Cookie- og Privatlivspolitik
Værst til bedst: Steven Spielbergs dobbelt-år

Værst til bedst: Steven Spielbergs dobbelt-år

Legebarnet og historielæreren

Stem op!
9
Stem ned!
0
(reset)

Den 15. september er det 30 år siden, Indiana Jones and the Last Crusade fik premiere i Danmark. Derfor denne blog om verdens bedste instruktør. 

Jeg har aldrig lagt skjul på, at Steven Spielberg ikke bare er min all-time favorit instruktør, men også den bedste der nogensinde har været. Og der er bestemt  film nok til at bakke den påstand op. 

Spielberg har flere gange vist, at han mestrer de fleste genrer, og næste gang vi ser noget fra ham, bliver første forsøg ud i musicalgenren med West Side Story

Selvom han som nævnt mestrer de fleste genrer, kan hans film grundlæggende deles op i to kategorier: historie og underholdning, hvor han enten skildrer en historisk begivenhed som med Saving Private Ryan (1998) og Lincoln (2012), eller finder sit indre legebarn frem og laver underholdning og filmblær med film som Jaws (1975), E.T. (1982) eller Ready Player One fra 2018. 

Seks gange i hans i forvejen imponerende karriere, er det lykkedes Spielberg at skille sig ud, ved at lave to film samme år. Og alle seks gange har han både givet den som historielærer og legebarn. 

Her får du min rating af de seks år. Fortæl mig om du er enig.


2011: 
The Adventures of Tintin & War Horse 
Indrømmet! Ingen af disse film hører til blandt hans bedste - tværtimod. Derfor er placeringen af 2011 på sidstepladsen uundgåelig. Ikke desto mindre fik de to værker tilsammen syv Oscar-nomineringer.

På trods af at War Horse måske er en af hans mest udskældte film, er Første Verdenskrig-filmen en smuk skildring af et venskab midt i en krig. Ser man bort fra historien, der jo oprindeligt var et teaterstykke, og som Spielberg da også har formået at fortælle ganske godt, er det filmtekniske som altid i top. (3/6)

Tintin, der er baseret på Hergé-tegneserien, var Spielbergs første animationsfilm og blandt de medvirkende stemmeskuespillere er bl.a. Jamie Bell som Tintin, Andy Serkis som kaptajn Haddock og Daniel Craig som Rackham den Røde. På trods af stjernecastet formåede filmen ikke at fange mig, hverken visuelt eller med historien. (3/6)

Kigger man på det tekniske, har begge filmene et højt niveau. Desværre efterlod de mig ikke med den woaw-oplevelse, som Spielberg ellers er garant for. 

Samlet rating: 3/6


1997: Amistad & The Lost World: 
Jurassic Park 
Med Amistad, der er baseret på den sande historie om det spanske slaveskib La Amistad, tager Spielberg igen et tungt, politisk og evigt aktuelt emne op. Denne stjernebesatte storfilm er et retssagsdrama, som foregår omkring 1840 og tager udgangspunkt i et mislykket fangeflugt, hvor slavernes skæbne efterfølgende skal afgøres.

Filmen er den anden af Spielbergs tre film om slaveriet. Selvom den ikke helt har samme niveau som de to andrer, Farven Lilla (1985) eller Lincoln (2012), så er filmen stadig esktremt stærk og rørende med nogle vildt ubehagelige scener. (4/6)

Man kan diskutere om The Lost World overhovedet skulle have været lavet, eller om Jurassic Park bare skulle have stået for sig selv som en perle i filmhistorien. Ikke desto mindre er den i min optik, uden tvivl den næstbedste film i rækken af de fem Jurassic Park/world film. Filmens visuelle effekter er på samme høje niveau som den første film - den kommer bare ikke med noget nyt. Derudover lægger Jurassic Park så meget op til en efterfølger, at det nærmest var uundgåeligt, taget den første films kommercielle succes i betragtning. Har man læst Micheal Crichtons bog 'Jurassic Park' fra 1990, vil man også opdage at flere elementer fra bogen er noget af det, man først får med i den anden film.

