Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Mary Poppins vender tilbage

Tilladt for alle
Filmen har en varm og humoristisk stemning, men indeholder også enkelte scener med mild dramatik og tristhed. I en scene bortføres et barn af en animeret ulv, og i andre scener ses en forældrefigur skælde ud på sine børn. Imidlertid foregår det hele inden for en tryg ramme, hvor man ikke er i tvivl om, at det nok skal ende godt, og de nævnte scener forløses positivt. Det vurderes derfor, at filmen ikke vil virke skræmmende på børn.

Se mere på medierådet.dk
25.12.2018
| |
2 timer 10 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Mary Poppins Returns
|
Versioner: se alle
2D - eng. tale, 2D - dansk tale, Babybio - eng. tale, Babybio - dansk tale, Seniorbio - eng. tale
|

Musicalfilmen 'Mary Poppins vender tilbage' foregår i et depressionsramt London, hvor søskendeparret Michael og Jane Banks pludseligt får besøg af den fortryllende Mary Poppins, der var deres barnepige 20 år tilbage.

Guvernanten, der gør sin flyvende entre ved hjælp af en magisk parably, kommer kun, når familien Banks har ekstra meget brug for hende.

Michael har nemlig mistet sin kone og mor til sine tre små børn, og selvom søster Jane hjælper til, står familien nu over for at miste deres barndomshjem til en grisk bankmand.

Heldigvis kan Mary Poppins ikke kun opdrage små børn via magiske oplevelser, hun kan også guide de voksne på rette vej i livet. 

Filmen 'Mary Poppins vender tilbage' er en direkte efterfølger til klassikeren Mary Poppins fra 1964 med Julie Andrews i titelrollen. Denne gang står Emily Blunt over den charmerende opgave at synge, danse og fortrylle os alle ved hjælp af korrekthed og vidunderlig fantasi.

Universet er løst baseret på bogserien af P. L. Travers, som i alt blev til otte bøger fra 1934 til 1988, og den nye film er instrueret af den vante musical-instruktør Rob Marshall (Chicago). (Copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (73 votes)
4.6
4.5

Instruktør

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... man må konstatere, at Blunt passer som hånd i handske med blondekant til rollen som den velartikulerede, ultrabritiske og magiske anarkist Mary Poppins." (Søren Jacobsen Damm)

  • Jyllands-Posten

    "Man kaster sig beredvilligt ned i den helt særegne magi, der var og stadig er Disneys signatur og byder verdens bedste barnepige velkommen i det næste årtusinde." (Katrine Sommer Boysen)

  • Weekendavisen

    "Nu ligger der et støvet lys over London. Men det er stadig en smuk og tidløs fortælling om verdens bedste barnepige." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
stig

Mary Poppins Return skal være en glad munter og i den grad kokkeret med mundre sange, hvilket den i dengrad lever op til.

Oskar

Mary Poppins Returns er en rigtig god fortsættelse og den formår at bringe nyt liv til den gamle og udover det får man en ny og god fortælling.

Det er som sagt få dårlige ting at sige til denne underholdene fortsættelse. Jeg synes faktisk også, at nogle ting i fortsættelsen er bedre end i den første film.
En af de ting er f.eks. at jeg synes at sangene er bedre og de giver mig mere lyst til at synge med.

En anden grund til at man skal se denne gode Musical er at skuespillerne spiller rigtig godt f.eks. gør Emily Blunt det meget troværdigt som Mary Poppins og Lin-Manuel Miranda kunne ikke gøre det bedre, fordi han er fantastisk som Jack.

Plottet er faktisk også lidt mere spændene i forhold til den gamle.

maj-br

VI elskede den gamle Mary Poppings, så vi var meget spændte på at se den nye.
Den kom ikke helt på højde, men var god, fin musik. Dygtige skuespiller, både børnene og de voksne.
Savnede Julie Andrews, men også svært at komme efter. Kan godt forstå at der næsten skulle gå 50 år, inden en genindspilning.
Men skal da ses, måske også en film der skal købes, så den kan genses hjemme i stuerne.

Rizzo

Jeg var lidt nervøs for Mary Poppins Returns, fordi jeg elskede den originale film, som jeg så til bevidstløshed (bare spørg min storesøster som passede mig) da jeg var barn. Men jeg blev godt nok positivt overrasket! Jeg følte mig som et barn igen, selvom jeg nærmer mig de 30, og jeg elskede de små referencer til den gamle film der var spredt gennem filmen. Vil helt sikkert anbefale den - især til børn af alle aldre :D

S. Rico

Giver det nogen mening at gå ind og se denne nye Mary Poppins film uden at have set den originale film fra 1964? Tja, jeg gav det i hvert fald et forsøg og satte mig forventningsfuld til rette. Efter en lang intro med en syngende lygtemand og en masse credits hen over skærmen, zoomes der ind på familien Banks, som består af to voksne søskende og tre børn. De er alle super sympatiske, og det bliver hurtigt etableret, at filmens hovedplot går ud på at sikre, at familien kan blive boende i deres hus. Så langt, så godt. Jeg var godt underholdt, skuespillet er fint, og production design og kostumer er ekstremt flot. Indtil videre lå filmen til 5 stjerner.

Så træder Mary Poppins ind i historien, og spørgsmålene begynder at stille sig i kø:

Hvad er idéen med alle de musicalsange? De bidrager jo slet ikke til historien. I en musical skal hver sang enten fortælle noget væsentligt om karakterene eller direkte bringe fortællingen fremad. Men her får vi bare en række skøre, sjove og fantasifulde optrin, som ikke ser ud til at bidrage med andet end farverig sjov og ballade. Jeg har set tonsvis af musicals, men aldrig en, hvor sangene ikke havde noget med hovedhistorien at gøre.

Hvorfor bruger Mary Poppins ikke sin magi til at hjælpe familien med problemet? Hun er total passiv gennem hele filmen. Kun til allersidst hjælper hun lidt på Big Ben. For mig at se fremstår Mary Poppins som en næsten ligegyldig bikarakter.

Hvorfor kan det voksne søskendepar ikke huske, at Mary Poppins kan magi? Det bliver sagt et par gange, at voksne har det med at glemme. Men den vokse lygtemand (Jack) godt kan huske, hvad Mary Poppins står for, og hvad hun kan. Hvordan hænger det sammen?

Og hvad er lige meningen med den underlige sømand i nabohuset, der fyrer en kanon af hver time?

Det er spørgsmål, som muligvis nemt kan besvares, hvis man kender baghistorien. Men nu gik mit eksperiment ud på, om den nye film kan ses isoleret fra den gamle. Det kan den selvfølgelig godt, eftersom handlingen er super simpel. Men alle sangene og alt med Mary Poppins føles som fyldstof uden mening.

Anne

Den originale bliver på ingen måde slået af denne nye udgave, men jeg må sige, den kommer tæt på alligevel :) Skal helst ses på et stort lærred

Alberte

Indbegrebet af gammeldags Disney magi! Sangene er sublime og Emily Blunt er intet mindre end perfekt som verdens bedste barnepige.

Camillauser/333600

Okay film. Og alligevel skuffende. Intet har sat sig fast, på samme måde som den gamle - magiske - Mary Poppins. MEN - den fik mig til at gå hjem og sætte den gamle version på (: og det var fornøjeligt.

Jeg tror at pigerne kunne lide den. Men som én af dem noterede: "alle sangene havde samme melodi"...(hun er 9 - og hun har ikke set 1'eren).

Historien er som historien er. Som 1'eren, som bøgerne, med hyggelig morale. Emily Blunt gør det godt, og 'ligner' så fint - omend hun er en my (kun en my!) mere 'sur'/stram end Julie Andrews.

Måske er det i virkeligheden her, at en del af grunden ligger: Julie Andrews! Hun ER Mary Poppins. Helt igennem fantastisk. Hendes udstråling, hendes stemme, hendes væsen... Og de sange hun synger, er så fine, forskellige, og de hænger ved.. Jeg husker ikke en eneste sang, fra 'Mary Poppins Returns'.

Og så er, det ene, lille, sidste, korn af stjernestøv - DisneyStjernestøv - væk. Og det er ikke ment som kritik - men som en cadeau til Walt Disney.

Anyway; ok film. Som nu er set.
Er du til Mary Poppins, så se den (:
God fornøjelse

Jens Kirk

Når Disney ruller hele maskineriet af komponister, forfattere, designere, scenografer, tegnere m.v. ud, så ved man, at man får et tip-top produkt, der er "practically perfect in every way". Og "Mary Poppins Returns" holder hele vejen igennem fra start til slut. Plottet er fuldt ud ligeså tyndt som plottet i den originale "Mary Poppins", men der er dog en god morale til slut, som både børn og voksne såvel på filmlærredet, som i biografens sæder, får lært noget af. Den nye musik er skøn og fængende, ligesom musikken i den originale version. Hele filmen bærer præg af, af Disney er en stor underholdningskoncern, der også laver teater, og jeg tror drejebogen til sceneversionen af musical'en "Mary Poppins Returns" ligger klar i skuffen i Disneys hovedkvarter. Så mon ikke vi om 1½-2 år får offentliggjort en premieredato på scenemusical'en på enten Broadway eller Londons West-End. Jeg tror det. Og det er fint. Underholdning har vi alle brug for, og hvis man ikke går gladere ud af biografen efter "Mary Poppins Returns" end man gik ind, har man vist et problem - måske man har behov for selv, at få besøg af en Mary Poppins, der kan hjælpe en med, at finde de ting i livet, der virkelig betyder noget. Magi og stjernestøv er hvad Disney leverer, endnu engang. Og tak for det. Længe leve Disney. Og tak til Emily Blunt for en pragtfuld version af Poppins. Blunt formår, ligesom Julie Andrews, at tale et fuldtstændig vidunderligt og velartikuleret og formfuldendt britisk. Hun er skøn at høre på, både i tale og i sang, og hun er skøn at se på. Resten af castet er ligeledes velvalgt. Jeg nød hvert et minut i biografen og glæder mig allerede til, at gense filmen igen hjemme i min egen stue.

Mathias

Må indrømme, at jeg var ret nervøs for denne film, men det havde jeg ingen grund til at være. Filmen var ren Disney magi fra start til slut, Blunt var fænomenal som Mary Poppins, resten af castet var ligeledes spot on, kostumer og design var vidunderligt og de nye sange var fuldt ud lige så ørehængende og dejlige som dem fra originalen. Er du til Poppins, eventyr, musicals og Disney magi, er denne sikkert også noget for dig. Jeg var i hvert fald forelsket fra første tone.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Aktive debatter