Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Midsommar

Tilladt for børn over 15 år
Filmen har ikke været indsendt til vurdering hos Medierådet for Børn og Unge. I henhold til filmloven påføres ikke-vurderede film 15 års-mærkatet.

Se mere på medierådet.dk
11.07.2019
| |
2 timer 20 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Midsommar
|
Versioner: se alle
2D, Babybio
|

Gyserfilmen ’Midsommar’ følger et amerikansk par og deres venner, som rejser til det idylliske Sverige for at fejre årets længste dag, nemlig Midsommar - deres svar på Sankt Hans-aften.

Astrid Lindgrens hjemland forbliver naturligvis ikke idyllisk, da der snart kommer både rendyrket ondskab og okkult mysticisme på banen, mens alt udspiller sig i gysende dagslys.

Instruktøren Ari Aster står bag filmen, der også stod bag den kritikerroste debutfilm Hereditary fra 2018.

Ari Aster har tilsyneladende igen skabt en yderst seværdig gyserfilm, da de internationale anmeldere har udråbt ’Midsommar’ til et gysermesterværk.

'Midsommar' ligger i genren, som man kan kalde for folk horror. Her finder man andre værker så som heksefilmen The Witch, den mere socialrealistiske Kill List og kultklassikeren The Wicker Man.

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (102 votes)
3.8
4.5

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • BT

    “Det er okkult og skideskørt - præcis som i forfriskende ‘Hereditary’, der legede den ondeste “ånden i glasset”.” (Morten Vejlgaard Just)

  • Filmland P1

    "'Midsommar' er muligvis den smukkeste gyserfilm, du nogensinde kommer til at se." (Ida Rud)

  • Information

    “Et vaskeægte mareridt, som det er umuligt at ryste af sig. Hvis man altså slipper fra det med livet i behold". (Christian Monggaard)

  • Jyllands-Posten

    "'Midsommar' er trods sit langsomme tempo og sine kun ganske få ture helt ned i skrækfilmens kælderetager konstant urovækkende, ubehagelig og truende midt i al den solbeskinnede idyl." (Frederik Asschenfeldt Vandrup)

  • Politiken

    "En film om en kult med oplagt kultpotentiale, som kunne have trængt gevaldigt til at få strammet balderne, både hvad angår spilletid og idérigdom. Men en succes skal den nok blive." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Fotografen Pawel Pogorzelski får sommeridyllen til at emme af særhed, usikker morskab og snigende rædsel. [...] 'Midsommar' er en betagende gyser. Jeg glæder mig til at se den igen." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Gitte

Mest elendige , langtrukken , og ånsvage film jeg har set til dato.

Niels

Opbyggede langsomt, og man vidste, der ville ske noget intenst til sidst. Plus for den originale historie.

Marianne

En komplet rodet gang miskmask. Uinteressant, uelegant, gabende kedsommelig. Visse steder ufrivillig komisk.

Bukselak

Det var en spændende film, men jeg sad og irriterede mig over, hvor dumme folk var i filmen. Fedt og vise, at der nærmest er en kult flok i Sverige som lever på en helt speciel måde.

Men når først 2 personer begår selvmord og ingen slår alarm “pga” det er helt normalt, samt når deres venner forsvinder er der ingen som gør noget, Så ved man manuskriptet er en tynd kop te og det bliver en lortefilm,

Den havde mange fede ideer, men den var langtrukken og mangelfuld, fordi ingen mennesker ville have reageret som de gjorde.

De kunne jo også have tilkaldt politiet, men næh nej det sker heller ikke.

Hvis der overhovedet eksisterede sådan en kult “familie” var det jo blevet opdaget for længe siden. Når folk forsvinder er der altid nogen som leder efter dem.

Filmen virker gennemtænkt, men så alligevel ikke tænkt færdig hvilket gør den kun får 2 stjerner.

Nogle film skal man ikke tænke til, og dette er blot endnu en af dem som bliver blæst op i medierne lige som Hereditary som også var en stor skuffelse. En film som blot skal ses på dvd, der er bestemt ingen grund til og se den i biffen.

Ziegler

Forvent ikke en normal gyserfilm. Udover det.... Se den.

BNIKuser/808370

Kedelig, uintelligent og langtfra virkelighedstro historie. Ingen gys!

Charlie Jeppesen

Jeg mener ikke, at man kan kalde den en gyser. Hvis jeg skulle give den en genre, skulle det været syrret drama/thriller. Den var ikke uhyggelig, der var ét jumpscare, som ikke var skræmmende. Derudover var det en ringe film. Jeg synes helt klart den havde potentialet til at være god, men blev eksekveret ringe. Jeg sidder med følelsen af, at sverige er et fucked land, men det ved jeg det ikke er, og jeg har selv fejret Midsommerfest - det er nothing like.

TheDayDreamer

Jeg har altid syntes af gysergenren "Folk Horror" var interessant på grund af de temaer den repræsenterer, og Ari Asters efterfølger til "Hereditary" havde mig også fanget meget af tiden, men desværre synes jeg aldrig rigtig at den kom helt til bunds i plottet/historien, og den introducerede også en meget interessant mytologi og nogle personer som man heller ikke så nok til/hørte nok om - og samtidig udeblev den chockeffekt jeg havde håbet på. Dette kan måske skyldes at jeg havde en ret god idé om hvordan "Midsommar" ville ende (fordi stort set alle folk horror film kredser om det samme emne, og har samme slutning), så lige på gysefronten efterlod den mig ikke helt mæt (specielt også fordi jeg havde håbet på en overnaturlig slutning, ligesom i "Hereditary"), men det skal dog siges at der er elementer af slutningen som er åbne for fortolkning, hvilket jeg godt kan lide, og hvis man kigger på det psykologiske aspekt i den, så var der lidt mere fyld, i form af hvordan vi følger den kvindelige hovedrolle Danis mentale rejse, og hvor den ender... for mig var det en af de store plusser!

Gyset er bare papiret gaven er pakket ind i - men i virkeligheden er dette en film om tilhørsforhold og hvordan vi mennesker håndterer sorg, og instruktøren har også kaldt det en "break-up" film.

Den indeholder en del scener der vil virke absurde og chokerende, og det er ikke en film for alle - men hvis man vil have et anderledes gys, så vil jeg anbefale den! (Og det var for en gangs skyld også rart at sidde i en biosal fyldt med mennesker som netop kunne finde ud af at holde mund, FORDI de ønskede at se filmen).

Ps. Hvis slutningen efterlod nogle lidt forvirrede, eller man bare ønsker at høre et bud på hvordan det hele skal forstås, så er her en video som jeg synes forklarer temaerne og slutningen ret godt:

https://youtu.be/TCANdmStGuo

Jonas

Jeg var virkelig fan af Ari Asters første film "Hereditary", så derfor var jeg selvfølgelig også nødt til at se denne her. "Midsommar" er helt sin egen oplevelse - der er et par uhyggelige elementer, men mest af alt er det en stemningsfuld, frastødende og forvirrende oplevelse. Langt hen ad vejen er dette godt, men det fører også nogle problemer med sig.

Filmen er først og fremmest gudesmukt fotograferet! Med det svenske kollektiv Hårga, som filmen foregår i, formår Aster at skabe en fascinerende verden. Til at starte med virker den varm, lys, venlig og indbydende, hvilket er en kontrast til filmens bogstaveligt og billedligt talte virkelig mørke start. Jo længere man kommer i filmen, begynder Hårga dog at virke som et dybt bizart sted, og vi får indblik i nogle af deres dybt frastødende ritualer. Mange af disse ritualer vil være brændt fast på min nethinde for evigt. Masser af steder i filmen er der malerier på vægge, broderede tæpper osv., der viser nogle af disse ritualer, før de sker. Det er derfor virkelig anbefalelsesværdigt at holde godt øje med disse billeder. Der er dog også meget humor, bl.a. i form af Will Poulters figur, og fordi ritualerne er så bizarre, at man ikke kan andet end at grine.

Florence Pugh spiller fænomenalt i hovedrollen som Dani. Ligesom Toni Colette i "Hereditary" er hun også nødt til at udvise nogle helt ekstreme og stærke følelser, og hun fremstiller både sorg, og hvordan jeg kun kan forestille mig, at et angstanfald måtte føles. Jack Raynor spiller fint som kæresten Christian, der både bevidst og ubevidst ikke behandler Dani og sine venner særligt fedt, men kommer ud på et sted, hvor han ikke rigtigt kan bunde. Will Poulter er underholdende som alles stereotyp om en disrespektfuld amerikansk turist. Derudover er Wilhelm Blomgren virkelig creepy som Christians ven Pelle - han er sød og venlig, men har nogle lumske undertoner og en viden, ingen af de andre figurer har. Derudover er der også en masse fantastiske biroller i form af Hårgas skøre indbyggere. Filmen tager meget fat i kulturrelativisme. Hårgas indbyggere gør nogle ting, vi klart ville opfatte som onde, men for dem er det bare sådan, verden hænger sammen, hvilket giver en fantastisk dynamik mellem dem og filmens hovedpersoner.

Filmen minder meget om en traditionel gyser den første halvanden time. Alene de første ti minutter af filmen er ufatteligt brutale, og der er mange gange, hvor vi udemærket ved, at noget forfærdeligt skal til at ske, men Ari Aster lader os marinere i vores egen frygt i en god rum tid. På et tidspunkt bliver filmen dog mere absurd end uhyggelig, og det er ikke nødvendigvis dårligt. Jeg synes dog, at filmens slutning bliver en lille smule flad følelsesmæssigt. Jeg er helt med på, hvor Ari Aster vil hen med den (og kan godt lide det), og det er ikke, fordi der ikke sker noget frastødende i slutningen (det gør der bestemt!). Slutningen ramte mig bare ikke lige så hårdt som f.eks. "Hereditary", der også havde en bizar, men ufattelig følelsesmæssigt voldsom slutning.

"Midsommar" er en helt unik oplevelse på godt og ondt. Den er frastødende, bizar og gruopvækkende til tider, men den er også spøjs og visuelt og følelsesmæssigt smuk. Det er ikke en film for alle, men jeg vil anbefale jer at gå ind og se den og danne jeres eget indtryk.

Julius

Et år efter debutfilmen og mesterværket Hereditary er Ari Aster tilbage i instruktørstolen med Midsommar, en ubehagelig film af utallige årsager, hvor gys sjovt nok ikke rigtigt er én af dem.

Vi følger primært Dani, en ung kvinde der har mistet sin søster og forældre i en tragisk hændelse, der også er i et forbandet toxic forhold med kæresten Christian. Christian havde egentlig tænkt sig at slå op med Dani, men kunne ikke få sig selv til det efter hun mistede familien. I stedet tager Dani og Christian med nogle studiekammerater til Sverige for at gæste en Midsommarfest langt ude på landet, omend en meget særlig én. I år er der nemlig nogle specielle fejringer, som man kun oplever én gang hver 90. år. Dun-dun-dun. Herefter følger traditioner som svampetrips, danse, fællesspisning, parringsceremonier og ofringer. Alt sammen ved højlys dag.

Dani er stadig ufatteligt indelukket og tynget af sin sorg, og Florence Pugh er fænomenalt godt castet. I utallige scener hviler kameraet ubehageligt længe på hende, og de mikroskopiske trækninger og næsten animalske hyl af sorg trænger virkelig ind på seeren. Skildringen af personlighederne er i det hele taget supergennemført, og det er især her, at Asters kompromisløse instruktion og framing virkelig viser deres værd.

Forholdet mellem Christian og Dani er virkelig også fremragende skildret, og enhver der har været i et giftigt forhold kan nok også sætte sig ind i det. I en scene tidligt i filmen spørger Dani Christian, hvorfor han ikke har fortalt hende at han vil tage til Sverige før nu, to uger før han rejser. Christian vender derefter spørgsmålet, så han angriber Dani fordi han føler sig 'skyldig', og Dani ender med at undskylde. Det er subtilt, men super super hårdt.

Og det er nok også derfor, at Dani ender med at føle sig mere hjemme i de svenske skove og marker end hendes rejsekammerater, for det er tilsyneladende første gang, der er nogen, der udviser empati over for hende. Alle hendes venner er mest interesserede i at observere de 'fjollede traditioner', men Dani er faktisk den eneste, der kaster sig ud i det. Hvorfor? Måske fordi hun intet har at tabe?

Personlighederne og dramaet er helt klart det stærkeste ved Midsommar, og derfor er der nok også en del, der vil finde den kedelig og u-uhyggelig, hvis man forventer en traditionel gyser. For gyset er der ikke meget af. Filmen er gradvist mere og mere intens og ubehagelig, men den er aldrig scary. Den føles generelt mere som et vildt trip fyldt med 'What the fuck'-oplevelser, og dem er der eddersparkeme også mange af.

Kameraførslen og lyddesignet er absurd skarpe. Der er utallige 'usynlige' lange takes, hvor Aster går fra et closeup til et totalbillede, hvor han tracker med en gruppe der bevæger sig et andet sted hen, hvor kameraet dernæst ender på et closeup indenfor, helt uden at klippe. Det er kun elegant blocking og kameraførsel, og det hjælper virkelig med at forstærke forvirringen og ubehaget, vores karakterer oplever. Lydmixet er super retningsbestemt, så man virkelig lever sig ind i verdenen. Under en sommerdans flyver kameraet rundt mellem danserne og ligeledes musikanterne, og det betyder at musikken først er bag os, så til venstre og så til højre. Det er SÅ godt.

Sidst en film sad fast i mig på denne måde efter blot et par timer var nok Hereditary, så Ari Aster skal bare fortsætte med at grave dybere i hans forstyrrede sind efter gruopvækkende kulte og billeder. Jo mere man tænker over filmen, desto mere føler jeg, der er meget at sætte pris på ved at se den en anden gang. Jeg har bare aldrig lyst til at se den igen. Ja tak herfra.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter