Cookie- og Privatlivspolitik
Quentin Tarantinos Filmografi #1: Reservoir Dogs

Quentin Tarantinos Filmografi #1: Reservoir Dogs

Verdens bedste indie-film?

Stem op!
12
Stem ned!
0
(reset)

I forbindelse med Quentin Tarantinos kommende film Once Upon a Time in Hollywood laver vi en kronologisk gennemgang af alle hans film. Vi starter med Reservoir Dogs, der af instruktøren selv anses som hans første film. 

Titel: Reservoir Dogs
År: 1992

Genre: Kupfilm
Instruktør: Quentin Tarantino
Medvirkende: Harvey Keitel, Tim Roth, Michael Madsen, Steve Buscemi, Chris Penn, Quentin Tarantino og Lawrence Tierney

Indbegrebet af Tarantino
Jeg har fået æren af at starte med dette mesterværk om en flok kriminelle, der hyres af mafiabossen og gangsteren, Joe Cabot, til at røve en juvelér. Alle de kriminelle får dæknavne ud fra farve - således hedder de Mr. White, Mr. Blonde, Mr. Pink, Mr. Orange osv.

Handlingen går i gang efter et kup er gået fuldstændig galt, da politiet helt uventet dukkede op og begyndte at skyde løs. Et par af røverne klarede den ikke, mens Mr. Orange er hårdt såret. Nu mødes de overlevende i et hemmeligt pakhus, hvor usikkerheden breder sig blandt de overlevende. Hvordan vidste politiet besked? Er der en stikker iblandt dem?

’Reservoir Dogs’ er en af mine personlige favoritter. Med denne film sprang Tarantino ud som den slags filmskaber, der både skriver manus, medvirker og instruerer på en og samme tid. 

Når jeg siger, at det er en af mine favoritter, er det ikke nødvendigvis fordi, det er et af hans største værker. For filmen bærer tydeligt præg af at være lavbudget. Det, der gør den til en farvorit er, at den efter min mening er indbegrebet af Tarantino - at man ser lidt 'af den' i samtlige Tarantino-film. Her tænker jeg især på hans humor, dialog, brug af musik og hang til eksplicit vold som hans øvrige film bærer præg af. 

Humoren
Tarantinos humor kommer især til udtryk igennem hans dialog og fede karakterer, der spilles af fantastiske skuespillere. Ofte er det en blanding af de to elementer, der gør det pissesjovt at overvære en Tarantino-film.

Det er svært at definere humoren, men et godt eksempel er startdialogen om drikkepenge, hvor Mr. Pink prøver at overbevise de andre om, hvor dumt det er at give drikkepenge, fordi samfundet dikterer det. De andre argumenterer det bedste de kan, og mener han er helt forkert på den.

Til sidst giver Mr. Pink efter, da Joe Cabot bruger det tyndeste argument: at han har betalt for maden.

Dialogen
Her er det især åbningsscenen, hvor de snakker om Madonnas hit 'Like a Virgin', der kendetegner den dialog, som Tarantino efterfølgende har gjort til en af sine mest markante signaturer.

De første replikker i filmen kommer da også fra instruktørens egen karakter Mr. Brown og lyder således:

- Let me tell you what 'Like a Virgin' is about. It's all about a girl who digs a guy with a big dick. The entire song. It's a metaphor for big dicks.

Det interessane og sjove ved denne dialog er, at den mest af alt minder om en monolog, hvor en tredjedel af replikkerne kommer fra Mr. Brown. Både denne og dialogen om drikkepenge er relativt lange, fylder meget og er yderst velskrevene.

For selve hovedhistorien i filmen har de stort set ingen relevans, men det har de for karakteren i det øjeblik, at dialogen finder sted. Denne type dialog ser vi efterfølgende i bl.a. Pulp Fiction, Inglourious Basterds og Death Proof

Musikken
Musikken fylder meget i Tarantinos film, og 'Reservoir Dogs' er ingen undtagelse. Første gang musikken skiller sig ud i filmen er under præsentationen af skuespillerne, mens vi lytter til 'Little Green Bag' af George Baker Selection. Sangen spiller i 'normalt' tempo, mens filmes karakterer går i slowmotion.

Dette resulterer i, at både musikken og billederne 'rammer' stærkere hos publikum. Jeg er af den overbevisning, at hvis slowmotion-effekten havde være undladt, ville musikken have været mindre bemærkelsesværdig. Et andet interessant sted i filmen, hvor musikken er i fokus, er den kontrapunktiske brug af musikken under Mr. Blondes dans/tortur-scene.

Til sangen 'Stuck In The Middle With You' af Stealers Wheel, danser Mr. Blonde arogant foran den forsvarsløse politimand, der sidder bundet til en stol med tape for munden. Mr. Blonde snitter ham i ansigtet med en barberkniv, sætter sig over skrevs på ham, og skal til at skære politimandens øre af, da kameraet panorerer væk, nu hører man musikken, ser et hjørne af det pakhus, de befinder sig i.

Alt imens man kan høre politimanden vride sig i smerte. Endnu en gang får musikken lov til at fylde utrolig meget i et meget markant øjeblik i filmen. Tarantino udviser altså en kæmpe respekt for den musik, han har valgt til sin film.

Volden
Tarantino holder ikke igen, når det handler om at vise vold og blod. Efter filmens introduktion, bliver der fx klippet direkte til Mr. Orange (Tim Roth), liggende på bagsædet af en bil indsmurt i blod, mens han vrider sig i smerte over et skudsår.

Senere bliver der også klippet direkekte over til Mr. Pink, Mr. White og Mr. Blonde, der er igang med at sparke løs på en politimand, hvis hænder er bundet på ryggen. Mr. Blondes efterfølgende tortur-scene er et andet virkelig godt eksempel på Tarantinos ekstreme vold.

Denne-scenen ligger nummer et på Watch Mojos liste over de ti bedste torturscener på film. Michael Madsen har efterfølgende udtalt, at han havde store problemer med at lave scenen, pga. hans afsky for vold af enhver art. Om han havde lige så svært ved voldsscenerne i 'Kill Bill' vides ikke. 

De fire ovenstående elementer kan ikke adskilles og i 'Reservoir Dogs' er der ikke et klart skel mellem dem. Dialogen og humoren er efter min mening 100% afhængige af hinanden.

Dette kommer ikke kun til udtryk i de tidligere nævnte eksempler, men også i scenen, hvor de bliver tildelt deres navne. Mr. pink er meget utilfreds med sit navn og starter straks endnu en fed dialog, som igen ikke har den store relevans for historien, men vi vil bestemt ikke være dem foruden.

Også volden og musikken går i denne film hånd i hånd. Fx er den muntre sang i tortur-scenen med til at gøre den ekstreme vold lettere at overvære samtidig med, at den sætter en tyk streg under, at Mr. Blonde er filmens helt store pysko.

Humoren og volden bliver også brugt sammen. Her vil jeg igen nævne tortur-scenen, hvor Mr. Blonde stikker politimanden - hvis ansigt er indsmurt i blod - en lussing og eftrfølgende bliver fornærmet over, at hans hånd nu er fyldt med blod. Ja, humor er svær at definere, men jeg synes det er sjovt.

Kronologien
'Reservoir Dogs' dramaturgi udspiller sig 'ikke-kronologisk'. Startscenen er altså ikke historiens begyndelse, og hele filmen igennem springes der frem og tilbage i tiden.

Selvom dette ikke går igen i samtlige Tarantino-film, er det bestemt et af hans kendetegn. Det tydeligste og mest ikoniske eksempel på dette er han næste film 'Pulp Fiction'.

Rummet
At holde et budget på omkring 1,5 million dollars kræver, at man holder det simpelt. At holde det simpelt kræver høj kvalitet, hvis det skal virke, hvilket aldrig har været et problem for Tarantino - heller ikke i dette tilfælde.

Filmens hovedlocation er pakhuset, hvor de efter kuppet skal mødes. Her formår Tarantino - i samarbejde med bl.a. et hold megafede skuespillere - at skabe en fed anspændt stemning og en følelse af paranoia. Her gør han igen brug af både humor og fed dialog: Are you gonna bark all day, little doggy or are you gonna bite?  

Der er altså tale om et perfekt brug af meget få økonomiske midler. Lysten til at lave den fede film.

Kupfilm uden et kup
På trods af, at man aldrig ser kuppet, har Rotten Tomatos placeret filmen som nr. 30 på deres liste over de 78 bedste heist-film nogensinde.

Heist-film er en undergenre til krimigenren og tager sit udgangspunkt i et forestående, igangværende eller overstået kup. Oftest har historien et afsluttende twist, hvilket Tarantino også gør brug af - her med afsløringen af hvem stikkeren er. Mr. Orange, manden med skudsåret i maven, er strømeren, og det knuser Mr. Whites hjerte, at hans protege har forrådt ham.

Det er ikke en ny genre, men der er lavet relativt få film. En af de første er filmen 'They Met in Bombay' fra 1941, med datidens helt store stjerne, Clark Gable i hovedrollen. Af mere kendte heist-film kan bl.a. nævnes 'The Italian Job', 'The Usual Suspects', 'Point Break', 'Ocean's Eleven', 'Inception' og de danske Olsen Banden-film.

Modtagelsen dengang
Filmen havde premiere på independent-filmfestivalen i Sundance den 21. januar 1992. En premiere Tarantino efterfølgende selv har kaldt en katastrofe, men premiere blev faktisk velmodtaget af anmelderne og sikrede ham en distributør samt læring for livet. 

Efter premieren stod Miramax for distributionen af filmen, der dog ikke blev nogen stor succes og endte med indtjene omkring 3 millioner dollars - ca. det dobbelte af filmens beskedne budget. Den blev dog meget hurtig kult og banede efterfølgende vejen for Tarantinos næste film Pulp Fiction, der af mange anses som værende hans hovedværk.

Boxoffice og hæder går dog ikke altid hånd i hånd. 'Reservoir Dogs' blev taget flot imod af anmelderne. I alt 12 priser har filmen modtaget, heriblandt Den Internationale Kritikerpris til Tarantino ved Toronto International Film Festival og en Independent spirit Award til Steve Buscemi for bedste mandlige birolle. "Why am I Mr. Pink?"

Filmen er desuden kåret til den bedste indie-film nogensinde af filmmagasinet Empire. Samme magasin kårede Tarantinos debut som den mest indflydelsesrige indie-film de sidste 15 år.

IMDb-trivia
- Tarantino blev tilbudt omkring 1,5 millioner dollars, hvilket ville have været nok til at lave filmen, hvis han ændrede slutningen og lod karaktererne overleve, i modsætning til nu, hvor det kun er Mister Pink, der slipper væk. Tarantino afslog heldigvis.

- Det tog Tarantino ca. tre uger at skrive første udkast til manuskriptet.

- Der bliver sagt fuck 272 gange i løbet af filmen

- Filmens lave budget på 1,2 millioner dollars umuliggjorde politi-service til trafik-kontrol under optagelserne, så scenen hvor Steve Buschemis karakter, Mr. Pink trækker en kvinde ud af en bil, stjæler den og kører videre, skulle laves, når der var grønt lys. Desuden gjorde det lave budget, at skuespillerne mange gange brugte deres eget tøj.

- Madonna, der er stor fan af filmen, sendte efterfølgende en signeret udgave af sit 'Erotica'-album, hvor hun havde skrevet: "To Quentin. It's not about dick, it's about love. Madonna."

Denne film har så mange fede detaljer, er så vellykket, velskrevet og velspillet. Jeg kan derfor uden tøven sige, at den hører til blandt mine yndlyngsfilm af Tarantino - en instruktør, hvis bundniveau må siges at være ekstremt høj. 

Glæd jer til næste film i rækken: Tarantinos hovedværk fra 1994, Pulp Fiction.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Ny svensk dansefilm er ren Call Me by Your Name møder Flashdance

"'I morgen danser vi' sendte mig ekstatisk ud af biografen"

Pearl Harbor

5 grunde til at Pearl Harbor er undervurderet

Forsvar for Michael Bays krigsfilm

Toronto dag #4-5: Jennifer Lopez i sit livs filmrolle… som stripper

Dansker i international hovedrolle og to sjove Oscar-kandidater

Stille hjerte / Blackbird

Toronto dag #2-3: Dansk succesfilm genindspillet: "Jeg tør ikke se den oprindelige film"

Sam Neill er bange for at være dårligere end Morten Grunwald

Dengang en midaldrende mand i klovnekostume ødelagde en generation af børn

En hyldest til Tim Currys Pennywise

The Hateful Eight

Quentin Tarantino filmografi #8: The Hateful Eight

QT når han er bedst og værst

Django Unchained / Sony Pictures

Quentin Tarantinos Filmografi #7: Django Unchained

En hyperstilet blockbuster-western

Hvad hvis Disneys mest elskede karakterer var Pokemón?

Se Genie, Olaf, Anders And og Co. udvikle sig i vidt forskellige retninger

Sider

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
magicthe

Tak for en virkelig fin artikel om et af de (mange) postmoderne mesterværker. En fin oplysende artikel og jeg er glad for dig fokus på musikken i filmen. Der er dog et par detaljer, som jeg er helt enig med:

1: Genreren som "Kupfilm" eller "Heistfilm" er ikke helt passende. Dette pga, som du beskrive, at selve kuppet ikke er en del af filmens historie, men også fordi bistorien ikke fortælle i kronologisk rækkefølge. Særligt fordi historien ikke fortælles i kronologisk rækkefølge (og seeren derfor ikke kan forvente, at hhv. anslag/præsentation/uddybning/klimaks/udtoning kommer i den rækkefølge) er filmen nærmere en "Postmoderne kupfilm" - se også punkt 2, for et andet argument for det.

2: Du skriver
"[...] og skal til at skære politimandens øre af, da kameraet panorerer væk, nu hører man musikken, ser et hjørne af det pakhus, de befinder sig i. Alt imens man kan høre politimanden vride sig i smerte. Endnu en gang får musikken lov til at fylde utrolig meget i et meget markant øjeblik i filmen. Tarantino udviser altså en kæmpe respekt for den musik, han har valgt til sin film."

Det er muligt, at Tarantino har respekt for den musik han bruger. På dette punkt kender jeg ikke nok til hans film og brug af musik. Men uanset dette, er det ikke for at give musikken tid at være musik, at der vælges at panorere væk fra politimanden.
Det er fordi, at Tarantino ikke har behov for at vise, hvor smærtefuldt det vil være, at få sit øre skåret af. Det er vores hjerne bedre til, og derfor vælger han ikke at vise det. Det er af denne grund der bliver panoreret væk fra akten, vores hjernes forestilling er meget stærkere (og uhyggeligere) en det på nogen måde vil være at se det. Det at der samtidig bliver panoreret væk til en tomt pakhus (et meget uinterresant billede) og vi har kontrapunktisk musik, betyder, at seeren vil huske scenen, fordi seeren skal på arbejde for at forstå hvorfor seeren ikke må se det, som vedkommende ønsker.

Tak for god artikel, og ser frem til de næste i serien.

Kh. Magicthe

Perry Dahluser/774490

"...i modsætning til nu, hvor det kun er Mister Pink, der slipper væk."

Well, hvis du lytter til lydsporet under rulleteksterne og efter Mr. Pink forlader pakhuset, så når han ikke så langt.

S. Rico

Han slipper desværre ikke væk. Han var ellers min ynglings karakter sammen med Mr. Blonde.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter