de er bare kortere, og der er længere imellem dem. Der blev trykket på pause-knappen omkring halvvejs, og alle lod til at vende tilbage til salen; trukket af de to hovedrolleindehavere.
Rent billedmæssigt er den submlim, og derfor en skam uden lige, at ingen af Nordisk Films eller Cinemaxx's biografer med deres store lærredareal viser den. Hvorfor ikke? Det er en skandale, at denne film er blevet henvist til de små lærreder herhjemme. Men der er jo ikke filmens skyld; jeg undres og ærgres bare.
Og så til længden - den slutter først 30 minutter efter, at den faktisk er slut. Den kunne godt skæres ned med 45 minutter i alt, for der er rigtigt meget fyld og trækken i langdrag, især slutningens slutning, hvor den fortsætter, selvom det hele sådan set allerede er fortalt. Min eneste anden anke vil være, at Hoffa bruger øgenavnet "cocksucker" lige lovligt mange gange, så det til sidst bliver forstyrrende. Bandeord er helt fint, hvor de passer ind, men så kunne man i det mindste have varieret og moduleret det lidt, så det ikke ødelægger de ellers glimrende - og somme tider også humoristiske - replikker og dialoger.
For fans af gangster-genren og/eller De Niro / Pacino / Scorsese.
Vi var ikke de eneste der havde valgt at bruge næsten 3½ time af vores torsdag aften i selskab med The Irishman i Grand Teatret, thi sal 2 (den største) var propfuld. Man kan så spørge hvorfor vi valgte at se en film, som dybest set sagtens kan ses på et 65-tommers husalter, når den altså bliver frigivet på Netflix fra kommende fredag. Det er bestemt ikke en film der lever af flotte eksplosioner og fantastiske effekter. De er der, både eksplosionerne og effekterne, men det er ikke nogen man dvæler voldsomt meget ved. Uanset hvad, så synes jeg helt sikkert at en film med et Oscarpotentiale som denne har, absolut bør ses i biografen.
The Irishman foregår på et plejehjem hvor den aldrende tidligere storgangster, Franks Sheeran, sidder og fortæller os (publikum i biografsalen) om det år (1975) hvor Teamsteren, Jimmy Hoffa forsvandt. Den køretur Frank var på (sammen med sin kone og to gangstervenner), fra New York til Detroit, som fandt sted på samme tid som Hoffa forsvandt, trækker tråde helt tilbage til slutningen af 40’erne, da Frank begyndte sin karriere indenfor gangsterverden, med lidt kødsvindel. Frank var irsk, han var lærenem, snarrådig og han var villig til at “ekspedere” de personer som hans chefer sagde skulle ekspederes, uden, virkede det til, at have skrupler ved det. Frank arbejdede sig hurtigt op i hierarkiet, og nærmede sig toppen af organisationen … og Jimmy Hoffa.
THE IRISHMAN – … DO YOU DO CARPETS TOO?
Filmen bygger på de virkelige begivenheder der fra slutningen af fyrrerne frem til 1975 … ja, faktisk helt frem til lige før Frank Sheerans død i 2003. Og embedsmandens vej op gennem Teamsters (fagforeningerne) og Bufalinofamiliens gangstersyndikatet, hvor korruption, afpresning og mord hørte til dagens orden, er ret så præcist beskrevet. Jimmy Hoffa, som var lederen af International Brotherhood of Teamsters, røg i fængsel i nogle år sidst i 60’erne. Da han kom ud igen og gerne ville være leder af fagforeningen igen, var visse af hans “venner” ikke enige i den ambition, hvilket ledte til hans forsvinden i 1975 … og til at han blev erklæret død i 1982. The Irishman kommer med et bud på hvad der skete der i 1975. Faktum er Hoffas lig aldrig er blevet fundet. Selv om FBI flere gange op til Frank Sheerans dødsdag, prøvede at få ham til at løfte sløret for hvad der rent faktisk skete med Hoffa, ønskede Sheeran ikke at hjælpe myndighederne.
CAST & CREW
Al Pacino (Hoffa), Robert De Niro (Sheeran), Joe Pesci (Russell Bufalino), Harvey Keitel (Angelo Bruno), Ray Romano (Bill Bufalino), for bare at nævne en håndfuld fra castet, spiller alle genialt godt. Faktisk er jeg gået hen og er blevet voldsomt meget i tvivl om hvorvidt Joaquin Phoenix stadig kan gå hen op nappe den Oscar, jeg stadig synes han fortjener for hans titelrolle i Joker. Problemet for Joker er så også at der er tale om en R-rated (forbudt for børn) film, som, mig bekendt, endnu har til gode at vinde en Oscar. Her er The Irishman langt mere Oscarkomiteens kop te … selv om der mange mord og masser af vold, er den knap så eksplicit :)
Matin Scorsese har jo instrueret et hav af fantastisk film (The Wolf of Wall Street, Shutter Island, The Departed, Casino, Cape Fear … og listen bliver ved og ved). Ni gange er han blevet nomineret til en Oscar for årets bedste instruktør, men kun en gang har han vundet, hvilket må siges at være en skandale. Han har jo bevæget sig rundt i gangstermiljøet i mange af sine film … og ikke en eneste af disse er fejlet, hvilket han så heller ikke gør med The Irishman. Selv om der er tale om en laaang film, forstår Scorsese at gøre hver en scene spændende, barsk, nærværende og/eller sjov … gerne på den rå måde. Ingen sort humor her. It is what it is!
BILLEDE & LYD
Umiddelbart virker det ikke som om der er lavet det helt store effektarbejde på filmen. Når folk bliver plaffet ned på gaden eller biler bliver futtet af, sker det kort og hårdt og brutalt. Ikke så meget pjat her. Der hvor kronerne er blevet brugt, er på den “digitale botox” (og vi taler uhyrlige summer), som gør at karakterernes udseende i filmen er fulgt med i den 50-års periode hvor filmen foregår, uden brug af “fysisk make-up”. Det virker … nogenlunde, men er langt fra perfekt. Nogle gange kommer personerne til at se lidt for “tegneserieagtige” ud. I en sci-fi-film som fx Alita gør det ikke så meget, men i en film som denne, sidder man og bliver lidt (for) obs på det. Giv det et par år mere, så skal det nok sidde lige i skabet! Musikken passer fint til den periode hvor filmen foregår. Jazzet og New York’sk … og ikke prangende. Man “hører” den ikke, hvilket man heller ikke skal!
KONKLUSION – THE IRISHMAN
200 minutters glimrende film, som der umiddelbart godt kunne være cuttet ¼ af, uden at der var gået noget tabt. Ikke at vi på noget tidspunkt sad og kedede os, men der var altså momenter hvor der lidt for megen slo-mo, vel og mærke i momenter der slet ikke behøvede slo-mo. Trods denne anke, får The Irishman lige som sidste uges Le Mans ´66, fem fornuftige stjerner. Og nu svømmer vi lige pludselig i bejlere til Oscarstatuetten for årets bedste mandelige hovedrolle/birolle (Joaquin Phoenix, Matt Damon, Christian Bale, Al Pacino, Robert de Niro, Joe Pesci …)
blog.nilsbuch.dk
Bruger anmeldelser (10)
Skriv din egen anmeldelse