John Wick 3: Parabellum

Den tredje film om John Wick leverer stadig brutale og effektive actionsekvenser, der både får pulsen op og frembringer et smil på læben hos den indre drengerøv.

Dog skal der ikke lægges låg på, at i forhold til 2'eren (som i mine øjne ved et gensyn, er en nærmest perfekt actionfilm og voldsopera), så skuffer 3'eren.
Den samler trådene op fra 2'eren, men i stedet for at runde det af (som jeg havde forventet), så kører den videre i samme spor og udvider situationen og universet endnu mere.

På en måde er jeg glad for at der kommer en 4'er, for jeg er rigtig godt underholdt af filmene og nyder den kaotiske og voldsomme action den frembringer.
Men jeg synes også at de bør at få afviklet tingene, før at John Wick sagaen løber for meget i ring, hvilket jeg allerede nu føler at den lidt gør.

Dertil skal det også siges, at klimakset ikke føles nær så velfungerende og smooth som den gjorde i forgængeren, og at "skurken" havde noget humor der virkede for out of place, hvilket var mere distraherende end sjovt.

Men for hvad John Wick Chapter 3 nu har at byde på (hvilket er knaldgode, kreative og fede eksekverede actionsekvenser), så er den helt klart værd at se i biffen.

Vi er 5 som har gået i bio hver anden uge i +20 år, denne film får en placering i bund 3. Ham der bestemte filme købte aflad ved at give kaffe bagefter.

HVIS du er gamer og gerne vil se et computerspil på film, masser af slåskamp og næste ingen handling, så gå ind og se denne film, ellers lad være. Havde flere gange undervejs lyst til at gå, kedelig trods masser af action og splat. Må åbenbart have sidde så stille og haft så lav puls, for mit apple watch registrede en halv time søvn undervej (sov trods alt ikke).

Mvh
BLK

2:10 timer lort

Der er gang i den fra start til slut, yderst gode scener med stor kreativitet, klart bedre en 2 ereren

Det er svært at gå ind til den tredje John Wick-film uden den mindste forudsætning om at man bliver forkælet med storstilet action, afskårne lemmer og eksploderende kranier. Vi ved efterhånden præcis, hvad vi skal forvente, og alligevel formåede Chapter 2 og nu også Chapter 3 at overraske.

John Wick var en supersimpel actionfilm, der foregik i et sjovt og absurd univers. Debutantinstruktøren Chad Stahelski kom fra en karriere som stuntmand, og det viste sig. Historien var der intet hold i, men action var der nok af, og flot og troværdigt var det. Væk var det håndholdte kamera, der klippede hvert sekund, og ind kom danske fotograf Dan Laustsens underskønne totalbilleder med flere farver end en pose Skittles.

Pludselig kunne man se, at Keanu Reeves i den grad ikke har mistet kampevnerne fra The Matrix, snarere tværtimod, og at han er født til at spille den mentalt iskolde lejemorder John Wick. Så kommer Chapter 2, hvor vi virkelig bygger videre på universet, og størrelsen på filmen også vokser. Pludselig er vi i flere lande, på større locations, flere navnløse skurke med flere akrobatiske actionsekvenser. Og bum.

Parabellum åbner hvor Chapter 2 slap, nemlig hvor Wick er blevet bandlyst fra lejemorderordnen, og har en time til at slippe væk, før den største dusør på ham åbnes. Dernæst er det ham mod hvad der synes at være en verden af lejemordere, og i de følgende to timer ser vi Keanu banke, skyde, bide, brække, slå, sparke, rive, kaste og rase sig gennem de horder af lejemordere, der kommer efter ham, i håbet om at undslippe verden for én og altid. Men som med så mange professioner er man sjældent så heldig at man bare går på pension, og slet ikke når der er en 15 millioner dollars dusør på dig. Derfor skal John finde ud af, hvem der kan ophæve denne dusør, og kan gøre ham til en fri mand igen.

Man skulle tænke at man efter den tredje vanvittige actionsekvens ville blive træt af det, men Stahelskis opfindsomhed gør det simpelthen umuligt. Ét øjeblik er vi på New Yorks bibliotek, et andet er vi i Casablancas slotte og et tredje er vi på Brooklyn Bridge på motorcykler. Mængden af action er fuldkommen latterlig, og man bliver forkælet fra start til slut. Koreografien er intet mindre end hjernevridende, scenerierne smukkere end nogensinde før, og volden er super tilfredsstillende.

Stahelski bliver også bedre og bedre til at ramme balancen mellem ultravold og ultrafjollet, og i Parabellum er der nogle så groteske scener, at man højlydt griner af hændelserne på skærmen. Og det er helt okay. Parabellum har nemlig hele vejen igennem et glimt i øjet, og den er helt klar over hvor absurd hændelserne er. Og i de vanvittigt koreograferede actionsekvenser formår Keanu Reeves virkelig at cementere sig som én af nyere tids bedste actionstjerner. Manden har det fantastisk som John Wick, og man kan mærke passion og inspiration ose ud af filmen, ikke kun fra Reeves, men filmen som helhed. Lyd- og billedsiden er fremragende, og hvert eneste slag og pistolskud mærkes dybt i sædet, og fotograf Laustsens billeder kan udgøre en glimrende plakatportfolio. Parabellum er suverænt den smukkeste actionfilm siden Mad Max: Fury Road.

John Wick-serien er nu blandt de bedste, hvis ikke den bedste, actionfranchises i nyere tid, og jeg håber inderligt vi får set mere til Johns kamp på vej mod helvedes flammer, for hold kæft, hvor er det skønt.

Jeg synes virkelig John Wick 1 var god underholdning, så er spændt på at se om dette bliver et hit eller en fuser.
Det er nærmest altid enten eller, med 3'eren i trilogier.

Ses det skal den i hvert fald! :)