Cookie- og Privatlivspolitik
Golden Globes 2019 vil gå Gaga for Lady Gaga

Golden Globes 2019 vil gå Gaga for Lady Gaga

A Star Is Born er nattens store favorit

Stem op!
8
Stem ned!
0
(reset)

Af: Simon Holmbjerg Kristiansen

 

Golden Globes bliver uddelt natten til mandag. Som tidligere år vil jeg forsøge at komme med nogle forudsigelser om, hvem der kunne tænkes at løbe af med priserne i filmkategorierne. Golden Globes bliver uddelt af HFPA, de udenlandske film- og underholdningsjournalister i Hollywood, og er en ret lille gruppe på ca. 90 personer. De har en forkærlighed for de store stjerner i Hollywood, og det forventer jeg vil komme til udtryk under årets show i form af en masse statuetter til A Star Is Born med Lady Gaga og Bradley Cooper. Filmen er den fjerde udgave af en klassisk Hollywood-fortælling, og indeholder alt det HFPA kan lide: En historie om stjerner med stjerner.

Golden Globes har inddelt deres priser for bedste film i to kategorier, så ’A Star Is Born’ kan således kun vinde i den ene. De har valgt at stille op i drama-kategorien på trods af det store element af musik i filmen, der således godt kunne have kvalificeret den til Musical eller Komedie kategorien. Det samme har Bohemian Rhapsody valgt. 

Mens ’A Star Is Born’ er storfavorit til at vinde Bedste Film – Drama  foran blandt andet Black Panther, der også er nomineret i denne kategori, så hersker der større spænding om hvilken film der vinder for Musical eller Komedie. Der er dog tre bejlere, som står stærkere end de øvrige. De to er Green Book  med Viggo Mortensen, kostumekomedien The Favourite  og den politiske Vice, der handler om Dick Cheney. 

'Green Book' handler om racerelationer i 1960'ernes USA og har Viggo Mortensen og Mahershala Ali i hovedrollerne. Jeg tror, den vil falde bedre i smag hos Golden Globe-medlemmerne, der som regel er ret mainstream, end den mere specielle 'The Favourite'. 'Vice' er dog stadig en potentiel konkurrent med flere nomineringer i de centrale kategorier.

Bedste Skuespiller - Drama bliver nok en af de kategorier, hvor Golden Globes vil lade prisen gå til ’A Star Is Born,’ i form af en pris til Bradley Cooper. Der er dog den mulighed, at Rami Malek som Freddie Mercury i Bohemian Rhapsody får prisen, hvis de føler at andre film også skal have noget med hjem. Og Cooper er nomineret i flere kategorier, så de kan stadig nå at give ham pris som instruktør.

Bedste Skuespiller - Komedie eller Musical prisen kan opnå en lille smule dansk islæt, da jeg tror, at Viggo Mortensen vinder den, fremfor Christian Bale for 'Vice'.

Bedste Skuespillerinde - Drama Gaga, Gaga, Gaga. En sikker sejr til Lady Gaga for ’A Star Is Born’

Bedste Skuespillerinde - Komedie eller Musical er en mere åben kamp. Olivia Colman (The Favourite) er egentligt en ret klar favorit, men Emily Blunt er både en langt større stjerne end Colman, og så har Mary Poppins vender tilbage også indspillet en del flere penge ved billetlugerne, hvilket kunne give Blunt gode muligheder for at overraske.

Bedste Instruktør lå egentligt til Alfonso Cuaron, der tidligere har vundet for 'Gravity'. De fleste anmeldere er enige om, at han har leveret den bedste præstation i år med Roma. Jeg hælder dog mod, at Bradley Cooper også vinder denne kategori med ’A Star Is Born’.

Bedste Mandlige Birolle Mahershala Ali vandt for to år siden for ’Moonlight’, og jeg føler mig ret sikker på, at det vil lykkes ham igen i år for ’Green Book’.

Bedste Kvindelige Birolle er en mere åben kategori. Regina King for If Beale Street Could Talk må dog anses som favorit. Men man skal heller ikke blive overrasket hvis Amy Adams vinder for ’Vice.’ Hun er den største stjerne i denne kategori, og Golden Globes kunne give den til hende, for at hjælpe hende med at få den Oscar, hun endnu ikke har fået.

Bedste Manuskript står nok mellem ’The Favourite’ og ’Vice.’ Jeg tror 'The Favourites' specielle og opfindsomme manuskript vil give filmen sejren i denne kategori.

Bedste Originale Sang kommer Lady Gaga også til at tage sig af med sangen 'Shallows'.

Bedste Udenlandske Film bliver ’Roma’. Hvis den kunne være blevet nomineret til Bedste Film, ville den være blevet det, og derudover er Alfonso Cuaron den eneste instruktør, der er nomineret for en ikke-engelsksproget film.

Det var min analyse af søndagens uddeling. Hvis I gerne vil have noget uddybet omkring, hvordan jeg kom frem til mine forudsigelser, skal I bare spørge herunder. Hvordan ser I på det og hvordan tror I, at Golden Globe-kandidaterne vil klare sig videre frem mod Oscar?

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Julius

På trods af kvalificerede forudsigelser havde du vist overvurderet Golden Globes, Simon, haha. Tænk at A Star is Born kun trak ‘bedste sang’ og tabte til Bohemian Rhapsody, hahaha. Hvor er det show en kæmpe joke.

I det mindste fik Cuarón lidt guld med hjem.

Simon

Jeg har lavet en beklagelig fejl, da Mahershala Ali IKKE vandt en Golden Globe for Moonlight. Han tabte til Andy Taylor-Johnson. Derimod vandt Ali en Oscar for 2 år siden. Andy Taylor-Johnsons sejr var så overraskende og obskur, at jeg glemte den, da jeg skrev bloggen. Han blev efterfølgende slet ikke nomineret til Oscar.

Philip

Hvor kan man se det henne? Det ser ikke ud til, at det bliver sendt på de danske kanaler? :)

Julie

Sender det på tirsdag først. Fatter ikke at der ikke er en dansk kanal der sender det live.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.