Ser man bort fra Ian Malcolms (Jeff Goldblum) akrobatiske datter, der bruger sin gymnastik som våben mod de dødsensfarlige raptors, og alt hvad der sker i filmen, efter T-Rex er ankommet til storbyen, er filmen faktisk en værdig efterfølger til det foregående mesterværk. (4/6)

Samlet rating: 4/6


1989: Always & Indiana Jones and the Last Crusade
Always var Spielbergs første genindspilning. Filmen der er et romantisk komedie-drama, havde navne som Richard Dreyfuss, Holly Hunter, John Goodman og Audrey Hepburn i hendes sidste film, inden hun døde 4 år senere i en alder af blot 63. Originalen 'A Guy Named Joe' fra 1943 blev instrueret af en af datiden store legender, Victor Fleming, der bl.a. stod bag film som Gone With the Wind og The Wizard of OzManuskriptet blev dengang skrevet af Dalton Trumbo.

Historien er en smuk fortælling om piloten Pete, der mister livet i en flyulykke. Han kommer efterfølgende tilbage som skytsengel for at tage sig af sine efterladte. Som helhed er filmen ikke noget at råbe hurra for, men med flere smukke scener, godt skuespil og en rørende slutning, formåede den alligevel at gøre indtryk på mig. (4/6)

Indiana Jones and the Last Crusade er, hvis man spørger mig, den bedste film i serien om den pisksvingende arkæolog, og den ligger langt oppe på listen over Spielbergs bedste film. At det er min Indy-farvorit, er ikke fordi den skilder sig markant ud fra den første (som mange mener er den bedste), hvis man kigger på de elementer, der kendetegner en god Indy-film - fx vilde fælder, nazi-bekæmpelse og hæsblæsende action-scener. Far-søn-issuet der skønt bliver skildret af Harrison Ford og Sean Connery, er så sjovt, rørende og giver det ekstra dybde til Indiana Jones, der gør filmen en tand bedre. (5/6)

Samlet rating 4,5/6


2005: War of the Worlds & Münich
Münich, der, hvis du spørger mig, er Spielbergs sidste mesterværk, tager udgangspunkt i det tragiske terrorangreb under OL i München i 1972, hvor Palæstinensiske terrorister henrettede 12 israelske sportsfolk. Efterfølgende sender Israel fem mænd på en farlig mission, med det hovedmål at henrette de ansvarlige for angrebet. Med denne film viste han igen, at når de tunge emner skal filmatiseres, er han en ener, der får det absolut bedste frem i sine skuespillere. (6/6)

Med War of the Worlds, der er en genindspilning af klassikeren fra 1955, hylder Spielberg en af de helt store sci-fi forfattere, H.G. Wells. Filmen er bestemt ikke blandt Spielbergs bedste, men han viser endnu engang, at når han "bare" vil lege, er niveauet tårnhøjt og han går ikke på kompromis, når det kommer til det tekniske. (4/6)

I dette tilfælde er der tale om to film, der begge virkelig fik mig ud på kanten af sædet - 'Munich' pga. historien og 'War of the Worlds' pga. de tekniske kvaliteter.

Samlet rating: 5/6


2002: Minority Report & Catch Me if You Can
Catch Me if You can. Den autentiske svindlerkomedie med Tom Hanks og Leonardo DiCaprio er måske Spielbergs mest charmerende film. En stærkt spillende DiCaprio, Hanks og Walken i en film om en ung storsvindler, der gennem fem år jages af FBI, mens han udgiver sig for at være alt fra pilot til kirurg. Komedier har aldrig været Spielbergs stærkeste side, men med denne har han lavet en ekstremt vellykket en af slagsen. Måske hans bedste nogensinde. (5/6)

