Isle of Dogs

Jeg er stor fan af Wes Anderson, og hans sans for humor. Efter jeg så The Life Aquatic with Steve Zissou første gang var jeg solgt, og har siden da set de fleste af hans film som alle har været fantastisk underholdende på en måde som kun Wes Anderson formår at lave dem.

Isle of Dogs er ligesom Fantastic Mr. Fox en stop-motion dukkefilm med top talent på stemmerne, og traditionen tro er filmen lagret med en humor som er meget idiosynkratisk med Andersons stil, og flyder godt sammen med den ellers ret komplicerede historie som fortælles.

Anbefaler den til enhver som kan lide komedie film med dybde, hjerte og surrealistisk atmosfære.

Isle of Dogs har lidt af hvert: den er sjov på de rigtige tidspunkter, er visuelt smuk og så er historien virkelig sød. Hvis man har en forkærlighed for stop-motion (ligesom mig), så kan denne film varmt anbefales.

Det eneste negative jeg kan sige om filmen - og grunden til jeg ikke giver den 6 stjerner - er, at i forsøget på at holde filmen autentisk (ved at lade karaktererne snakke på deres eget sprog fx. japansk, men undvære undertekster på størstedelen af dette) går man som ikke-japansktalende glip af noget. Jeg er stor fan af, at de har valgt at lade de japanske karakterer snakke japansk, men undertekster ville have været værdsat.

Hvordan bør man strukturere en anmeldelse af en Wes Anderson film? Det må være noget med at gøre anmeldelsen meget stilren, sørge for at overfladen er ekstrem flot og velpoleret - og til gengæld lade indholdet stå lidt i baggrunden. Man bør nok også dele anmeldelsen op i en række kapitler - og indsætte flashbacks til tidligere Wes Anderson anmeldelser. Og når anmeldelsen skal beskrive de medvirkende, så bør der zoomes ind og ud på de enkelte hovedkarakterer, og herefter panoreres sidelæns over til birollerne. Jeg er dog bange for, at det bliver lidt for svært at lave en sådan visuel tilgang blot med det skrevne ord. Især herinde, hvor jeg ikke selv har mulighed for at vælge skrifttype, skriftstørrelse - eller indsætte små dansende hunde i teksten. Så det må desværre blive ved tanken...

Isle of Dogs er endnu et visuelt overflødighedshorn fra Wes Anderson. Billede og lydside går op i en højere enhed. Det er en sand fest for sanserne. Det er tydeligt, at Wes Anderson har en stor kærlighed til Japan. Og det er ganske morsomt at se hans ret kliche-agtige billede, eller måske rettere vision, af landet.

Det er dog en smule usmageligt, at der skal en amerikansk udvekslingsstudent til at få ordnet sagerne i historien. Hvorfor kunne det ikke bare være en lokal japansk dreng eller pige? Det er ret irriterende og har den modsatte virkning af hensigten ift. mit engagement i personen. Jeg må også indrømme, at jeg slet ikke blev engageret i nogle af hovedkarakterene på øen - altså hundene Chief, Rex, Duke, og hvad de nu hedder. Herudover havde jeg det tredje problem, at der var ulideligt varmt i biografsalen (det kan I gøre bedre, Trøjborg).

Det manglende engagement i karakterene og varmen gjorde, at jeg endte med at sidde og halvdøse midtvejs. Det blev derfor kun til en 3-stjerners filmoplevelse, men jeg vil for en gangs skyld rate filmen ud fra en mere objektiv tilgang end min umiddelbare oplevelse. Jeg er nemlig overbevist om, at når jeg genser filmen senere - for alle Wes Andersons film bør ses mere end én gang - så vil den ganske givet stige i min agtelse.

Når man kun kan komme til amerika igennem studietur, så skal det også udnyttes. Jeg var så heldig at fange en screening af Wes Andersons herlige film, og den er i særdeleshed ventetureb værd. Stop-motion er mesterligt udført og historien er rørende, og den bliver ikke mindst rigtigt svær at glemme, lang tid efter. Sød, sød, sød film, som helt klart skl genses på det danske lærred.