Cookie- og Privatlivspolitik

Vind biografbilletter hver uge

Den skjulte tråd

Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Filmen har en rolig, men også alvorlig og lettere konfliktfyldt grundstemning. I én langvarig scene skændes en mand og en kvinde ved middagsbordet, og i en anden let dramatisk scene falder en mand pludselig om på gulvet, da han får et ildebefindende. Da fortællingen er rolig, og da man ikke ser mennesker, som kommer til skade, vurderes filmen kun at kunne virke skræmmende på de yngste børn, og den får derfor en 7års-grænse.

Se mere på medierådet.dk
15.02.2018
| |
2 timer 10 minutter (ekskl. reklamer og trailers)
|
Phantom Thread
|
Versioner: se alle
2D, Særvisning
|

Filmen 'Den skjulte tråd' er et drama, der foregår i modeverdenen i 1950erne.

Reynolds Woodcock er en celebreret, men excentrisk kjoledesigner med residens i London. Kundegruppen tæller byens rigeste kvinder og medlemmer af den kongelige familie.

I selskab med sin søster Cyril lever Woodcock et kontrolleret liv uden forpligtelser eller faste forhold, men da han møder den unge Alma, står denne tilværelse til en brat afslutning.

Alma er ikke blot den seneste, flygtige muse for modesigneren, men en viljestærk og vedholdende kvinde, og sammen kaster de sig ud i en forelskelse langt fra, hvad nogen af dem havde forventet.

'Den skjulte tråd' markerer Daniel Day-Lewis' sidste filmrolle, idet den tredobbelte Oscar-vindende skuespiller selv har erklæret, at han trækker sig fra branchen.

Paul Thomas Anderson både skriver og instruerer Day-Lewis' svanesang, der samtidig er det andet samarbejde mellem de to anerkendte filmfolk efter mesterværket There Will be Blood fra 2007.

Selvom filmen ikke bygger på virkelige begivenheder, har Anderson udtalt, at hans interesse i modeskabere kom med fascinationen af den legendariske Cristóbal Balenciaga, som Christian Dior har kaldt "mesteren af os alle". (copyright: kino.dk)

VURDÉR SELV FILMEN: 
Din bedømmelse: Ingen (156 votes)
4.7
4.7

Relaterede nyheder

MEDIERNES ANMELDELSER

  • Berlingske

    "... man [må] bare læne sig tilbage og nyde de stoflige billeder, det fint afstemte skuespil og det pianodrevne, patinerede lydspor." (Jeppe Krogsgaard Christensen)

  • BT

    "[I filmen] kommer den mindste bevægelse og den mindste nuance i et ansigtudtryk nemlig til at betyde det hele. Og det er disse fantastiske detaljer, der gør 'Den skjulte tråd' til en stor biografoplevelse." (Henning Høeg)

  • Ekstra Bladet

    "[Daniel Day-Lewis] formår at vække både sympati og afsky - gerne i en og samme samme scene. Den kunst er ikke mange andre beskåret." (Henrik Queitsch)

  • Filmland P1

    "Der er en umådelig rigdom, et uforligneligt filmisk overskud, hvis man ikke leder efter noget, men lader noget finde én i Paul Thomas Andersons film." (Per Juul Carlsen)

  • Jyllands-Posten

    "Day-Lewis er præcis så karismatisk og smuk, som man nødvendigvis må være for at tro på rollen, men også så diabolsk, at man ser figurens brister." (Katrine Sommer Boysen)

  • Politiken

    "Som hyldest til det omhyggelige håndværk er filmen en perfekt creation. Som bare aldrig bliver rigtig interessant med dens næsten dødsforagtende æstetiske dyrkelse af en svunden tids forældelsesfristelser." (Kim Skotte)

  • Weekendavisen

    "Det er Paul Thomas Andersons sjette film efter gennembruddet med 'Boogie Nights' for tyve år siden. Den 47-årige amerikaner har sjældent eller aldrig været bedre." (Bo Green Jensen)

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Troelsuser/233645

Filmen gjorde virkelig indtryk på grund at de imponerende portrætter, der blev skabt af både af Vicky Krieps og Daniel Day-Lewis. Nogle vil måske finde filmen lidt for stille, men for mig var det en nydelse at se skuespil i så høj klasse. En værdig afslutning for Daniel Day-Lewis, som har skabt så store og flotte præstationer i sit liv som karakter-skuespiller af aller højeste klasse.

maj-br

Skønne billeder, fortalt over en kærligheds historie, historien breder sig fra mennesker over til den skønne lidt forfinet kjolekunst.
Fantastisk skuespil af de 3 hovedroller.
kan klart anbefales

Jan Engel

Hovedpersonen er usympatisk, selvoptaget og urimelig, og det forandrer sig ikke hele filmen igennem. Dog med en enkelt kort undtagelse i sidste halvdel af filmen, hvor der produceres en kærlighedserklæring, men den virker akavet og kunstig.

Det kan aldrig blive god filmkunst, når en hovedperson bliver beskrevet så uensartet.

Men musikken var fantastisk og birollerne var gode.

Jonas

Den var okay.
Ikke lige min genre, men tog dog med pga kæresten ville se den og jeg skulle ligge ud.

Tenna

Dejlig film om dyb og gribende kærlighed..
gribende som i kærlighed ø, der er livets vigtigste emne!

S. Rico

Dette er en af de mest besynderlige og finurlige kærlighedshistorier, jeg nogen sinde har været vidne til. En aldrende og succesfuld modedesigner med OCD-agtige tendenser møder tilfældigt en noget yngre servitrice. Dette er starten på et forhold, som kan betegnes som en mystisk blanding af fagligt chef/medarbejder relation, muse/kunstner relation, privat venskab, og en form for platonisk affektion.

Alma er en kvinde, der først fremstår lidt naiv, men senere viser sig at være en yderst viljestærk person, der på en eller anden måde kan se ind i kunstnerens indre. Og det på trods af at modedesigneren Reynolds mildest talt ikke er en nem person at nå ind til. Han er indelukket, fjern og søsteren er altid til stede. Men Alma har altså evnen til at se gennem det arrogante ydre og ved, hvad han har brug for. I starten agerer hun stort set kun påklædningsdukke for ham. Men som tiden går, vinder hun stille og roligt søsterens sympati og gør sig selv uundværlig for Reynolds. Selv om Reynolds er arbejdsnarkoman og ofte behandler hende forfærdelig dårligt, så ser Alma det bare som en form for sygdom. Og det er en sygdom, som hun er sat i verden for at kurere.

Vicky Krieps spiller Alma med stor underspillet indlevelse. Hun formår i den grad at give Daniel Day-Lewis modspil. Det er en nydelse at se dem agere overfor hinanden på lærredet. Selv om Alma og Reynolds begge er meget specielle personer, og selv om deres forhold umiddelbart forekommer urealistisk, så tror jeg 100% på deres karakterer. Det må da kaldes skuespil. 4½ stjerner.

Niclas Dalby

En snørklet tråd snor sig hen over den sorte skærm - frem tvinges titlen på filmen, Phantom Thread, og alt er stille. Stilheden varer ikke længe, da en ilds knitren høres i det fjerne. Kameraet zoomer ind på en kvinde, som sidder skævt på sin stol, lænende ind mod varmen fra den orange glød, der fylder rummet. Hun har et svagt smil gemt bag en ellers rolig facade mens hun næsten sælsomt fortæller om manden, Reynolds, der har fået hendes drømme til at gå i opfyldelse.
Vi ved endnu ikke, hvem hun snakker med eller hvorfor, men det er også lige meget. Det eneste i billedet er kvinden, gløden og den smukke musik, der allerede nu føles som en karakter for sig selv. Dette er blot starten på et fuldstændig fantastisk stykke filmkunst af Paul Thomas Anderson, der har instrueret og skrevet en af de mest forstyrrende kærlighedshistorier sat på film, nogensinde. 

Phantom Thread er, ulig The Master, Magnolia og til tider endda There Will Be Blood, Andersons mest lineære film. Det er ganske få gange, hvor vi skifter mellem vor hovedpersoners liv til Alma, der fortsat varmer sig foran ilden og fortæller om hendes oplevelser med Reynolds. Størstedelen af filmen skal derfor ses som et flashback, hvor vi møder karaktererne og ser hvordan deres liv udfolder sig i kontakt med hinanden; Man skal dog ikke tage fejl, for Phantom Thread er Anderson's hidtil mest fascinerende og skæve historie og den leverer på stort set alle parametre.

Det tager ikke lang tid før vi ikke bare befinder, men også accepterer og falder for den verden Anderson præsenterer for os. 50'er stilen er genskabt til perfektion og musikken efterlader ofte et udtryk af fransk romantik, som vi eksempelvis finder i den eminente Les Parapluies de Cherbourg fra 1964. Musikken er ikke blot fænomenal, men også strengt nødvendig for den atmosfære og historie, der vises for os. John Greenwood, der også har skrevet musikken til to andre Anderson-film, kæler for os med smukke pianostykker og kuriøse romantiske strygere, men ved også hvornår musikken skal ændres til nærmest ubehagelige, mørke toner og den føles derfor som en historie i sig selv. 
Det er dog ikke kun det auditive, der genskaber den forsvundne tid, men også det visuelle; Overdådige lyse toner fylder skærmen, ofte kun brudt af svage jord- eller stærke kontrastfarver. Enkelte tidspunkter føles næsten som ren dokumentar, som taget ud af minderne på en person, der genliver øjeblikket, mens andre som et skævt, abstrakt billede af livet, konstant holder seeren interesseret. Anderson ved, at det hele ikke skal overlades til historien og hver enkelt detalje er der taget højde for.  
Anderson har med Phantom Thread skrevet en historie, der tager den bekendte romantik og vender den på hovedet i stort set alle dets facetter. Reynolds, spillet af Daniel Day-Lewis, der efter sigende sætter karrieren på hylden, er en excentrisk kjoledesigner, der har sine meget faste rutiner: Skægget fjernes, håret sættes til perfektion, ikke ét eneste hårstrå må sidde forkert og ikke mindst morgenmaden skal forløbe på en helt bestemt måde. Vi møder ham første gang under denne rutine, hvor han sætter sig til bords med søsteren Cyril og en tredje kvinde. Denne ukendte, smukke kvinde tilbyder Reynolds et stykke bagværk, men mødes blot med et blik af ren afsky - en væmmelse, ikke blot af bagværket, men af kvinden selv. Kort tid efter er hun ikke længere at finde i huset. 
Reynolds spilder dog ikke tiden, men sætter sig ud i sin bil og farer af sted - hvor til vides ikke og det føles næsten som om han heller ikke ved det, men et hurtigt stop ved et lille hotel sætter en stopper for turen. Her falder blikket på en ung tjenerinde, der også har fået blik for ham. De studerer hinanden, blot for et øjeblik, men kemien, eller rettere fascinationen, er allerede til stede. Mødet bliver til en middag, hvor hun præsenterer sig selv; Alma. 

Herfra tager historien ikke så meget en drejning mod det ukendte, men grænser sig i stedet konstant til det familiære dog altid med et "men" i tankerne. Intet er helt, som det burde være - vi ved ikke helt hvorfor Alma er faldet for Reynolds, der virker barsk og til tider ligeglad med hende. Hendes baggrund er tåget og vi får aldrig noget reelt at vide om den, men kan alligevel udlede blot en smule gennem den tyske accent, der passer perfect til hendes karakter.
Hvor mange selvfølgelig vil snakke om Daniel Day-Lewis præstation, så er der lige så meget at finde ved Vicky Krieps og hendes forståelse af en karakter, der hele tiden virker kryptisk i sine mål med livet. 

Vi kan dog selvfølgelig ikke helt komme uden om Daniel Day-Lewis, som mange anser som værende den største skuespiller, måske nogensinde. Hans CV indeholder film som There Will Be Blood, In The Name Of The Father, Lincoln, The Last of the Mohicans og mange flere og de har altid én ting tilfælles: Han ikke bare forsvinder, men absorberer rollen; Han går i ét med filmen og karakteren og man kan ikke forestille sig en anden, der kunne træde i hans sko og det samme kan siges om hans præstation i Phantom Thread. Manden er et geni foran et kamera, har styr på hver eneste særktræk ved sin karakter og det virker som om, han har studeret rollen i flere år for at kunne mestre hvert eneste scenarie, han måtte befinde sig i. Der er stort set ikke andre som ham, der kan gøre det med så mange forskellige roller og hvis i sandhed vælger at stoppe karrieren nu, så gør han det med et brag. 

Phantom Thread er en film, der skal opleves og ikke beskrives. Den er et virvar af bizarre øjeblikke, der dog virker realistiske for historien og karaktererne. Det er en kærlighedshistorie, der vender det hele på hovedet og indeholder ikke noget stort klimaks; Slaget foregår fra første minut og krigen er ikke nødvendigvis slut når rulleteksterne løber over skærmen. Reynolds er en ensom mand, der har fundet kærligheden, men kærligheden har ikke nødvendigvis fundet ham; Et spøgelse fra fortiden hjemsøger ham og påvirker den måde, han agerer overfor andre mennesker; Spørgsmålet er blot om Alma kan stå imod det - uanset hvor frygteligt og brutalt det end måtte blive.

Bjørn

En smuk film om to (tre) stærke personligheders kærlighed og kamp om - i parforholdet - at få lov til at være og forblive dem, de er.
De holder af og forsvarer hinanden samtidig med at de udfordrer, "hader" og kæmper.
Nuancerede hovedroller og meget troværdige skuespilpræstationer.
Flot at en så stilfærdig film kan opretholde spændingen fra første til sidste scene, men det gør den.

Anton Berg

Jeg afskyr romantiske film... Det kan jeg ligeså godt ligge ud med at indrømme. Men Phantom Thread var både alle pengene og tiden værd. Hjemsøgende stærkt og realistisk skuespil fra alle de medvirkende. En kærlighedshistorie man sent glemmer. Og Daniel Day-Lewis viser, hvorfor han er en skuespiller, som man sent vil glemme!

"Certified Fresh"

Skide godt skrevet og tak for anbefalingen!

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.