Minority Report er en af de teknisk flotteste Spielberg film nogensinde, og jeg er personligt overrasket over, at den blev snydt for en Oscar-nominering for Best Visuel Effects i 2003. Filmen der foregår i fremtiden, hvor mord ikke længere eksisterer som forbrydelse, minder mest af alt om et langt afsnit af Netflix-serien Black Mirror. Filmen sætter bl.a. spørgsmålstegn ved den teknologiske udvikling og om retfærdigheden ved at blive dømt for et mord, man (endnu) ikke har begået. (5/6) 

Selvom Münich er en bedre film end begge film fra dette år, er grunden til at dette år er bedre, at 'Minority Report' er 'War of the Worlds' langt overlegen - både visuelt og tematisk. 

Samlet rating: 5/6


1993: Jurassic Park & Schindler’s List
Schindler’s List er min absolutte yndlingsfilm. Filmen om finansmanden Oskar Schindler, der reddede omkring 1200 jøder fra nazisternes udrydelseslejrer, er en barsk og rørende fortælling, der på alle parametre er gennemført. Ikke mindst pga. samspillet mellem Ben Kingsley og Liam Neeson. Også Ralph Fiennes leverer en af karierens stærkeste præstationer i rollen som den modbydelige Amon Goeth, der skyder jøder, fordi det behager ham. Historiefortælling på absolut højeste niveau. (6/6) 

Jurassic Park må være den film, jeg har set flest gange. Et visuelt mesterværk der var skelsættende i forhold til, hvad der var muligt på film. Kun 14 % af dinosaurne i filmen er CGI. Resten blev skabt ved hjælp af automatronic og nogle fantastiske dukkeskabere, der gjorde dinosauerne både realistiske, smukke og skræmmende. En film hvis lige ikke er set siden. (6/6)

Dette er Spielbergs glansår. Det er ubeskriveligt og slår en tyk streg under, at trioen bestående af Steven Spielberg, John Williams (komponist) og Michael Kahn (klipper), tilsammen har leveret nogle af nyere filmhistories vildeste værker. Foruden disse to film har de tilsammen skabt Saving Private Ryan, 'Indiana Jones' og Lincoln. 

Samlet rating: 6/6

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
rene

Syntes på denne list at Munich er en af de dårligst film sammen med Amistad, og Tintin fandt jeg virkelig underholdne

Antaeus

Spielberg har lavet en hel række gode og også fremragende film, men for mit vedkommende var jeg kun underholdt i mesterværksklassen af de helt gamle film som:

E.T.
Indy 1
Dødens Gab
Nærkontakt af 3. grad

Schindlers List er vel et mesterværk, men af en eller anden grund er den mig ikke rigtig nær og jeg ser den ikke som helt så god (hvor godt jeg er underholdt) som de fire ovenstående.

Jurrasic Park ser jeg på ingen måde som at være et mesterværk. Det skulle da kun være filmteknisk, men selve historien er dog god og underholdende.

Tintin var en mellem film, men når man er en stor tegneserie- og Tintinfan så var det ikke en god film. Oplægget er albummet Enhjørningen, en af de bedste Tintin historier, men det formår han at ødelægge og blande med to andre album til en langt dårligere historie end det vi ser i Tintin albummene, det er bestemt ikke godt.

Thomas

Enig i at Jurassic Park er en fremragende film til 6 stjerner.
Både det visuelle, historien og skuespillerne fungerer her.

Jeg er også enig i at Indiana Jones 3 er den bedste i serien, netop på grund af humoren mellem Harrison Ford og Sean Connery.

War of the Worlds er en fin katastrofefilm med en veloplagt Tom Cruise. Han har det med at medvirke i nogle utroligt underholdende film. Gælder også Minority Report.

Kan også godt lide Jaws som stadig er skræmmende på trods af alderen.

Som man kan se så er jeg mest til underholdnings-delen af Spielbergs film-kategorier.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter