Cookie- og Privatlivspolitik
Quentin Tarantino filmografi #8: The Hateful Eight

Quentin Tarantino filmografi #8: The Hateful Eight

QT når han er bedst og værst

Stem op!
6
Stem ned!
0
(reset)

På torsdag er der premiere på Quentin Tarantinos seneste værk, Once Upon a Time... in Hollywood. I den forbindelse har vi gennemgået samtlige af instruktørens værker fra Reservoir Dogs, og nu er vi kommet til den seneste i rækken, nemlig The Hateful Eight.

Titel: The Hateful Eight
År:
2015

Genre: Western
Medvirkende: Samuel L. Jackson, Kurt Russell, Jennifer Jason Leigh, Walton Goggins, Demián Bichir, Tim Roth, Michael Madsen, Bruce Dern

Køb billetter til Once Upon a Time... in Hollywood herunder:

Efter succesen med sin første fuldblodswestern, Django Unchained, dykkede Quentin Tarantino yderligere ned i genren med et kammerspil, der stilistisk læner sig mere op ad klassiske, amerikanske John Ford-film end den italienske spaghetti-variant, der inspirerede den foregående film.

'The Hateful Eight' viser både nogle af Quentin Tarantinos styrker og svagheder som filmskaber, men som alle instruktørens øvrige film er der tale om et kvalitetsprodukt med huskværdige scener og en vanlig spidsfindig tilgang til filmhistorien.

Fanget i sneen
Plottet er i udgangspunkt rimelig simpelt og finder sted engang efter borgerkrigen. Dusørjægeren John Ruth er på vej til byen Red Rock med sin fange, Daisy Domergue. Undervejs møder de en anden dusørjæger, Major Marquis Warren og Chris Mannix, der hævder at være Red Rocks nye sherif. En snestorm tvinger de tre mænd og den kvindelige fange til at søge tilflugt i en hytte langt ude på vejen.

I hytten møder de yderligere fire mænd, Bob, Mobray, Gage og General Smithers, der alle gemmer på farlige hemmeligheder og modstridende interesser, og snart finder vi ud af, at situationen ikke kommer til at ende uden blodsudgydelser.

En lang(som) film
Tempoet er måske det mest langsomme i hele Tarantinos filmografi. Flere passager er ren stemning og bygger op til de replikker, der bærer plottet fremad. Men den lange spilletid på tre timer (inkl. et musikalsk intermezzo) gør, at trods suveræne præstationer fra især Samuel L. Jackson, Jennifer Jason Leigh og Tim Roth (hvis rolle føles som et ekko af en velformuleret Christoph Waltz-karakter) bliver det hele lidt langtrukkent til tider.

Krogen i publikum er til gengæld gætterierne omkring, hvem der har hvilke motiver, og hvem der er ude på at dræbe hvem, og det føles næsten som en Agatha Christie-krimi, hvor vi skal finde ud af, om ”butleren gjorde det”. Det er ganske interessant at følge, men holder vi nu også nok af disse afstumpede karakterer til at heppe på dem, når blodet begynder af flyde? Og ja, filmens klimaks er blodigt og helt i Tarantinos ånd (her er vi langt fra John Ford-inspirationen) med en ”over the top” skudduel og brutale dødsscener.


Samuel L. Jackson i topform
Dialogen i 'The Hateful Eight' fylder rigtig meget, ligesom den plejer i instruktørens værker, men fordi der næsten kun er tale om en enkelt setting, en gammel hytte i Wyoming, er replikudvekslingerne om muligt endnu mere koncentrerede end tidligere. Det kræver skuespillere, der har ordet i deres magt, og hvem er bedre til at få Tarantinos replikker til at lyde ekstra sprøde end Samuel L. Jackson? Ingen. Det beviser veteranen i dén grad i 'The Hateful Eight'. Jeg vil nærmest gå så langt som sige, at Jackson ikke har været bedre på film siden Pulp Fiction. Altså i 19 år!

Bare lyt til hans 10 minutter lange enetale om, hvordan han sadistisk hævner sig på den racistiske sydstatsgeneral Sandy Smithers’ søn. Jackson kan som få andre holde seerens opmærksomhed fanget, mens de groteske detaljer udpensles. Afslutningen af fortællingen er nok den, der sidder bedst fast efter filmens rulletekster, for her præsenteres vi for en så malerisk beskrivelse af et ufrivilligt blowjob, at man græmmes og sært fascineres på samme tid. Pointen med fortællingen? At give General Smithers en grund til at indlede en pistolduel, han umuligt kan vinde.

Channing Tatum i en Tarantino-film… what?
Inden filmens premiere var det en stor ting, at en af de hotteste hunks i Hollywood, Channing Tatum, skulle spille med over for det øvrige, noget ældre cast. Skuespilleren får ikke meget spilletid, men hans første scene er værd at fremhæve, da den fremstår som filmens McGuffin (Hitchcocks klassiske udtryk for det element i filmen, der holdes hemmeligt, men har signifikant betydning for plottet).

Midtvejs i 'The Hateful Eight' får vi et flashback, der fortæller, hvad der egentlig skete i hytten, hvor vores otte personer befinder sig. Vi får i scenen forklaret, hvorledes Bob, Mobray og Gage sammen med en fjerde mand, Channing Tatums Jody, har myrdet husets ejer, Minnie, og fem uskyldige mennesker. Og at General Smithers i virkeligheden forsøger at holde på hemmeligheden for ikke at ende med en kugle for panden. Jodys plan er at befri sin søster, Daisy, altså John Ruths fange.

Plotdrejningen giver alle personerne motiver og åbner for den blodige konklusion, hvor Jennifer Jason Leigh sætter sit mest huskværdige aftryk på filmen gennem en djævelsk velspillet scene, der formentlig var hovedårsagen til hendes Oscar-nominering. Channing Tatum, for lige at vende tilbage til ham, har derved ikke filmens største rolle, men en signifikant en af slagsen.

En mester vender tilbage til western-genren
Trods inspirationen til filmens plot og stil mestendels er hentet fra John Ford-film som mesterværket Stagecoach og lidt mindre fra Tarantinos elskede spaghetti-westerns, er Sergio Leones legendariske hofkomponist, Ennio Morricone, alligevel valgt som komponist. Ja, det er ham, der gav verden udødelige musik-temaer fra Once Upon a Time in the West og The Good, The Bad and the Ugly, og som ikke havde arbejdet på en western i 34 år.

Tarantinos brug af musik begrænser sig normalt til soul-klassikere, lækker hiphop og glemte surferhits, men muligheden for at få Morricone med ombord har formentlig været en drengedrøm for instruktøren. Faktum er, at den italienske mesters musik blev det første originale score i en Tarantino-film, og hans arbejde blev hædret med filmens eneste Oscar-statuette. Resultatet er en mere klassisk lydside, der passer godt til den dialogtunge handling.

'The Hateful Eight' er på mange måder et eksempel på Tarantino, når han er bedst og værst. Filmskaberens flair for cool dialog er fuldt ud på plads, men man fornemmer på en eller anden måde, at han godt selv ved, hvor fed han er og trækker derved det hele så langt ud, at risikoen for at ende i frustrerende langsommelighed ofte er til stede. 'The Hateful Eight' står tilbage som ikke en af instruktørens bedste, men stadig vældigt seværdig film.

IMDb-trivia

- Guitaren, som Daisy spiller på i filmen, er en antikvitet fra 1870’erne vurderet til ca. 40.000 dollars og udlånt fra Martin Guitar-museet. I en scene skulle Kurt Russell smadre guitaren, hvorfor seks kopier blev fremstillet. Pga. dårlig kommunikation fik Russell fat i den ægte vare… og bang. 40.000 ud ad vinduet! Jennifer Jason Leighs chokerede reaktion kom med i filmen, og Martin Guitar-museet har senere annonceret, at de aldrig vil udlåne guitarer til filmoptagelser igen.

- Filmens manuskript blev lækket online, og det betød, at Tarantino ikke ville påbegynde optagelserne. Men skuespillerne, og især Samuel L. Jackson, var henrykte over drejebogen og overtalte QT til at gå videre med produktionen.

- Den klaustrofobiske stemning er inspireret af John Carpenters gyser The Thing fra 1982, men Tarantino fremhæver også sin egen film, 'Reservoir Dogs', som en af inspirationerne.

- 'The Hateful Eight' er optaget til analog 70 mm Ultra Panavision på celluloid, og for at kunne vise den i sit originale format (og ikke digitalt, som de fleste biografer udelukkende er gået over til), fremviste Tarantino filmen via et roadshow i udvalgte biografer, inden den var klar til almindelig distribution.

Køb billetter til Once Upon a Time... in Hollywood herunder:

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Julius

The Hateful Eight er en sjov størrelse, for den viser virkelig at Tarantino uden besvær kan lave originale og seværdige film bedre end de fleste andre i gamet. Nøgleudtrykket er her 'uden besvær', for The Hateful Eight kunne virkelig trænge til en opstrammer i klippet og i manusset. Men who cares? Det er Tarantino, der gør præcis hvad han vil, og selvfølgelig skal det nok underholde.

Og på mange måder føles Hateful Eight som et kærlighedsbrev til Old Hollywood. Skudt på gamle optikker i Ultra Panavision 70-formatet, med roadshow, overture og pause i biografen. For mig er det lidt et råb på ikke at glemme biografoplevelsen. Det startede som arbejderklassens teater og opera, og med stigende billetpriser og konkurrerende tjenester som Netflix, er der bare færre og færre der tager i biografen.

Og med Hateful Eight ville Tarantino nok minde os om, hvad det betyder for ham at gå i biografen.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter