Cookie- og Privatlivspolitik
7 ting du skal vide om Captain Marvel

7 ting du skal vide om Captain Marvel

Introduktion til Marvels mægtigste superhelt

Stem op!
35
Stem ned!
0
(reset)

 ! Spoilers for Avengers: Infinity War og Ant-Man and the Wasp i artiklen herunder!

Med godt og vel et halvt år til premieren er der allerede en del ting, vi ved om den nyeste Marvel-film: Captain Marvel.

Selvom karakteren Carol Danvers og Captain Marvel har været med i Marvels tegneserier i et halvt århundrede, så var der nogle, som sad tilbage i sæderne efter det sidste klip i 'Infinity War' og tænkte "hvad var det?"

Karakteren Carol Danvers, som skal spilles af Brie Larson, udkom allerede på tegneseriesiderne i 1968, men i modsætning til de mere populære Avengers, som Iron Man, Captain America, Thor og Hulk, så har Captain Marvel ikke just været en af dem, som man tænkte på, når man sagde Marvel Comics.

Herunder finder du en liste som hjælper dig på vej til at forstå hvem Carol Danvers er – og hvem den første Captain Marvel var. 

Artiklen er skrevet med så lidt spoilers for Captain Marvels historie som muligt, men den når rundt om Mar-Vell, Skrulls, Nova og formår endda at postulere en hypotese omkring Adam Warlock.

Er du klar?

MARVEL STUDIOS

(Captain Marvel concept-art, Marvel Studios)

1.       Carol Danvers er først og fremmest en militærkvinde:

Oscar-vindende Brie Larson skal portrættere karakteren Carol Danvers i den kommende film.

Carol er den ældste af tre søskende. Brødrene Joseph Danvers Jr. og Steven J. Danvers fylder mere i hendes fars øjne, som ikke kan acceptere, at kvinder og mænd er ligestillede. Da faren skal beslutte, hvilket barn han sender på en videregående uddannelse, falder det på Steven, midterbarnet, i stedet for Carol, som egentlig klarer sig bedre i skolen.

Som modsvar melder Carol sig ind i forsvaret som 18-årig. Hun drømmer om at blive pilot, da hun altid har været fascineret af rummet og rumrejser – som teenager blaffede hun endda hele vejen til Cape Canaveral for at se lanceringen af en rumraket.

Efter en utilsigtet hændelse fører til, at Carol blev rekrutteret til Air Force Intelligence, hvor hun bl.a. arbejder med Nick Fury og S.H.I.E.L.D., bliver hun en af militærets højest rangerede agenter. Dér udvikler hun sig til en dygtig agent, spion og soldat, som vil gavne hende senere hen i hendes historie.

Efter hendes tid hos Air Force Intelligence bliver hun ansat hos NASA som sikkerhedschef i Cape Canaveral for at overvåge forskningen omkring et Kree-rumskib.

BossLogic on Instagram

(Fanbillede, lavet af BossLogic på Twitter/Instagram)

2.       Titlen Captain Marvel tilhørte egentlig karakteren Mar-Vell:

Jude Law skal portrættere karakteren Mar-Vell i den kommende film.

Mar-Vell er et menneskelignende rumvæsen af Kree-racen, som bliver sendt til Jorden af hans øverstkommanderende for at stoppe menneskeheden i at overhale Kree-imperiets magt. Kree-imperiet er nemlig en kolonimagt i direkte krig med Skrull-racen, en anden kolonimagt. Denne krig har raset i årtusinder, og menneskerne på Jorden udgør kun en brøkdel af konflikten.

Da Mar-Vell ankommer til Jorden, optager han rollen som Dr. Walter Lawson, en videnskabsmand som studerer et nedfaldent Kree-rumskib i Cape Canaveral.

Her møder Mar-Vell Carol Danvers, som er Cape Canaverals sikkerhedschef og sikkerhedsansvarlig for rumskibet.

Navnet Captain Marvel får han først senere, da han nedlægger en trussel på forskningsbasen. Derfra bliver han en af Jordens beskyttere.

I en film som foregår i 1990’erne, inden idéen om Avengers-holdet overhovedet er kommet på benene, kan man måske tænke, at Nick Fury bliver inspireret af Mar-Vell til at oprette Avengers-holdet i de næste par år…

MARVEL STUDIOS

(Captain Marvel concept-art, Marvel Studios)

3.       Kree-racen og dens konflikter:

Selv om racen Kree lyder ubekendt for den almene filmgænger, så har vi allerede set nogle kendte Kree ansigter: i Guardians of the Galaxy fik holdet prøvet kræfter med Lee Paces Ronan the Accuser og Djimon Hounsous Korath the Pursuer, begge to Kree-væsener. Kree-racen optræder i tegneserierne som den ene halvdel af en konflikt, der har kørt i århundreder, nemlig med Skrull-racen.

Skrull-racen er en koloniseringsmagt, som har spredt sig i hele Andromeda-galaksen. Det er Skrull-racens evner, som gør dem spændende: De kan frit ændre deres udseende samt også absorbere minder, personlighed og evner fra den person, de kopierer.

Dermed bliver de til en næsten uigenkendelig kopi af vedkommende og gør det ekstra svært at genkende en Skrull fra den ’rigtige’ person.

Hele dette var hovedkonflikten i tegneseriebegivenheden Secret Invasion, som kørte fra 2008 til 2009, og som siges at have indflydelse på Captain Marvel-filmen.

Mulighederne er enorme: Alle de karakterer, vi kender og har kendt gennem de sidste 10 år i Marvel-filmuniverset, kan pludselig vise sig at være Skrull-spioner.

Det interessante ved at ’Captain Marvel’ kommer til at foregå i 1990’erne, betyder så også, at det er muligt at se Skrull-invasionen, som den kaldes, i fuld flor.

Kunne det også være på grund af denne selvsamme invasion, at Nick Fury udtrykker at ’sidste gang han stolede på nogen, mistede han et øje’ i Captain America: The Winter Soldier?

MARVEL COMICS

(Marvel Comics)

4.       Carol Danvers’ evner:

Da Carol Danvers befinder sig i nærheden af noget Kree-forskningsudstyr, da det eksploderer, opdager hun pludselig, at hun har fået nye evner.

Hendes genetiske struktur har nemlig ændret sig, sådan så hun nu pludselig er blevet en Kree-menneske hybrid med superkræfter. Disse superkræfter knytter hende til Kree-hjemplaneten Hala, hvilket tiltrækker hende til rumrejserne fra barndomsdrømmene og rumkonflikter.

Hendes evner dækker bl.a. superstyrke, udholdenhed, flyvning, en slags ’sjette sans’, og Kree-delen af hendes DNA gør hende immun overfor de fleste slags gift og toksiner.

En række eksperimenter i en af fortællingerne giver hende endda endnu flere evner. Hun kan nu trække på energien fra et ’hvidt hul’, som giver hende kontrol over stjernernes energier: varme, det elektromagnetiske spektrum og tyngdekraften, samt rejse hurtigere end lysets hastighed og overleve i rummet uden dragt.

Da Brie Larson i juni måned fortalte til E! Online at ’[Carol Danvers] kan flytte planeter!’, så er det ikke helt ved siden af. Kevin Feige, formanden for Marvel Studios, har også udtalt at ’[Captain Marvel] er den stærkeste karakter, de nogensinde har haft.’

MARVEL STUDIOS

(Marvel Studios)

5.       Carol Danvers bliver Captain Marvel:

Da Carol Danvers får sine superkræfter, begynder hun at kalde sig Ms. Marvel, som en hyldest til Mar-Vell.

Det er under dette navn, at hun i tegneserierne først begynder at arbejde side om side med nogle af de kendte Avengers som Hulk, Scarlet Witch og flere. Først senere i hendes historie dropper Carol titlen som Ms. Marvel og tager navnet Captain Marvel.

Dette kom også først i tegneserierne i 2012, da Kelly Sue DeConnick overtog forfatterskabet for karakteren og ændrede både uniform og stilling. Indtil da havde Carol Danvers’ Ms. Marvel-kostume nemlig være en sort leotard med et rødt tørklæde om livet og læderstøvler op til midt-lårene. Den nye Captain Marvel-version af Carol Danvers fik en hel, praktisk uniform, iført de røde, blå og gule farver.

Hvordan dette skift kommer til at ske, og om det overhovedet kommer til at være en del af ’Captain Marvel’ filmen, ved vi ikke.

Men ifølge de første plakater og pressebilleder, der er udkommet fra filmen, lader det til, at den sidstnævnte uniform kommer til at være den version, Brie Larson skal trække på for at portrættere heltinden.

Bonus-info: Ms. Marvel-titlen gik, da Carol Danvers forlod den, til karakteren Kamala Khan, en muslimsk pakistansk-amerikansk teenager med superkræfter, som siden har været enorm populær i tegneserieverdenen.

Som en af de yngste superhelte, og som et medlem af holdet Young Avengers, kan det tænkes, at Kevin Feige måske har planer om at få de yngre superhelte ind i hans kæmpe film-univers - vi ved fx allerede, at Cassie Lang, Ant-Mans datter, bliver ældre i den kommende Avengers 4-film.

Det er nemlig ikke mere 10-årige Abby Ryder Forston, som skal spille den unge Ant-Man efterkommer, men 17-årige Emma Fuhrmann. Cassie Lang tager nemlig Ant-Man videnskaben op som superhelten Stature i tegneserierne.

Og de syv år mellem skuespillerinderne gør da en forskel - specielt når Anthony Russo og Joe Russo, instruktørerne for Avengers: Infinity War og Avengers 4 snakker om et tidsspring mellem 'Infinity War' og 'Avengers 4'.

MARVEL COMICS

(Marvel Comics)

6.       Hvor har Captain Marvel været?

Hvis filmen foregår i 1990’erne, og hvis Captain Marvel nu også er Marvels stærkeste karakter, hvordan kan det så være at Samuel L. Jacksons Nick Fury først kalder på hende efter en Chitauri-invasion (The Avengers), HYDRA-sammenbruddet (Captain America: The Winter Soldier), en morderisk superrobot (Avengers: Age of Ultron) og en kamp mod Thanos (Avengers: Infinity War)?

Et af svarene er, fordi hun er for langt væk i det ydre rum.

Captain Marvel kan rejse i rummet uden teknologisk hjælp, og det er muligt, at hun har været i rummet for at hjælpe med at sætte en ende på konflikten mellem Kree-racen og Xandar-racen (som optræder i Guardians of the Galaxy).

I tegneserierne er hun også kaptajn over for S.W.O.R.D. (Sentient World Observation and Response Department), en slags rum-version af S.H.I.E.L.D., som har med formål at håndtere uden jordiske trusler mod verdenssikkerheden.

Vi har også set forskellige hentydninger til det i nogle af de forrige film: Nova Korpset optrådte i stor stil i Guardians of the Galaxy – også selvom deres mest populære karakter, Nova, aldrig fik lov at vise sit ansigt. Måske er det muligt, at denne karakter får lov at være med i Marvel-filmuniverset alligevel.

Dernæst har vi også fået et smugkig på et af de andre store rumvæsener, som specielt nu, hvor Infinity War er ovre, kan få indflydelse på tingene: Adam Warlock. Hentydningen til Adam Warlock kom i en af (de mange) post-credits scener i Guardians of the Galaxy vol. 2.

I tegneserien ’The Infinity Gauntlet’ er det nemlig Adam Warlock, som hjælper heltene med at besejre Thanos og kæmpe hans Infinity Gauntlet fra ham. Det bliver dog ifølge instruktøren Joe Russo ikke Warlock, der reddder dagen i 'Avengers 4', men det afholder ham ikke nødvendigvis fra at vise sine gule lokker i 'Captain Marvel'.

Der er dog en anden teori, som blev en del mere konkret i en af post-credits scenerne i Ant-Man and the Wasp.

(spoilers for Ant-Man and the Wasp!)

Captain Marvel befinder sig i kvantumriget.

I den sidste scene i Ant-Man and the Wasp finder man nemlig ud af, at Ant-Man er fanget i kvantumriget, da han bliver sendt ned for at høste helingsenergi til karakteren Ghost. Inden han bliver sendt ned, siger Michelle Pfeiffers Janet van Dyne til ham, at han skal passe på bjørnedyrene dernede, men også på tidsvortexer.

Med dette in mente, og med et hurtigt kig over Carol Danvers’ enorme evner og potentiale, så er det ikke umuligt, at Carol faktisk gemmer sig i kvantumriget i stedet for rummet – eller at 'Ant-Man' pludselig dukker op i Captain Marvel, som foregår godt 20 år før hændelserne i 'Infinity War'.

Tidsrejser er ikke umulige i Marvel-filmuniverset – den ene Infinity Stone er jo en tidssten, og der findes spændende teorier på internettet om hvor - og hvornår - Benedict Cumberbatchs Doctor Strange gemte tidsstenen under kampen mod Josh Brolins Thanos, på Titan, i Infinity War.

MARVEL COMICS

(Marvel Comics)

7.       Hvad nu?

Nu er der bare seks måneders ventetid til filmens premieredato.

Der er alle mulige teorier derude, som alle giver mere (eller mindre) mening.

At Dr. Spiros Michalakis, en kvantumfysiker, er konsultant på ’Captain Marvel’ og har givet udtryk for en del kvantemekanik i filmen, er bare med til at gøre tingene endnu mere spændende.

Om vi får S.W.O.R.D., Hala, og mere at se, er ikke til at sige endnu.

Kevin Feige, formanden for Marvel Studios, udtalte til ComicBook.com i juni 2018, at: ”I ved allerede så meget, som I behøver. Vi har Skrulls, vi har Kree-racen, [Captain Marvel] foregår i 1990’erne, vi har Sam Jackson [sic] med to øjne, og Carol Danvers, en unik version af hendes oprindelseshistorie.”

Captain Marvel har dansk biografpremiere den 7. marts 2019.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
John

Nu sidder jeg her og kan absolut ikke vente til marts og april! :)

Wayne

Spændende læsning - mere af det :-)

Christine Marie Roederer

Hej Wayne,

Jeg synes også det er spændende at skrive sådan nogle nyheder, og håber at der kommer flere af slagsens i den nærmeste fremtid ;)

Mvh Christine

Jacob

Hun bliver karakteren der for alvor binder MCU sammen, og det bliver filmen som rigtig viser, hvordan det hele startede.

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

xammy

J’ai trouvé le site pour regarder des films de haute qualité. Je pensais que certains d’entre vous voudraient voir aussi…!!!

5 timer siden
Antaeus

Det er kun Star Wars jeg med sikkerhed skal se, jeg er ikke umiddelbart faldet for nogle af de andre efter de korte præsentationer herover.

8 timer siden
VIPER

Skodsborg Kurhotel my *ss!

Du snakker jo udenom "gamle mand"!
-Vil skide min vrede et stk. -Betyder ikke jeg ikke har ret!

8 timer siden
Andersuser/927972
Andersuser/927972

Sikke meget vrede, du har i dig, unge mand. Du skulle tage en tur på Skodsborg Kurhotel og få renset lidt ud.

8 timer siden
VIPER

De amerikanske versioner er altid værre!!!
Og en skændsel for de originale!!!

8 timer siden

Aktive debatter